Corona-regningen vokser i Region Sjælland: - 680 millioner kroner er rigtig mange penge

Havde det ikke været for et løfte fra regeringen om at betale regionernes regning for corona, ville det koste dyrt i sundhedssektoren, siger formand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den foreløbige regning for corona-indsatsen i Region Sjælland er gjort op.

Corona-test, indkøb af værnemidler og løn til personale i forbindelse med at gennemføre udskudte operationer fra forårets nedlukning har frem til udgangen af oktober 2020 beløbet sig til 488 millioner kroner - og inden året er omme, forventes udskrivningen at vokse til samlet 684 millioner kroner.

quote Det er helt afgørende, at vi kan lave de ekstraindsatser, der skal til mod corona

Heino Knudsen (S), regionsrådsformand, Region Sjælland

- Det er store beløb, vi taler om, fordi det er en verdensomspændende epidemi. Alt lige fra test til afvikling af ventelister – som vores personale har været gode til at indhente – det er klart, det koster ekstra, siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S), der var med til at godkende den ekstra bevilling på regionsrådsmødet sidste mandag.

En særlig tung post i corona-regnskabet har været indkøb af værnemidler, som inden årets udgang forventes at beløbe sig til 189 millioner kroner. Dernæst kommer merudgifter til løn i forbindelse med blandt andet indhentning af udskudte operationer på samlet 135 millioner kroner.

Imens har test i sundhedssporet en samlet udgift på 89 millioner kroner, hvor samfundssporet anslås at løbe op i en regning på 60 millioner kroner.

Derudover er der afsat 50 millioner kroner til anlægsudgifter og anskaffelse af apparaturer. Anlægsudgifterne dækker blandt andet regionens testcentre.

Regionsrådsformand: - Staten dækker regningen 

Bevillingen er givet i forventningen om, at staten i sidste ende går ind og dækker de øgede udgifter, som regionen har haft på grund af corona.

- Det er penge, vi har taget fra vores kasse - penge, vi ikke normalt ikke må bruge på sundhedsvæsnet. Det får således heller ikke konsekvenser for andre dele af sundhedsvæsnet, at vi har brugt de her penge nu, siger regionsrådsformanden og tilføjer:

- Det er helt afgørende, at vi kan lave de ekstraindsatser, der skal til mod corona. Men for os er det også helt afgørende, at staten har nikket ja til, at vi får refunderet krone til krone.

For skal regionen selv finde penge til at dække ekstraregningen, vil det gå hårdt ud over sundhedssektoren, lyder vurderingen fra Heino Knudsen:

- Set fra min stol er 680 millioner kroner rigtig mange penge. Hvis vi skal ud at spare det på andre sundhedsområder, ville det været noget både borgere og personale kunne mærke.

Flere udgifter i vente

Opgørelsen, som først Forretningsudvalget og siden Regionsrådet i Region Sjælland har taget stilling til, er udarbejdet ud fra konkret vurdering af forskellen imellem ”normal” drift og ”Covid-19”-situationen.

Men regningen kan meget vel blive endnu større.

De seneste ugers voksende smitte har lagt yderligere pres på sundhedsvæsnet og dermed Region Sjælland, som i går søndag valgte at suspendere samtlige planlagte operationer, da antallet af indlagte corona-patienter rundede et hundred.

Dermed venter der i fremtiden en opgave med at skulle indhente operationerne igen.

Læs også
Kæmper for at få ventelister på operationer ned: Corona kan forsinke igen
Læs også
Kæmper for at få ventelister på operationer ned: Corona kan forsinke igen

Opgørelsen er lavet forudsat et fortsat trin 0 i forhold til Covid-19 situationen – det vil sige at planlagte operationer gennemføres – hvor Region Sjælland i går gik op på niveau 3.

- Da beredskabet er hævet nu, kan det medføre et yderligere øget forbrug, hedder det således i det oplæg, som Regionsrådet mandag tog stilling til.

En regning skal gøres op

684 millioner kroner svarer til omkring 3-4 procent af det samlede sundhedsbudget i Region Sjælland – som for 2020 er på lige knap 19,7 milliarder kroner – eller på den gode side af de 550 millioner kroner, som nye skinner på Østbanen vil koste .

Selvom staten i første omgang betaler, skal regningen i sidste ende gøres op. Danske Regioner forventer dog, at sundhedsrammen ikke ændres som følge af Covid-19 udgifterne, og at staten godkender en samlet overskridelse af sundhedsrammen.

- Jeg har en klar forventning om, at det ikke er sundhedsvæsnet, der kommer til at lide, når corona-regningen skal betales – og jeg har også en forventning om, at vi kan opretholde niveauet i sundhedsvæsnet, siger Heino Knudsen,

I Økonomiaftalen 2021 har Regeringen tilkendegivet, at regionerne kompenseres for de opgjorte nettomerudgifter til håndtering af Covid-19 indsatsen i 2020. Regionen vil derfor få accept af overskridelse af sundhedsrammen med de covid-19 relaterede nettoudgifter.


Nyhedsoverblik