Årsag til farlig bakterie i svømmehal er fundet

Årsagen til udbrud af Legionella-bakterier i Oddsherred Svømmehal er nu fundet. Det viser en ny rapport fra Teknologisk Institut.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Årsagen til udbruddet af Legionella-bakterier, som førte til lukningen af Nykøbing Sj. Svømmehal den 10. januar, er nu fundet.

Det fremgår af en ny undersøgelse lavet af Teknologisk Institut, som mandag eftermiddag blev fremvist til politikerne i Odsherred Byråd, skriver Sjællandske.

Årsagen til udbruddet skyldes efter al sandsynlighed en fejl i det antibakterie-system, der skal modvirke udbrud af Legionella til bruserne i svømmehallen. 

Læs også
Svømmehal lukket grundet bakterier - syge borgere opfordres til at søge læge
Læs også
Svømmehal lukket grundet bakterier - syge borgere opfordres til at søge læge

Fejlen skyldes, at vandet skal varmes op til 66 grader for at slå bakterierne ihjel, men i en periode blev vandet kun varmet op til 60 grader.

Det fortæller Mathias Hansen (V), som er formand i Vækst- og Udviklingsudvalget, som blandt andet varetager forvaltningen af idrætsfaciliteterne, i Odsherred Kommune, til TV2 ØST.

Lukkede svømmehal øjeblikkeligt

Oprindeligt fandt man Legionella-bakterierne i brusehovederne i omklædningsrummene. Men det er ikke her, at udbruddet udviklede sig. 

Ifølge Teknologisk Instituts undersøgelser, stammer udbruddet fra en vandtank, som leverer vand til bruserne.

Mathias Hansen understreger dog, at det ikke er sikkert, at det er vandtanken, som er årsagen til udbruddet.

- Der har været en systemfejl, som har betydet, at vandet ikke har været så varmt, som det bør være, og det skaber jo en risiko. Så det er det, vi har valgt at hænge vores hat på, for alt andet er, som det skal være, siger han.

Bakterien blev opdaget i en vandprøve taget lige før jul i 2022, efter en gæst i svømmehallen blev testet positiv for Legionærsyge, som fremkaldes af Legionella-bakterien.

Opdagelsen af bakterien endte med at svømmehallen blev lukket med øjeblikkelig virkning den 10. januar og mindst en måned frem. 

Sygdommen er alvorlig

Legionærsyge er en alvorlig sygdom, som er en form for lungebetændelse med en inkubationstid på mellem to og ti dage.

Legionella-bakterien trives bedst i lunkent og stillestående vand. Smitten kan ske ved, at man indånder forstøvet vand, derfor er brusebadning en af de hyppigste smitteveje.

De første symptomer på Legionærsyge er typisk høj feber, hovedpine og muskelsmerter, som ved en influenza.

Læs også
Svømmehal lukker grundet bakterie i vandet
Læs også
Svømmehal lukker grundet bakterie i vandet

I nogle tilfælde ses der opkastning og/eller diarré tidligt i sygdomsforløbet. I løbet af kort tid indtræder tør hoste ofte ledsaget af brystsmerter. 

Sygdommen udvikler sig videre til lungebetændelse med åndedrætsbesvær og ofte med symptomer fra andre organer som centralnervesystemet, lever og nyrer.

Sygdommen er i de fleste tilfælde meget alvorlig, og langt de fleste patienter, der diagnosticeres, bliver indlagt på sygehus.

Fejlen udbedres

Ifølge Mathias Hansen har Odsherred Kommune nu kontaktet et firma som kan komme med et tilbud på, hvad det vil koste at udbedre systemet, så en lignende situation ikke kan finde sted.

- Nu bliver det sådan, at vi udbedrer fejlen ved vandtanken og laver en række ekstra foranstaltninger, så som at tilføje klor til vandet og uv-behandlinger af vandet, da det dræber bakterierne.

- Herefter laver vi så endnu en undersøgelse for at sikre, at der ikke er mere at komme efter, og så åbner vi op, og alt er godt igen.

Mathias Hansen kan dog ikke oplyse, hvornår man kan forvente at svømmehallen vil åbne igen. 

- Jeg tør ikke helt lægge hovedet på blokken, da det kommer an på, hvor omfattende udbedringerne bliver, siger han. 

Dog tror han ikke, at der går meget længere end den måned, som der først blev meldt ud, at svømmehallen ville være lukket i.

Ifølge Mathias Hansen skal man som borger ikke være bekymret for at tage i svømmehallen, når den åbner igen. 

- Vi skal nok få styr på det her, og jeg skal med glæde være den første, der hopper i vandet, hvis der er nogen, der skulle være i tvivl om, det er sikkert, siger han.


Nyhedsoverblik