Billetter til børne-MGP blev revet væk på fire minutter

De 2500 billetter til MGP i Arena Næstved blev udsolgt på kort tid. Der er dog lidt håb, hvis man stadig vil til MGP-fest.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Ingen ledige billetter.

Sådan lyder meddelelsen på Ticketmaster, der klokken 10 satte billetter til salg til næste års MGP – Dansk Melodi Grand Prix for børn.

Omkring 2000 billetter blev sat til salg på nettet, mens 451 billetter blev sat til salg fysisk i Arena Næstved, hvor festlighederne finder sted den 18. februar næste år.

Billetterne på nettet var dog hurtigt udsolgt. Allerede klokken 10.04, bare fire minutter efter de blev sat til salg, var der ikke flere at få.

Læs også
Billetsalg til MGP åbner - flere har overnattet i kulden
Læs også
Billetsalg til MGP åbner - flere har overnattet i kulden

I Arena Næstved skulle man også være stået meget tidligt op for at få fat i nogle af de fysiske billetter.

- Jeg kom i går aftes klokken 23. Jeg vidste ikke, hvor mange mennesker der ville være. Jeg har fire guldklumper derhjemme, så jeg skulle være sikker på at få nogle billetter, siger Ajay Khanna fra Næstved, der var den første i køen.

Ajay Khanna var den allerførste i køen til at købe billetter fredag morgen. Han stillede sig i kø torsdag aften klokken 23.

Overrasket over lang kø

Klokken 10 åbnede dørene også til det fysiske billetsalg. Her fik de fremmødte fredag morgen udleveret et nummer i køen. I alt blev 115 numre uddelt, men allerede fra start stod det klart, at der ikke ville være nok billetter til alle fremmødte.

- Vi vidste godt, at der er lidt mere rift om billetterne til MGP. Det går hurtigere med at få solgt dem alle end til voksen-Melodi Grand Prixet, siger Jakob Brixvold, der er direktør i Arena Næstved, med henvisning til, at der blev sat billetter til salg til den voksne udgave af musikfesten fredag i sidste uge.

Der var lang kø fra tidlig morgen, fredag, for at få fat i billetterne til MGP den 18. februar 2023.
Der var lang kø fra tidlig morgen, fredag, for at få fat i billetterne til MGP den 18. februar 2023. Foto: Sille Roulund - TV2 ØST

De fleste stillede sig i kø til at få fat i en MGP-billet i løbet af de tidlige morgentimer, fredag. Blandt andet Freddy Hjortkær Hansen og Kirsten Hansen fra Skælskør.

- Vi kom klokken 7.45. Vi blev lidt overraskede over, at der var så mange. Vi er nummer 82 i køen, siger Freddy Hjortkær Hansen.

Læs også
Billetter til Melodi Grand Prix er populære - siddepladser blev solgt på få minutter
Læs også
Billetter til Melodi Grand Prix er populære - siddepladser blev solgt på få minutter

Ægteparret skulle købe billetter til deres barnebarn Magda, Magdas far og dem selv. De er nemlig store fans af MGP.

- Magda synger med på alle sangene. Hun ved ikke, at hun får dem i julegave. Det bliver en kæmpe overraskelse. Jeg synes også, det er sjovt. Vi har set det de sidste 3-4 år i stedet for de voksnes. Det er meget sjovere, siger Kirsten Hansen.

Freddy og Kirsten Hansen har købt fire billetter.
Freddy og Kirsten Hansen har købt fire billetter. Foto: Mikkel Rasmussen - TV2 ØST

Billetter til generalprøve

Thomas Ørgard fra Fredensborg kom langvejs fra for at få fingrene i de eftertragtede billetter.

- Når man har børn og er curlingforældre, ja så. Jeg vidste, det blev svært at få billetter over nettet, så tænkte, at jeg ville tage herned tidligt og få billetter, siger Thomas Ørgard, der var i Næstved klokken kvart i syv fredag morgen.

Ud af de 115 numre fik 98 mulighed for at købe billet.

Hvis man ikke fik billet til MGP, så er der mulighed for at købe billet til generalprøven, der finder sted den 17. februar. Billetterne bliver sat til salg på mandag. 


Nyhedsoverblik