Sabrina giftede sig med en mand - men pludselig blev Andreas til Lykke

Lykke Aksfelt-Holm hed engang Andreas. Men en dag besluttede hun sig for ikke at gemme sig selv og dametøjet væk i et skab. En forvandling, både kone og datter skulle lære at leve med.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lykke Aksfelt-Holm finder en lilla æske frem. Der er støv på låget.

Det er længe siden, hun har brugt det, der ligger i den.

Hun vipper låget af, og indeni gemmer der sig et par kunstige bryster. De er selvklæbende, så de kan sidde på huden bag en bh.

- De dage, hvor jeg havde fri, og familien ikke var hjemme, så fandt jeg Lykke, fortæller hun om den tid, hvor hendes navn var Andreas.

- Jeg havde make-up liggende, jeg havde paryk, jeg havde også falske bryster liggende, fortæller Lykke Aksfelt-Holm, der bor i Nørre Asmindrup i Odsherred.

Sammen med to andre transkønnede fortæller hun sin historie i den nye TV2 ØST-serie "Helt almindelig trans".

Lykke har fundet kassen frem med de kunstige bryster i. Det er længe siden, hun har brugt dem. Egentlig er det lidt et fejlkøb, fortæller hun. De er alt for store.
Lykke har fundet kassen frem med de kunstige bryster i. Det er længe siden, hun har brugt dem. Egentlig er det lidt et fejlkøb, fortæller hun. De er alt for store. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

Selvom det foregik, når Lykke Aksfelt-Holm var alene hjemme, kunne det ikke holdes hemmeligt.

- Det er sådan, at min kone har vidst, at jeg gik rundt i dametøj og haft de her bryster. Det er jo svært at skjule sådan en kæmpe kasse. 

- Men for hende var det noget, der hørte til, når hun ikke var hjemme. Hun vidste godt, det foregik, men det skulle bare ikke være en del af hendes liv.

I praksis blev det dog svært at leve i - for det at udforske en anden kønsidentitet var jo netop en del af Lykke Aksfelt-Holms liv.

quote Det var noget, der slet ikke matchede det køn, jeg inde i hovedet var

Lykke Aksfelt-Holm, Nørre Asmindrup

Lykke Aksfelt-Holm hed engang Andreas og var endda kåret til ”Danmarks lykkeligste buschauffør”. 

Men en dag besluttede Lykke Aksfelt-Holm sig for ikke at gemme sig selv og dametøjet væk i et skab.

En forvandling, både kone og datter skulle lære at leve med.

En anden side af Lykke

Sabrina Frederikke Melin Lindenstrøm blev kærester med Andreas og er i dag gift med Lykke Aksfelt-Holm.

- I dag lyder det helt underligt for mig, når der bliver sagt "Andreas", forklarer Sabrina Frederikke Melin Lindenstrøm.

I dag opfatter hun navnet "Andreas" som noget, man ikke længere bør sige.

Allerede 14 dage inde i deres forhold vidste Sabrina godt, at der var en anden side af Lykke Aksfelt-Holm. En ”skabsside”, som hun kalder det.

- Det var noget, der blev holdt dertil, og det var jeg egentlig fint accepterende med, siger Sabrina.

- Det var ikke noget, jeg var en del af. Det foregik, når jeg ikke var hjemme. Så på den måde var jeg også lidt forberedt på, at der kunne godt ske noget mere på et tidspunkt.

Da Sabrina og Lykke købte deres hus i Nørre Asmindrup i Odsherred, sagde Lykke til Sabrina, at det der med at gå i dametøj ville forblive en ”skabsting”.

- Dengang havde min tanke jo været, at jeg kunne ikke leve med en transkønnet, fortæller Sabrina.

Sabrina Frederikke Melin Lindenstrøm vidste tidligt i deres forhold, at Lykke gik i dametøj, når hun var alene hjemme.
Sabrina Frederikke Melin Lindenstrøm vidste tidligt i deres forhold, at Lykke gik i dametøj, når hun var alene hjemme. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

I forbindelse med parrets huskøb var det dengang vigtigt for hende, at det ikke blev til mere end det, forklarer Sabrina.

