Det er slut med at tage et bad efter træning i Nykøbing Idrætshal i den kommende tid.
Der er nemlig fundet Legionella-bakterier i brusehovederne i omklædningen, som betyder, at badefacilliterne holder lukket indtil alle vandprøver er fri for bakterien.
Det oplyser Odsherred Kommune på deres hjemmeside, hvor det samtidig oplyses, at Styrelsen for Patientsikkerhed er kontaktet.
Bakterien blev fundet efter, at Odsherred Kommune satte gang i en analyse af brugsvandet i alle kommunens haller og svømmehaller, da der den 10. januar blev fundet Legionella-bakterier i Nykøbing Sj. svømmehal.
Fundet af bakterier i svømmehallen skete efter en gæst blev testet positiv for Legionærsyge, hvilket medførte, at svømmehallen lukkede øjeblikkeligt og på ubestemt tid.
På nuværende tidspunkt er der heller ikke en tidshorisont for, hvornår brusefaciliteterne i Nykøbing Idrætshal kan tages i brug igen.
Sænkede ikke temperaturen
Udover Nykøbing Sj svømmehal og Nykøbing Idrætshal, er der også fundet Legionella-bakterier i Asnæs Hallen, hvor det forventes, at være en defekt cirkulationspumpe, som har været årsag til udbruddet af Legionella-bakterien.
Også på plejehjemmet Solvognen i Odsherred Kommune, fandt man den 24. januar Legionella-bakterier i centerets varmtvandsanlæg, efter en beboer blev testet positiv for Legionærsyge.
I pressemeddelelsen understreger Odsherred Kommune, at temperaturen på brugsvandet på intet tidspunkt har været sænket, som ellers normalt kan være en årsag til at Legionella-bakterier forekommer.
Kommunen skriver, at de konstaterede fund af forhøjede mængder af Legionella-bakterier kan henføres til specifikke sager, som den defekte cirkulationspumpe i Asnæs Hallen.
Sygdommen er alvorlig
Legionærsyge er en alvorlig sygdom, som er en form for lungebetændelse med en inkubationstid på mellem to og 10 dage.
Legionella-bakterien trives bedst i lunkent og stillestående vand. Smitten kan ske ved, at man indånder forstøvet vand, derfor er brusebadning en af de hyppigste smitteveje.
De første symptomer på Legionærsyge er typisk høj feber, hovedpine og muskelsmerter, som ved en influenza.
I nogle tilfælde ses der opkastning og/eller diarré tidligt i sygdomsforløbet. I løbet af kort tid indtræder tør hoste ofte ledsaget af brystsmerter.
Sygdommen udvikler sig videre til lungebetændelse med åndedrætsbesvær og ofte med symptomer fra andre organer som centralnervesystemet, lever og nyrer.
Sygdommen er i de fleste tilfælde meget alvorlig, og langt de fleste patienter, der diagnosticeres, bliver indlagt på sygehus.
Planer for at forebygge Legionella-bakterier
I pressemeddelelsen oplyser Odsherred Kommune om deres plan for at forebygge fremtidig opbygning af Legionella-bakterier.
De skriver blandt andet, at de vil teste alle kommunens haller og svømmehaller for Legionella-bakterier én gang om året.
Derudover vil de implementere nye praktiske procedurer, som skal forebygge mod Legionella-bakterier. Det drejer sig blandt andet om, at man vil afsyre vandtankene i sportsfaciliteterne noget oftere.