Nyhedsoverblik

Første sted i Danmark: Falck skal aflaste presset sygehus

Falck og Sjællands Universitetshospital Nykøbing Falster har netop indgået et samarbejde omkring patienter, der kan indlægges i deres eget hjem.

Det er stadig sygehuset, der har ansvaret for patienterne, men samarbejdet skal aflaste presset på sygehuset, hvor der er mange patienter og mangel på personale.

Samarbejdet er det første af sin art i Danmark, og rent praktisk betyder det, at patienter der kan behandles hjemme bliver indlagt i eget hjem, og det er så Falck, der tilser patienterne hjemme og sørger for medicin og opfølgning.

Det offentlig-private samarbejde hedder AkuCare og er netop nu et pilotprojekt for patienter fra Vordingborg, Guldborgsund og Lollands kommuner.

Kim Skourup fra Sakskøbing er én af de patienter, der har afprøvet ordningen.

Efter en nat på akutafdelingen på Sjællands Universitetshospital Nykøbing Falster blev han tilbudt at få antibiotika i drop hjemme og tog straks imod tilbuddet.

- De første dage sov jeg meget, og det var rart at ligge i min egen seng. Det har hele tiden føltes trygt, fortæller han.