Træerne vokser ikke ind i himlen. Ganske vist blev den efterhånden mytiske reol på Åstoftevej fjernet i går - frivilligt og helt uden udgifter for borgerne i Odsherred - men her ser I hvad venlige sjæle havde efterladt på pendlerpladsen i Vig i morges.
Sådan starter Odsherred Kommune deres opslag om en efterladt ovn på Facebook.
De måtte i går for anden dag i træk skrive et opslag, hvor de med et glimt i øjet henstillede til, at folk rydder op efter sig selv.
Der er så mange muligheder for at komme af med affald, så der er ingen undskyldninger
Skal man tro kommunen, er der nemlig et stort problem med alskens former for affald, der efterlades i det fri. Først var det efterladte campingvogne, så en reol i vejkanten, og nu en ødelagt ovn på en parkeringsplads, som kommunen på Facebook har efterlyst ejeren af.
Koster 3000 kroner at fjerne
Selvom problemet er alvorligt, forsøger Odsherred Kommune at skrive opslagene med et glimt i øjet. På den måde når de bedst ud til borgerne, fortæller Lars Christiansen, afdelingsleder for trafikafdelingen i Odsherred Kommune.
Det var blandt andet derfor, man mandag efterlyste "Camilla", der havde "læsset Fiat Pandaen lidt for optimistisk" på vej til genbrugspladsen, så en reol på forunderlig vis var havnet på en mark.
- Vi spurgte os selv, hvordan vi kan lave opslagene med et glimt i øjnene, men samtidig bruge historierne til at gøre opmærksom på problemet og sende et signal om, at vi skal være fælles om at rydde op efter os selv, siger Lars Christiansen og tilføjer, at det ikke tidligere har virket efter hensigten, når kommunen har skrevet lignende opslag.
Valget faldt derved på at appellere til borgernes humoristiske sans.
- Opslagene er blevet delt, liket og kommenteret. Vi er glade, fordi vi er nået ud med budskabet og formentlig startet en debat, siger Lars Christiansen.
Og det er en debat, der er vigtig, mener han.
Han er ærgerlig over, at der i Odsherred Kommune er efterladt genstande som ovne, campingvogne, reoler, joller og asbestplader. For det sviner ikke kun - det kan også være miljøskadeligt.
- Vi bruger flere millioner årligt på renhold i Odsherred. Det er ærgerligt, fordi det er penge, vi kunne have brugt på mere positiv service til borgerne. Og der er så mange muligheder for at komme af med affald, så der er ingen undskyldninger, siger han.
Lars Christiansen oplyser, at så vidt han er bekendt, har ejermanden til ovnen ikke meldt sig på banen.
En entreprenør er derfor blevet tilkaldt for at fjerne ovnen. Ifølge ham kommer det til at koste i omegnen af 3000 kroner at fjerne den.
Danmark får en forårsrengøring
Kommunens opsang til borgerne på Facebook kommer meget passende i en uge, som Danmarks Naturfredningsforening har udnævnt til at stå i affaldsindsamlingens tegn.
Nogle af dem, der rydder op, både i denne uge og de resterende 51 uger, er NaturplejerKorpset i Odsherred.
Korpset består af frivillige, primært over 60, som på skift er ude hver dag og samle affald.
Gruppen blev oprettet i 2020 af Signe Eurén Mortensen, som selv bor i Odsherred.
Siden da har de indsamlet knap 6 tons affald rundt omkring i kommunen.
Allerede mandag og tirsdag i denne uge har gruppen samlet 230 kilo affald.
- Affald er et stort problem i Odsherred. Jeg tror ikke, at det er større end i andre kommuner, men med en UNESCO Geopark og med en kommune, der er landets største sommerhuskommune, er der noget ekstra at leve op til, siger Signe Eurén Mortensen og fortsætter:
- Det er meningsfuldt, og det er en tilfredsstillelse at se forskellen fra, når man kommer, til man går. Mange kender følelsen efter at have gjort rent. Det er samme følelse – bare ude i naturen.
Indbyrdes samarbejde
Signe Eurén Mortensen er glad for Odsherred Kommunes opslag – og opsang - til borgerne.
- Jeg har savnet, at det var et emne, vi snakkede om. Jeg tror på, at vi skal tale om det med humor og med et fokus på fællesansvar - præcis som Odsherred Kommune har gjort med deres opslag, siger hun.
Korpset har en god kommunikation med Odsherred Kommunes Team Nyttejob, som afhenter det indsamlede affald via app’en eller hjemmesiden Giv et praj.
I kommunen er man da også glad for, at der er frivillige foreninger som Naturplejerkorpset.
- De frivillige foreninger og skoler, der hjælper os, er helt uvurderlige. De er de sande helte, siger afdelingsleder for trafikafdelingen i Odsherred Kommune, Lars Christiansen.