Kaos i kommunalpolitik i Odsherred: Venstre i opløsning

To byrådsmedlemmer og partiets tidligere borgmesterkandidat går fra Venstre og smækker med døren.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Venstre i Odsherred vil åbenbart gøre det nemt for borgmester Thomas Adelskov (S) at fortsætte som ukronet bykonge. Ni måneder før kommunalvalget er det store oppositionsparti kastet ud i kaos og intern magtkamp. Det får flere markante politikere til at forlade partiet. Helge Fredslund, der i en årrække var mr. Venstre i Odsherred, har fået nok.

- Det har været en meget, meget svær beslutning, sådan lyder det i dag fra Helge Fredslund, der tidligere var gruppeformand for partiet i byrådet i Odsherred. Han har fået Ridderkorset for sin mangeårige indsats først i kommunalbestyrelsen i Dragsholm og efterfølgende i byrådet i Odsherred.

- Men der var ikke nogen anden mulighed. Jeg var nødt til at trække en streg i sandet efter det forløb, vi har været igennem med bestyrelsen i partiet, fastslår Helge Fredslund.

20210207-132254-A_103Mb (1)
Læs også
Forældre i Odsherred kan få penge retur for pasning
20210207-132254-A_103Mb (1)
Læs også
Forældre i Odsherred kan få penge retur for pasning

Uenighed om ny kandidat

Det er valget af en ny spidskandidat til kommunalvalget den 16. november, der har udløst dramaet. Den hidtidige borgmesterkandidat, Mathias Hansen, meddelte for kort tid siden, at han ville have en pause fra politik. Bestyrelsen har i stedet peget på den erfarne Hanne Pigonska som sin kandidat til en ny front for partiet. Det skal medlemmer afgøre ved et møde den 9. marts. Men Helge Fredslund er ikke tilfreds med bestyrelsens anbefaling.

- Det har været en meget lukket proces, hvor Hanne Pigonska har udnyttet sit medlemskab af bestyrelsen. Jeg bryder mig ikke om hendes metoder. Det er der en række nu tidligere venstrefolk, der heller ikke gør, siger Helge Fredslund.

quote Der var ikke nogen anden mulighed. Jeg var nødt til at trække en streg i sandet efter det forløb, vi har været igennem med bestyrelsen i partiet

Helge Fredslund (V), tidligere gruppeformand, Odsherred

Han peger på, at han og Erik Winther fra byrådsgruppen har meldt sig ud af partiet. Det samme har partiets mangeårige spidskandidat Morten Egeskov. Også Karina Vincentz, der i to omgange har forsøgt at blive partiets spidskandidat, har fået nok.

- Der er også en række erhvervsfolk, der har meldt sig ud. Det er et parti i opløsning, lyder det fra Helge Fredslund.

mathiashansen_byraad2017_316x237
Læs også
Borgmesterkandidat dropper politik for at passe på familien
mathiashansen_byraad2017_316x237
Læs også
Borgmesterkandidat dropper politik for at passe på familien

Hanne Pigonska har mere end svært ved at genkende kritikken fra Helge Fredslund.

- Jeg synes i stedet, at Helge Fredslund skal kigge indad. Jeg har ikke lyst til at deltage i nogen form for mudderkastning. Jeg trådte til, da bestyrelsen og partiet var i knibe, da vi hurtigt skulle finde en ny kandidat efter Mathias Hansens beslutning. Jeg er jo ikke valgt som borgmesterkandidat endnu, derfor synes jeg ikke, at jeg skal udtale mig yderligere på partiets vegne, siger Hanne Pigonska og henviser til den lokale partiformand Lis Lykke.

- Det er en kedelig sag 

Lis Lykke har stukket hånden i noget af et hvepsebo. Hun har blot været formand for partiforeningen i Odsherred en uges tid.

- Kritikken af Hanne Pigonska har intet på sig. Hun har tværtimod været hjælpsom i vores afsøgning efter andre kandidater. Det var først i andet eller tredje forsøg, at hun faktisk sagde ja til at stille op som bestyrelsens kandidat, fastslår Lis Lykke. 

Hun har svært ved at forstå, hvorfor Helge Fredslund og de øvrige venstrefolk går.

Er det bare magtkamp?

- Det er dine ord. Vi er i gang med en helt almindelig politisk proces i en partiforening, hvor det er muligt at opstille modkandidater. Desværre har Helge Fredslund og de øvrige i stedet valgt at gå. Det er en kedelig sag, vi gerne ville have været foruden. Men vi kan jo ikke tvinge folk til at blive, siger Lis Lykke.

Selv om Helge Fredslund og de øvrige nu har forladt Venstre, betyder det ikke, at de alle er færdige med politik. I et opslag på Facebook skriver Karina Vincentz, at hun har været igennem søvnløse nætter, inden sin beslutning, og så kommer hun med et løfte:

- Jeg er ikke færdig i politik, det kommer I til at høre mere om, skriver hun i facebookopslaget.

Det ligner et varsel om nye overraskelser på den politiske scene i Odsherred.



Nyhedsoverblik