Sandras graviditet blev vejen væk fra årelangt stofmisbrug

Sandra Dyring havde kun været clean i seks måneder, da hun blev gravid. Sønnen endte med at hjælpe hende til et stoffri liv.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Da jeg så ham første gang, der faldt min verden på plads.

Sådan vil alle forældre nok beskrive det øjeblik, hvor de møder deres børn for første gang. 

Men for Sandra Dyring blev det første møde med sin søn livets helt store vendepunkt.

Den 24-årige kvinde fra Nykøbing Sjælland har nemlig i flere år kæmpet med et voldsomt stofmisbrug. Det startede, da hun var 18 år gammel, og fortsatte til hun blev 23 år.

quote En eller anden dag, der vågnede jeg op og tænkte, nu skal det simpelthen være slut

Sandra Dyring

- Da det var allerværst, der var jeg aldrig hjemme. Jeg sad og røg kokain hver evig eneste dag, fortæller Sandra Dyring.

- Det var det første, jeg gjorde, når jeg stod op efter få timers søvn, hvor jeg vågnede og havde abstinenser.

- Mine forældre skulle ikke lægge mig i graven

Sandra Dyrings misbrug startede til fester. Her kunne hun finde på at tage en enkelt streg kokain, men hurtigt tog den ene streg den anden.

Før hun vidste af det, blev der ikke kun festet i weekenderne.

- Det blev også mandagsfester og onsdagsfester. Hver dag var en fest.

Læs også
Blev mor som 16-årig - nu vil hun udleve en helt særlig drøm
Læs også
Blev mor som 16-årig - nu vil hun udleve en helt særlig drøm

Sandra Dyring fortæller, at når hun tog stoffer, forsvandt følelsen af at have det dårligt. Men til sidst forsvandt følelsen ikke trods stofindtaget. 

Faktisk blev den kun værre og værre.

- Men en eller anden dag, der vågnede jeg op og tænkte, nu skal det simpelthen være slut.

- Det, der drev mig til sidst, før jeg stoppede, det var, at mine forældre skulle ikke lægge mig i graven.

Blev gravid efter seks måneder

Trods et flerårigt stofmisbrug tog den 24-årig kvinde en kold tyrker fra den ene dag til den anden.

- Jeg kunne bare mærke, at nu var det nu. Og jeg havde altså ikke levet mit liv færdigt endnu.

Læs også
Mynthe har været clean i 10 år - kæmper stadig med tomrummet efter stofferne
Læs også
Mynthe har været clean i 10 år - kæmper stadig med tomrummet efter stofferne

Følelsen af stadig at ville leve blev kun forstærket et halvt år senere, for pludselig stod Sandra Dyring med en positiv graviditetstest. Selv kalder hun det for skæbnen.

- Nu var der et barn, der havde valgt mig til for netop at hjælpe mig videre i det her stoffri liv. Det må man også sige, han har gjort.

Lille Hubert har fået Sandra Dyring til at blive en helt anden, end den hun var engang. Ifølge hende har hun aldrig haft det bedre.

- Jeg har været ude for mange vilde ting gennem mit stofmisbrug. Men det at blive nogens mor, det er jo det vildeste nogensinde.

Kæmper du eller nogen, du kender, med misbrug, kan du få hjælp til at komme i behandling af din kommune eller få gratis og anonym rådgivning hos organisationen Fri af misbrug


Nyhedsoverblik