Kommuner gør klar til at isolere smittede borgere

Borgere skal have mulighed for at isolere sig på hoteller og feriecentre. Nu skal kommunerne i gang med at finde pladserne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En stor opgave venter for alle regionens kommuner. Efter tirsdagens pressemøde kom det frem, at smittede danskere med Covid-19, skal have lettere ved at selvisolere sig, hvis de ikke har mulighed for det i egen bolig. Derfor skal det fremover være muligt at isolere sig på for eksempelvis hoteller og feriecentre. Og de pladser, dem skal kommunerne nu til at finde.

- Vi har i løbet af de sidste par dage, efter vi blev bedt om det af Kommunernes Landsforening, prøvet at opgøre, hvad vi mener at kunne finde i kommunen til de formål. Så vi har været lidt forberedt på, at det ville gå den vej, siger Thomas Adelskov (S), borgmester i Odsherred Kommune.

quote Vi har fem til syv boliger i Fårevejle, der kan bruges

Claus Steen Madsen, kommunaldirektør i Odsherred Kommune

Helt konkret har kommunen kigget på, hvilke boliger kommunen selv kan stille til rådighed.

- Vi har fem til syv boliger i Fårevejle, der skal bygges om til familieboliger. Ombygning er ikke begyndt endnu, så derfor vil de kunne bruges, siger Claus Steen Madsen, kommunaldirektør i Odsherred Kommune.

De kommercielle overnatningsmuligheder er Odsherred Kommune ikke begyndt at kontakte, da det i første omgang vil blive håndteret centralt, fortæller Claus Steen Madsen.

- I den information vi fik fra KL i sidste uge, fik vi at vide, at man centralt vil hive fat i hotelkæderne. Vi afventer derfor, og hvis der er behov, tager vi lokalt også en snak, siger han.

Pressemøde
Læs også
Coronasmittede kan fremover selvisoleres på hoteller
Pressemøde
Læs også
Coronasmittede kan fremover selvisoleres på hoteller

”Det er lidt af en overraskelse”

I den anden ende af regionen fulgte Guldborgsund Kommunes borgmester, John Brædder (G), også med på formiddagens pressemøde. Han havde dog ikke på forhånd hørt om kommunernes nye opgave.

- Der er jo ikke andet at gøre end at tage fat, og se hvordan det kan gribes an. Men jeg må indrømme, at det kom som lidt af en overraskelse, at vi lige pludselig skal stå for det, siger John Brædder.

Han har derfor endnu ikke et overblik over, hvilke steder, der potentielt kan bruges til smittede borgere, men han regner med, at der vil være flere muligheder.

quote Jeg må indrømme, at det kom som lidt af en overraskelse, at vi lige pludselig skal stå for det

John Brædder (G), borgmester i Guldborgsund Kommune

- Der er formentlig på den korte bane masser af vores hoteller og vandrehjem, som meget gerne vil have nogle kunder i butikken, hvis vi lejer os ind hos dem.

Testcenter Næstved COVID-19
Læs også
I dag er de første tilfældigt udvalgte borgere testet for coronasmitte
Testcenter Næstved COVID-19
Læs også
I dag er de første tilfældigt udvalgte borgere testet for coronasmitte

John Brædder regner med, at man sidst i denne uge vil sætte sig sammen i kommunens kriseberedskab og drøfte mulige løsninger. Derudover skal der ses på økonomien, for coronavirus er ikke en billig omgang.

- Lige nu bruger vi 1,1 millioner kroner ekstra om ugen. Det bliver dækket af staten, men det forventer jeg også det her bliver. Det er jo en del af en landsdækkende strategi, som vi ikke har besluttet. Vi følger det, der kommer fra centralt hold, og der går jeg ud fra de omkostninger, der er forbundet med det, også vil blive dækket, siger John Brædder.

Kommunerne er de eneste der kan løfte opgaven

Selvom det kræver lidt ekstra arbejde, mener Thomas Adselskov i Odsherred Kommune, at det giver god mening, at det er kommunerne der skal varetage opgaven om at finde selvisolationspladserne.

- Jeg synes det giver god mening i den nuværende strategi, hvis det er det, der skal til for at få udryddet smitten i Danmark, så må det jo være den måde man gør det på, siger han og fortsætter:

- Hvem skulle kunne løfte opgaven udover os i det nære sundhedsvæsen. Det er der ingen, der kan. Så skulle der oprettes teltlejre eller noget andet mærkværdigt for at håndtere det. Det er klart, det er os der på en eller anden måde skal være med til at facilitere og koordinere det, siger Thomas Adelskov.


Nyhedsoverblik