Lykke troede, at hun kunne holde sit løfte. Men til sidst gik det ikke mere.

- Du undskyldte også mange gange for, at du havde holdt det inde, siger Sabrina henvendt til Lykke Aksfelt-Holm.

- Det var jo et tillidsbrud; at jeg lovede en ting, og så skete der noget helt andet. Det var jo vigtigt for dig at vide, at det, jeg sagde, var rigtigt, siger Lykke Aksfelt-Holm.

Tidligere arbejdede Lykke som kontrollør i metroen. Men derhjemme fandt hun parykkerne og damtøjet frem.
Tidligere arbejdede Lykke som kontrollør i metroen. Men derhjemme fandt hun parykkerne og damtøjet frem. Foto: Privatfoto

For Lykke var ikke længere en ”skabsting”. 

Kvindetøjet blev den normale garderobe og ikke kun en garderobe, der blev fundet frem, når ingen andre var hjemme.

- Så det var ligesom forfra med forholdet igen, siger Sabrina.

Stjal sin søsters tøj

Lykke har vidst siden teenageårene, at noget ikke var, som det skulle være.

- Jeg tror, jeg var 15 år, da jeg første gang stjal min søsters tøj, siger Lykke.

- Jeg kunne ikke sætte ord på det, men jeg kunne godt mærke, at jeg havde det her ubehag omkring min krop.

Når der var familiefest, havde Lykke noget ”sindssygt kedeligt drengetøj på”, som hun slet ikke havde lyst til at have på. Det var som regel en hvid skjorte, sorte, lange bukser og laksko.

- Jeg følte mig overhovedet ikke tilpas i det. Det var noget, der slet ikke matchede det køn, jeg inde i hovedet var, siger Lykke.

Læs også
Signe skiftede både køn og job: - De accepterede mig
Læs også
Signe skiftede både køn og job: - De accepterede mig

Lykke brugte tiden inde på sin søsters værelse, hvor hun læste hendes Wendy-blade og Vi Unge omringet af lyserøde vægge.

Lykke, der dengang hed Andreas, på sin søsters lyserøde værelse.
Lykke, der dengang hed Andreas, på sin søsters lyserøde værelse. Foto: Privatfoto

- Det var superfedt. Og så havde jeg det egentlig tusinde gange bedre, for det kunne jeg meget bedre identificere mig med, siger Lykke.

- Det er noget, der har været der gennem hele mit liv, som sådan en ting, hvor jeg har tænkt, at det her er så forkert. Der var ikke transkønnede børn på det tidspunkt. De eksisterede jo – jeg var der jo selv – men det var bare ikke noget, man tænkte over eksisterede.

Hvad vil det sige at være transkønnet?

Da Sabrina og Lykke blev gift, hed Lykke stadig Andreas. Hun var på det ydre en mand. 

På bryllupsbilledet står de og kysser hinanden. Sabrina har langt hår og Lykke har helt kortklippet hår og briller.

- Når jeg kigger på det her billede, så er det selvfølgelig fyldt med kærlighed, men samtidig kan jeg også se, at Lykke er der, men i den her skal, som jeg levede i i rigtig mange år. Så det er en ambivalent følelse, men fyldt med kærlighed, siger Lykke.

Det er ambivalent for Lykke at kigge tilbage på deres bryllupsbillede. Inde bag herreskjorten gemte Lykke sig.
Det er ambivalent for Lykke at kigge tilbage på deres bryllupsbillede. Inde bag herreskjorten gemte Lykke sig. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

De første par uger efter, Lykke havde meldt ud, at Andreas altså var fortid, og Lykke er den, hun er, var Sabrina meget skeptisk.

- Hvad vil det sige at være transkønnet? Jeg er fra landet, jeg ved ikke sådan noget, siger Sabrina.

