Politikere giver grønt lys til at genåbne saunaer - men svømmehallerne tøver

Det er uvist, om saunaerne i Næstved Svømmehal genåbner inden vinteren er forbi, efter at politikerne har fjernet påbud om at holde saunaerne lukket.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En tur i sauna i Næstveds svømmehaller har de seneste måneder været en lunken fornøjelse. Der har nemlig været lukket for varmen, siden kommunens økonomiudvalg i oktober 2022 pålagde svømmehallerne at slukke for deres saunaer.

Dette skete for at nedbringe energiforbruget, men nu er der godt nyt for sauna-brugerne. Et flertal i kommunens Kultur- og Idrætsudvalg har mandag besluttet, at saunaerne må genåbne i den offentlige åbningstid.

quote Jeg har oplevet flere ældre, der er holdt op med at komme i svømmehallen, fordi der ikke er sauna

John Kousholt, morgensvømmer, Rettestrup

- Vi har fået mange mails fra borgere, som skriver, de er rigtig kede af, at de ikke kan komme i sauna. Der er mange, som har stor glæde af at gå i sauna, siger Rune Kristensen (K), der er medlem af Kultur- og Idrætsudvalget.

- I og med at elpriserne er faldet, og vi har sat flere penge af til de selvejende haller for at imødegå prisstigningerne, synes jeg, det giver mening at fjerne det her påbud, tilføjer han.

Rune Kristensen (K), medlem af Kultur- og Idrætsudvalget, synes det er godt, man nu genåbner saunaerne, efter energipriserne er faldet.
Rune Kristensen (K), medlem af Kultur- og Idrætsudvalget, synes det er godt, man nu genåbner saunaerne, efter energipriserne er faldet. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST

Socialt savn

En af dem, der er glad over politikernes beslutning, er John Kousholt, fra Rettestrup. Han er fast morgensvømmer i Næstved Svømmehal.

- Jeg har været meget ked af, at saunaerne har været lukket, og det samme gælder for mange ældre, som kommer i Næstved Svømmehal og holder deres helbred ved lige ved at gå i sauna hver morgen, siger han til TV2 ØST.

Imens svømmehallerne har været åbne vinteren igennem, har det ikke været muligt at gå en tur i sauna, hvilket ifølge en fast gæst også har skabt et socialt afsavn. (arkivfoto)
Imens svømmehallerne har været åbne vinteren igennem, har det ikke været muligt at gå en tur i sauna, hvilket ifølge en fast gæst også har skabt et socialt afsavn. (arkivfoto) Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Han har tidligere skrevet til byrådet og opfordret politikerne til at genoverveje beslutningen om at pålægge svømmehallerne at lukke for varmen i saunaerne.

- Jeg har oplevet flere ældre, der er holdt op med at komme i svømmehallen, fordi der ikke er sauna. Det vil sige, de heller ikke har fået deres svømning. Det, synes jeg, er rigtig synd, siger John Kousholt og tilføjer:

- Og for mange er det også et socialt aspekt at gå i sauna, hvor man får drøftet ting. Det har man også savnet meget.

Stemte imod

Svømmehallerne i Næstved Kommune er selvejende, og det er således inden for den eksisterende driftsramme, at saunaerne nu kan genåbne i den offentlige åbningstid.

Det er dog ikke et samlet flertal, der nu har stemt for at genåbne saunaerne.

Andreas Pourkamali, formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Næstved Kommune stemte imod at lade saunaerne genåbne, så længe der stadig holdes 19 grader i de offentlige bygninger.
Andreas Pourkamali, formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Næstved Kommune stemte imod at lade saunaerne genåbne, så længe der stadig holdes 19 grader i de offentlige bygninger. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Andreas Pourkamali (R) og Helle Jensen (S) stemte imod.

- Hvis man mener, at vi er i en ny og forbedret situation, og vi ikke længere skal holde for, så er det noget vi skal træffe beslutning om som samlet kommune, om at vi med god samvittighed kan skrue op for varmen igen, siger Andreas Pourkamali i dag til TV2 ØST.

Læs også
Efter politisk uenighed: Herlufsholm Svømmehal lukker
Læs også
Efter politisk uenighed: Herlufsholm Svømmehal lukker

Han mener ikke, at det er på sin plads at give svømmehallerne lov til at genåbne saunaerne, alt imens at "tusindvis af kommunens ansatte sidder med tæpper på arbejdet, og folk på baggrund af myndighedernes anbefalinger fortsat holder for i privatøkonomien".

quote Jeg kender ikke nogen private, der fyrer for fuglene

Andreas Pourkamali (R), formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Næstved Kommune

- Så vidt, jeg har set, har hverken myndighederne eller regeringen meldt andet ud end tidligere; at det er en god idé at holde for. Jeg kender ikke nogen private, der fyrer for fuglene eller som mener, det hele er overstået endnu – og vi ved ikke, hvad der venter til efteråret, lyder det fra udvalgsformanden.

Overvejer genåbning

Centerleder for svømmehallen i Næstved samt Birkebjergparkens Varmtvandsbassin, Jan Mandrup siger i dag til TV2 ØST, at der snart vil blive meldt en dato ud for genåbningen af saunaerne.

- Vi har med spænding fulgt dagsordenen på mødet, og vi har noteret os, at politikerne opfordrer os til at tænde saunaerne igen, og at der ikke følger ekstra penge med, siger han og tilføjer:

- Vi lurer nu på, hvordan får vi det her til at svinge.

quote Men vi træffer naturligvis en beslutning så hurtigt som muligt. Men vi tør ikke sætte en dato endnu

Jan Mandrup, centerleder, Næstved Svømmehal og Birkebjergparkens Varmtvandsbassin

Sidste år besluttede Næstved kommune et tilskud på op til 80 procent af ekstraudgifterne som følge af de stigende energipriser.

- Vi mangler reelt at få dækket 225.000 kroner i energiudgifter for sidste år i hele idrætscenteret, forklarer Jan Mandrup.

Så det er ikke sikkert, I åbner saunaerne igen?

- Det gør vi nok, men vi skal lige finde ud af, hvordan det skal gøres, siger centerlederen.

Læs også
Svømmere bliver væk - politiker vil have saunaer tændt igen
Læs også
Svømmere bliver væk - politiker vil have saunaer tændt igen

Han peger på, at der også er private brugere af Birkebjergparkens Varmtvandsbassin i hverdagene, hvor der ikke er offentlig adgang, som “måske vil have større glæde af saunaen".

- Men vi træffer naturligvis en beslutning så hurtigt som muligt. Men vi tør ikke sætte en dato endnu.

Ifølge administrationen i Næstved Kommune ventes den samlede udgift for svømmehallerne ligger på 250.000-350.000 kroner årligt, hvis saunaerne skal tændes igen.

Det drejer sig om henholdsvis Næstved Svømmehal, Fladså Svømmehal samt Birkebjergparkens Varmtvandsbassin, der tilsammen har seks saunaer.


Nyhedsoverblik