Flemming Jensen sidder i kørestol.
Han har tabt sig meget og er i den sidste fase af livet. Men han er afklaret.
- Der er ikke noget, jeg er bange for eller noget som helst. Jeg er helt indforstået med det, siger han.
Jeg vil godt blive her så længe som muligt
Flemming Jensen er 79 år. Han lider af prostatakræft med spredning til lungerne.
I dag har han besøg af Mikael Skytte. Han er såkaldt palliationssygeplejerske i Holbæk Kommune. Det betyder, at han arbejder med lindrende behandling af døende og alvorligt syge.
Halvdelen af sin tid bruger Mikael Skytte på at besøge borgere, der er ramt af alvorlig sygdom.
Formålet med besøget i dag er blandt andet at tjekke, om Flemming Jensen har den medicin, han har behov for.
Samtidig skal der tages stilling til, hvor Flemming Jensen skal være, når døden nærmer sig, og her har han ét stort ønske:
Han vil nemlig allerhelst have lov at dø hjemme i det hus, han selv har bygget på. Et hus, der ligger ved siden af den tømrervirksomhed, der har været i familien i generationer.
Frygter smerter
Men tanken om smerter betyder også, at han vil være interesseret i hospice.
- Jeg er lidt i tvivl om det, men jeg tror, at jeg vil et andet sted hen, hvor jeg kan blive hjulpet, hvis jeg får smerter. Men jeg vil godt blive her så længe som muligt.
- Min far døde af kræft. Min mor passede ham, og han led meget af smerter. Det kan godt være, at det spiller lidt ind, siger Flemming Jensen.
Udover at besøge borgere, der er ramt af alvorlig sygdom, står Mikael Skytte også for at undervise de kolleger, der arbejder med syge borgere.
- Vi skal have fokus på, om der er nogle lindringsbehov, for så kan patienterne måske få øget deres livskvalitet, fortæller Mikael Skytte.
Ikke taget stilling
Selv om borgeren er i et behandlingsforløb, så oplever Mikael Skytte ofte, at det kun er selve behandlingen, der er taget stilling til.
- Jeg ser desværre stadigvæk tit, at mange udelukkende bliver behandlet for deres kræftsygdom eller anden sygdom, men der er ikke taget stilling til at se resten af mennesket og behandle smerter eller åndenød for eksempel, siger han.
Man skal tage samtalen i god tid
Det er mange forskellige faggrupper, der deltager i den palliative indsats i Holbæk Kommune. Personalet møder blandt andet borgerne i sundhedscentret i forbindelse med, at de bliver udskrevet fra sygehusene og nu skal genoptrænes og rehabiliteres.
Mikael Skytte underviser blandt andet medarbejderne i at stille det såkaldte overraskelsesspørgsmål:
- De skal spørge sig selv: Vil jeg blive overrasket, hvis den her patient er død om 6 til 12 måneder? Og hvis de ikke vil det, så skal man begynde at tage samtalerne, siger han.
- Er der for eksempel behandling, patienterne ikke ønsker? Hvis man nu har en diagnose med demens, skal man i den tidlige fase tage stilling til, hvad der skal ske, hvis man ikke kan synke længere, og om man så vil have sondeernæring, eller om man synes, det er uværdigt.
- Hvad tænker man om hjertestop, vil man genoplives, eller vil man have lov til at afslutte livet der, spørger Mikael Skytte.
Der er stor forskel på, hvad Mikael Skytte skal lægge vægt på i sit møde med borgerne, for deres livssituation kan være meget forskellig:
I alle tilfælde er det vigtigt, at sundhedspersonalet i kommunen hjælper samtalen om ønskerne til den sidste tid på vej.
- Man skal tage samtalen i god tid, og når der så er taget stilling til det, skal man også sørge for at få formidlet de oplysninger videre for eksempel til sygehuset, hvis der kommer en indlæggelse, siger Mikael Skytte.
- Så det er vigtigt at spørge ind til, hvor borgeren er i sit forløb, snakke om ønsker til den sidste tid, og om hvad kan vi gøre for at lindre bedst muligt, siger han.
Kan ikke mærke noget
Næste stop på ruten er hos en borger, der er i behandling for en livstruende kræftsygdom. Torben Holm har fået diagnosen kræft i bugspytkirtlen med spredning til lever og lunger. Mikael Skytte vil tjekke, hvordan han har det, og om han mangler noget.
Torben Holm er i behandling med kemoterapi, som han tager godt imod:
- Jeg kan ikke mærke noget, jeg har ingen smerter, jeg har ingen fysiske begrænsninger, jeg har min appetit og mit energiniveau er intakt. Men jeg er bevidst om, at jeg har en alvorlig sygdom, og det kan være, at det ændrer sig i morgen eller om tre måneder.
Mikael Skytte og Torben Holm har sat sig i sofaerne i stuen med en kop kaffe.
- Al praktik omkring bisættelsen, dem har vi noteret ned, og så snakker vi ikke mere om dem, for det er nogle svære samtaler, og man kan godt blive berørt og ked af det, og så fokuserer vi nu på de gode ting, fortæller Torben Holm.
- Der er ikke nogen uvished om, at jeg har en alvorlig sygdom, sandsynligheden for, at det vil gå ned af bakke på et tidspunkt, er stor. Men jeg tillader mig at have et håb, siger han.
