¨

Coronasmittede kan fremover selvisoleres på hoteller

Regeringen fremlagde tirsdag sine planer for en ny teststrategi mod coronavirus Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Myndighederne vil udvide regionernes testkapacitet og sikre mulighed for selvisolation uden for hjemmet.

Teststrategien for det kommende kvartal er på plads, og senere vil regeringen fremlægge en plan for teststrategien i efteråret.

Myndighederne vil blandt andet sikre, at der kommer bedre muligheder for selvisolation, og at der kommer en mere effektiv opsporing af smittekæder.

Myndighederne vil allerede fra denne uge begynde at opspore, hvem de smittede har været i kontakt med

Statsminister Mette Frederiksen (S)

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag på et pressemøde.

- Myndighederne vil allerede fra denne uge begynde at opspore, hvem de smittede har været i kontakt med. Så de kan blive isoleret hurtigt, så vi kan bryde smittekæderne.

- Når vi sætter ind med mere offensiv teststrategi og værnemidler, så kan de ældre og sårbare forhåbentlig også få mere af deres hverdag tilbage. Se familien og se børnebørnene, siger Mette Frederiksen.

Kommunerne vil stille tilbud til rådighed

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) siger, at kommunerne vil stille feriecentre, hoteller eller lignende til rådighed som et frivilligt tilbud om selvisolation.

Dermed kan man blive isoleret uden for eget hjem, hvis man eksempelvis bor i en lille lejlighed, hvor der ikke er plads til at være isoleret.

Der er tale om en frivillig ordning. Den gælder kun personer, der er selvhjulpne. Ud over at begrænse smittespredning skal ordningen især beskytte udsatte grupper. Eksempelvis borgere med kronisk sygdom.

Regeringen vil snarest fremsætte et lovforslag. Det skal give kommunerne ansvaret for at stille isolationsmuligheder til rådighed for smittede borgere.

Fokus på smitteopsporing

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, siger, at der nu er fokus på at opspore tætte kontakter til smittede. Og tilbyde en test til dem.

- Så vil vi bruge det til at understøtte en intensiv isolation af de smittefarlige. Med det er vi ret optimistiske, i forhold til at vi kan bryde smittekæderne i de næste genåbningsfaser, siger Brostrøm.

Han tilføjer, at man med den nye strategi vil forsøge at teste flere uden symptomer. Det skal begrænse brugen af karantæne.

Vi vil lave en meget mere målrettet og fokuseret testindsats

Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsens direktør

- Vi vil lave en meget mere målrettet og fokuseret testindsats for at undgå, at vi unødigt skal karantænesætte personer, siger Brostrøm.

Enhedslisten er tilfreds med ny strategi

En smittesporings-app, som er på vej til mobiltelefoner, vil indgå i indsatsen for at opspore smittekæder.

I øjeblikket er genåbningens fase 2 igangsat. Det skete mandag. Folketingets partier har allerede aftalt, hvordan fase 3 og 4 skal ske ud. Det kom på plads i sidste uge.

Meldingen fra regeringen glæder Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.

- Endelig en samlet teststrategi, klar fokus på smitteopsporing og hjælp til isolation af syge. Dét har været Enhedslistens klare førsteprioritet igennem alle snakke om genåbning, skriver hun på Facebook.

 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App