Fik lov til at genåbne saunaer - tre uger efter er de fortsat kolde

Svømmehallerne i Næstved hævder, at de mangler penge for at kunne genåbne saunaerne. Nu vil udvalgsmedlem have undersøgt sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Saunaerne i Næstveds svømmehaller har i de seneste måneder været lukkede og kolde. Brugerne øjnede dog håb, da et flertal af medlemmerne i kommunens Kultur- og Idrætsudvalg gav grønt lys for at lade saunaerne genåbne efter energikrisen. 

Men her små tre uger senere er en tur i sauna fortsat en yderst kølig fornøjelse.

- Man går jo lige hen og åbner døren til saunaen hver morgen for at mærke, fortæller John Kousholt, der er fast morgensvømmer i Næstved Svømmehal.

- Men det er iskoldt. Det gælder også stemningen. I det hele taget er folk opgivende og kede af, at saunaerne ikke er blevet tændt, tilføjer han.

quote Det er jo ikke et sauna-korstog vi er ude i – vi kan bare ikke få det til at hænge sammen økonomisk

Jan Mandrup, centerleder

John Kousholt mener ikke, der er noget argument for, at lade saunaerne forblive lukkede.

- Energipriserne er lave, og der er ikke energikrise mere. Det var det, som startede hele debatten, siger han og lader forstå, at andre brugere nu overvejer at søge mod andre byer for at svømme.

- Jeg ved, at en tager til Køge, hvor der er både varme i sauna og boblebad.

Brev til politikerne

Men sådan hænger tingene ikke sammen, lyder det fra Jan Mandrup, der er centerleder for svømmehallen i Næstved samt Birkebjergparkens Varmtvandsbassin.

- Det hænger ikke sammen at tænde saunaerne med den økonomi, som de selvsamme politikere har givet os, siger han.

Imens svømmehallerne har været åbne vinteren igennem, har det ikke været muligt at gå en tur i sauna, hvilket ifølge en fast gæst også har skabt et socialt afsavn. (arkivfoto)
Imens svømmehallerne har været åbne vinteren igennem, har det ikke været muligt at gå en tur i sauna, hvilket ifølge en fast gæst også har skabt et socialt afsavn. (arkivfoto) Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Selvom energipriserne i år er faldet, er det ifølge centerlederen fortsat en udfordring at få budgettet til at hænge sammen i 2023.

- Vi har et hul i kassen for 2022 og vores driftstilskud for 2023 – ja, her søgte vi 5,4 millioner, og vi fik 4,8 millioner – så vi har sådan set også et hul i 2023, siger han og tilføjer:

- Og det kan godt være, priserne er faldet, men det skal falde noget, før de 600.000 kroner er hentet hjem i udgangspunktet.

Læs også
Politikere giver grønt lys til at genåbne saunaer - men svømmehallerne tøver
Læs også
Politikere giver grønt lys til at genåbne saunaer - men svømmehallerne tøver

Budskabet har Jan Mandrup og svømmehallens bestyrelse sendt af sted i et brev til Kultur- og Idrætsudvalget i Næstved Kommune.

- Men vi har ikke hørt noget siden. Det er lidt som om, den ligger lidt til et politisk hjørnespark, siger Jan Mandrup.

Op i udvalg

Centerlederen forstår godt, at brugerne er frustrerede. Han oplever dog også at blive mødt af forståelse fra de brugere, han har talt med, når han forklarer, hvordan tingene hænger sammen.

- Vi er selvfølgelig i dialog med kommunen. Det er jo ikke et sauna-korstog, vi er ude i – vi kan bare ikke få det til at hænge sammen økonomisk, siger han.

På mandag vil Kultur- og Idrætsudvalget officielt få en orientering om, hvordan det er gået med den anbefaling, som blev vedtaget på seneste møde, om at lade saunaerne genåbne.

Rune Kristensen (K), medlem af Kultur- og Idrætsudvalget vil nu se på, hvordan det kan være svømmehallerne ikke har fået de penge, de mener, de har krav på i den aftale svømmehallerne og Næstved Kommune har indgået.
Rune Kristensen (K), medlem af Kultur- og Idrætsudvalget vil nu se på, hvordan det kan være svømmehallerne ikke har fået de penge, de mener, de har krav på i den aftale svømmehallerne og Næstved Kommune har indgået. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST

Ifølge udvalgsmedlem Rune Kristensen (K) er sagen dog klar.

- De (svømmehallerne, red.) hævder jo, de ikke får alle pengene, de er stillet i udsigt for henholdsvis driftsudgifter og kompensation for øgede driftsudgifter i 2022. Og de penge skal de selvfølgelig have, siger han og tilføjer:

- Jeg kan godt forstå, de ikke kan finde penge til at tænde saunaerne igen. Og der skal hverken brugerne eller de selvejende haller ende som klemmelus.

Rune Kristensen har nu bedt forvaltningen i Næstved Kommune be- eller afkræfte, om tingene hænger sammen, sådan som Herlufsholm Idrætscenter – der driver svømmehallen i Næstved samt Birkebjergparkens Varmtvandsbassin – har forelagt udvalget.

- Det er nyt for mig, og det virker mærkeligt, når vi har truffet beslutning om noget andet.

Varme saunaer i nabokommuner

Det har ikke været muligt for TV2 ØST at få en kommentar fra formanden for Kultur- og Idrætsudvalget i Næstved Kommune, Andreas Pourkamali. Han har tidligere stemt nej til at hæve påbuddet om at lade svømmehallerne tænde for saunaerne igen.

Læs også
Ringsted Sportscenter udvider - stor familiesauna åbnede onsdag
Læs også
Ringsted Sportscenter udvider - stor familiesauna åbnede onsdag

Men i Næstved Svømmehal bliver udmeldingen fra det konservative udvalgsmedlem hilst velkommen.

- Det lyder da dejligt, siger Jan Mandrup og tilføjer:

- Hvis det både omfatter det, vi er blevet stillet i udsigt sidste år, og vi får det, som vi har brug for i år, så ja, så åbner saunaerne.

I andre kommuner har saunaer også været slukket – men er siden blevet tændt. I Guldborgsund blev der således slukket for de kommunale svømmehallers sauna 1. oktober – men i midt i november blev der tændt igen.

Også i Vordingborg, Ringsted, Køge og Faxe meldes der om tændte saunaer igen ovenpå energisparetiltag i efteråret.


Nyhedsoverblik