Politikere inviterer tangproducent til dialog om bøvl med miljøgodkendelser

Trods et ifølge Dansk Tang miljøvenligt produkt er det svært at opnå godkendelse hos Kystdirektoratet. Nu går Folketingets Fødevareudvalg ind i sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Odsherred-virksomheden Dansk Tang har igennem flere måneder forsøgt at få en godkendelse igennem hos Kystdirektoratet til en udvidelse af produktionen af tang.

Lang sagsbehandlingstid har indtil videre spændt ben for planerne til stor frustration for indehaverne, der prøver at udbrede tang som et både miljø- og klimavenligt produkt til blandt andet fødevarebrug.

quote Vi håber, at flere politikere efter mødet vil gå videre med sagen, og at Miljøministeriet til sidst kan se, at de er nødt til at gøre noget

Simon Weber Marcussen, medindehaver, Dansk Tang

Sagen har siden vakt politisk interesse – og nu har Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg inviteret Dansk Tang til at fortælle om deres udfordringer.

- Vi håber, at flere politikere efter mødet vil gå videre med sagen, og at Miljøministeriet til sidst kan se, at de er nødt til at gøre noget. Ellers dræber de erhvervet, siger Simon Weber Marcussen, medindehaver af Dansk Tang til TV2 ØST.

Han ser frem til at få lejlighed til at tale med politikerne om virksomhedens udfordringer, men understreger også, at det har krævet en stor indsats at nå hertil:

- Det er dejligt, at vi skal mødes med dem, men det er ærgerligt, at der skal bruges så mange kræfter på, at der skal laves ordentlige regler på området. Det har kun kunnet lade sig gøre for os at bruge så meget tid på det her, fordi der er corona. Ellers havde vi ikke haft tid.

- Vi så helst, at der for længst havde været en dialog, så vi kan få løst de problemer, der er, tilføjer han.

TV2 ØST besøgte i februar Dansk Tang, der var utilfredse med, at de ikke kunne få lov at udvide deres forretning. Du kan se eller gense indslaget her:

Foretræde 10. marts

Hos Dansk Tang oplever man, at der er langt mellem de budskaber – som udbasuneres fra Christiansborg om ambitionerne for grønne løsninger – til de mange benspænd, virksomheden udsættes for i dialogen med Kystdirektoratet.

- Vi har oplevet at sende en ansøgning ind, og så gik der to en halv måned, før den bare blev åbnet. Vi har også oplevet, at vores kontaktperson i Kystdirektoratet gik på ferie, og så stoppede processen bare imens. Det holder jo ikke, at tingene går i stå, fordi en medarbejder skal på ferie.

Det er oplevelser som disse, Simon Weber Marcussen vil tage med til mødet, der finder sted 10. marts.

Dansk Tang har i dag fire ansatte til at høste, tørre og sortere tangen, som hentes dels i det fri og dels fra virksomhedens eksisterende tangbrug ved Rørvig.
Dansk Tang har i dag fire ansatte til at høste, tørre og sortere tangen, som hentes dels i det fri og dels fra virksomhedens eksisterende tangbrug ved Rørvig. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Dansk Tangs foretræde i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg er den foreløbige kulmination af politisk interesse for sagen. Ligesom Simon Weber Marcussen stiller flere politikere sig uforstående over for et bureaukrati, der har svært ved at kapere nytænkning frem mod grønnere løsninger.

Læs også
Lang sagsbehandling koster kunder for miljøvenlig tangproducent
Læs også
Lang sagsbehandling koster kunder for miljøvenlig tangproducent

Senest har Venstres miljøordfører Jacob Jensen således bedt miljøminister Lea Wermelin (S) tage stilling til de problemer, som Dansk Tang beskriver.

- I alle skåltalerne efterspørges der innovation, grøn omstilling og lokale arbejdspladser – og alle de ting falder sammen i det, som de mennesker her har gang i. Det er grønne jobs, lokalt i et udkantsområde. Det er nogle investeringer, som jeg tror, mange gerne ser, kommer videre, sagde folketingsmedlemmet forleden til TV2 ØST.

Overvejer at flytte til udlandet

Ifølge Dansk Tang skal der snart ske noget, hvis ikke produktionen af tang vil blive nødsaget til at flytte til udlandet.

- Der er langt bedre forhold i Norge, Sverige og Frankrig. Vi risikerer at gå glip af en branche, der boomer mange andre steder. Det er ærgerligt, for vi har rigtig god tangkvalitet herhjemme, siger Simon Weber Marcussen.

Han fremhæver tre ting, der især bør ændres ved, hvis tangerhvervet skal have en fremtid herhjemme.

Læs også
Stor opbakning til lokal tangfarm - mere end 50.000 kroner samlet ind
Læs også
Stor opbakning til lokal tangfarm - mere end 50.000 kroner samlet ind

Tilladelserne for havbrug til tangavl bør øges fra de nuværende 5 år til 8 år, ligesom det depositum, Kystdirektoratet opkræver for nye havbrug, bør sættes ned fra de nuværende 100.000 kroner. Beløbet er ifølge Simon Weber Marcussen skudt langt over, hvad det koster at fjerne havbrugene igen, sådan som depositummet er tiltænkt.

Og så skal sagsbehandlingstiden bringes ned.

- Man mister gejsten, når man skal vente så længe, forklarer medindehaveren af Dansk Tang, som blev stiftet i 2016.


Nyhedsoverblik