Læs også
Transkvinde måtte sige op - kollegerne forstod ikke hendes kønsskifte
Læs også
Transkvinde måtte sige op - kollegerne forstod ikke hendes kønsskifte

- Til at starte med var det rigtig svært. Min tanke var, at en transkønnet, det er dem, man ser inde i København med lidt for korte kjoler, lidt for prangende make-up, og det kunne jeg slet ikke forholde mig til at skulle gå sammen med.

Efter at have fortalt det til Sabrina, ventede der endnu en samtale for Lykke.

- Nu skulle min datter have det at vide, og hvordan skulle jeg gøre det?

En almindelig familiefar i dametøj

Lykke vidste godt, at hun blev nødt til at sige til det sin datter.

- Jeg var overbevist om, at jeg var bare sådan en ganske almindelig familiefar, der rendte rundt i dametøj en gang imellem. Men inderst inde vidste jeg jo godt, at det var jeg ikke, siger Lykke.

Sabrina kan også huske, at Lykke havde svært ved, hvordan det skulle siges til hendes datter Emma.

- For det er et ømtåleligt emne, og det er en stor ting, når man har troet, at ens far var en mand.

quote Det er ikke min mor, der har lært mig at gå i høje hæle

Emma, Lykkes datter

Lykkes datter Emma og datterens kæreste besøgte dem en weekend. De blev sat ned og fik et brev.

- Vi fik hver sit brev og læste det igennem, og så er det, som om jeg ikke kan huske derfra faktisk, fortæller Emma.

Lykkes datter Emma.
Lykkes datter Emma. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

I dag har Emma det godt med, at Lykke kunne få lov til at blive Lykke. Hun sætter pris på, at Lykke sluttede fred med sig selv.

- Jeg tror, det var mere tankerne bagefter. Når man sådan tænkte over det, så gav det egentlig meget god mening. Det er ikke min mor, der har lært mig at gå i høje hæle, siger Emma.

- Jeg tror bare, der har været sådan nogle småting, der lige pludselig gav mening på en eller anden måde. Man kan jo ikke holde det hele under hætten jo.

42-årige Lykke Aksfelt-Holm sagde sit job op, fordi hun ikke følte sig velkommen på sin arbejdsplads. I dag – over et år senere – er hun på jagt efter nyt arbejde.

Selvom brikkerne til puslespillet så småt faldt på plads, opstod der også nogle spørgsmål undervejs for Emma.

- Hvad havde man? Havde man så en far? Alle de der ting, en far skulle kunne gøre. Jeg begyndte også at stille spørgsmål til, hvad det egentlig er, en far gør, fortæller Emma.

Siden kom hun dog til en erkendelse af, at bortset fra et nyt navn og en ny frisure, var der faktisk ikke så stor forskel.

Kønnet er ikke vigtigt

I dag lever Sabrina og Lykke stadig som ægtepar. 

- I takt med at Lykke blev transformeret, fandt jeg også ud af, at det der med kønnet egentlig ikke var så vigtigt for mig. Det er lige meget, om det var en mand, kvinde eller hvad det var. Det var egentlig personligheden, som trak i mig, fortæller Sabrina.

Sabrina og Lykke lever i dag stadig som ægtepar.
Sabrina og Lykke lever i dag stadig som ægtepar. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

Hver morgen spiser Lykke to østrogenpiller for at være det menneske, hun gerne vil være.

- Jeg er et meget anderledes menneske. Jeg er et meget mere behageligt menneske indeni mig selv, kan jeg mærke. Jeg har meget mindre uro af alt det her.

- Men det gør også nogle andre ting ved mig. For eksempel flytter det på mine fedtdepoter. Jeg har fået hofter. Jeg har en brystvækst. Jeg er gået fra at være flad til at have, hvad en teenager ville være glad for, siger Lykke.

Og så har hun verdens bedste kone, som hun siger.

- Hun er det mest forstående menneske. Hun er jo alt, hvad man kunne ønske sig i den her kasse af kærlighed og parforhold, siger Lykke.

Se serien ”Helt almindelig trans” på TV2 ØST Play.


Nyhedsoverblik