Billetsalg til MGP åbner - flere har overnattet i kulden

Cirka 2500 billetter bliver i dag sat til salg. 500 af dem fysisk i Arena Næstved.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I dag klokken 10 kan man på nettet købe billet til næste års MGP – Dansk Melodi Grand Prix for børn

Og det forventes at gå stærkt.

- Vi regner med, at der er udsolgt inden for en time, fortæller Jakob Brixvold, der er direktør i Arena Næstved.

Musikbegivenheden skal afholdes den 18. februar 2023 i Arena Næstved.

Selvom billetsalget begynder online klokken 10, så blev der allerede åbnet for køen til billetsalget ved Arena Næstved i dag klokken 8. Her var der sat 500 billetter til salg.

- Det handler i bund og grund om, at vi gerne vil lave en markering af, at vi nu er et skridt tættere på den her store begivenhed, fortæller Jakob Brixvold, som kunne se en lang kø foran Arena Næstved fredag morgen.

- Interessen er stor. Der var over 100 mennesker, der lå derude, da vi åbnede, siger Jakob Brixvold.

Overnattede i kulden

Ifølge direktøren har flere af billetjægerne ligget på lur ude foran arenaen hele natten.

- Jeg talte med dem, der var nummer et og to i køen. To mænd, der er venner og som godt kunne ligne nogle, der har børn i målgruppen. De var kommet klokken 23 i aftes og efter at have siddet i kulden alene i et stykke tid, satte de sig over i deres bil på parkeringspladsen og holdt øje med, hvornår de næste kom. 

Klokken 1 fredag nat begyndte andre personer at troppe op, og så gik de to mænd hen og satte sig først i køen. 

I køen var der også fire kvinder, der havde børn i den samme skoleklasse. 

- Deres mål var, at de kunne købe seks billetter hver, for så var der til en tur for hele klassen, siger Jakob Brixvold.

Færre billetter til salg

Der er mellem 2500-3000 billetter til salg til både Dansk Melodi Grand Prix og børnenes MGP. 

Børneudgaven vil dog være tættere på 2500 pladser, og voksenudgaven vil være tættere på 3000 billetter. Det skyldes flere ting.

- Til voksen-udgaven er der flere ståpladser, som fylder mindre, og så er der også et ønske fra DR's side om, at der er mere rummelighed og plads til børnene.

Billetsalget både via internettet og fra billetlugen i Arena Næstved var udsolgt klokken 10.04.


Nyhedsoverblik