AffaldPlus har modtaget første læs døde mink: - Det er gået helt efter planen

Torsdag har AffaldPlus modtaget et prøvelæs med 30 ton døde mink på forbrændingen i Næstved. AffaldPlus skal i alt forbrænde 1.200 tons mink.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det første læs med døde mink er torsdag ankommet til AffaldPlus i Næstved.

- Vi har modtaget et prøvelæs med 30 ton af de her nedgravede mink, som vi skal bortskaffe på vores forbrændingsanlæg, fortæller Niels Damgaard, kommunikationschef hos AffaldPlus.

Torsdag, fredag og lørdag i denne uge er udnævnt til såkaldte ’prøvedage’, hvor AffaldPlus kan teste, om alt fungerer, som det skal, inden at forbrændingsanlægget dagligt begynder at modtage læs med døde mink i slutningen af maj.

quote Da minkene blev læsset af, var det næsten svært at se, at det var mink, fordi de allerede var gået så meget i forrådnelse, at det mere lignede jord

Niels Damgaard, kommunikationschef, AffaldPlus

AffaldPlus i Næstved er et ud af 13 kommunale forbrændingsanlæg, der skal stå for at brænde de i alt cirka fire millioner døde mink, der i november blev gravet ned på to massegrave på militære områder i Jylland; Nørre Felding ved Holstebro og nær Karup. AffaldPlus skal stå for at bortskaffe en mindre del – i alt cirka 1.200 ton af de døde mink, der blev gravet ned i Nørre Felding syd for Holstebro. 

- Det er jo på en eller anden måde en samfundsopgave at tage sig af de her mink, og vi er jo en offentligt ejet miljømyndighed, så det er helt naturligt for os at være med til at gå ind og løse sådan en opgave, siger Niels Damgaard.

Mink bliver til fjernvarme og elektricitet

I slutningen af maj og frem til midten af juli vil der dagligt blive leveret et læs med 30 ton minkkadavere til forbrændingen i Næstved, som skal blandes med det øvrige affald, før det smides i ovnen og bliver brændt.

- Vi sørger for at blande det rigtig grundigt med det andet affald, vi modtager, og så indgår det simpelthen i forbrændingen. Det skal selvfølgelig blandes ret grundigt, fordi det er halvvejs i forrådnelse, og det er meget vådt og sådan nogle ting. Men strengt taget forventer vi ikke, at det giver nogle problemer i vores arbejde, siger kommunikationschefen.

Læs også
Døde mink skal afbrændes torsdag – i Næstved skal der afbrændes 1.200 tons
Læs også
Døde mink skal afbrændes torsdag – i Næstved skal der afbrændes 1.200 tons

På den måde kommer afbrændingen af de døde mink i sidste ende til at gavne borgerne i Næstved. Alt det affald, der bliver brændt på forbrændingen, indgår nemlig i produktionen af fjernvarme og elektricitet i Næstved.

- Så nu får borgerne i Næstved jo glæde af den varme, som vi producerer, plus at vi producerer noget elektricitet og sender ud på el-nettet, forklarer Niels Damgaard.

Alt er gået efter planen

Ifølge Niels Damgaard kræver afbrændingen af de døde mink ikke nogen nye arbejdsgange eller andre sikkerhedsforanstaltninger.

- Vi gør sådan set ikke noget ekstra i forhold til minkene her. Det er bare en del af vores helt almindelige drift, som det plejer at være, fortæller han.

Læs også
Sjællandsk affaldsselskab melder sig klar til at brænde mink: - Selvfølgelig vil vi hjælpe
Læs også
Sjællandsk affaldsselskab melder sig klar til at brænde mink: - Selvfølgelig vil vi hjælpe

Forbrændingsanlægget har dog ikke på forhånd kunnet forudsige præcis, hvor meget kadaverne er gået i forrådnelse, når de bliver leveret. Derfor var reparatør hos AffaldPlus Bjarne Pedersen også kaldt ekstra ind i dag, hvis der skulle opstå problemer.

- Vi vidste jo ikke rigtig konsistensen på de her mink, før de kom, så jeg blev kaldt ind, hvis der skulle være noget. Men det ser fint ud, og det er gået over al forventning, siger Bjarne Pedersen.

Bjarne Pedersen spuler efter for at sikre, at der ikke ligger rester fra minkene på gulvet.
Bjarne Pedersen spuler efter for at sikre, at der ikke ligger rester fra minkene på gulvet. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Samme melding kommer fra Niels Damgaard.

- Det er gået rigtig fint indtil videre – helt efter planen. Da minkene blev læsset af, var det næsten svært at se, at det var mink, fordi de allerede var gået så meget i forrådnelse, at det mere lignede jord. Men vi forventer, at det er helt uproblematisk at brænde dem, siger han.

Udover forbrændingsanlægget i Næstved kommer forbrændingsanlæg i Esbjerg, Kolding, Holstebro, Odense, Aarhus, Hjørring, Aalborg, Sønderborg, Glostrup, Amager, Roskilde og Hørsholm til at modtage læs med døde mink.

Forbrændingsanlæggene vil modtage mellem et og fire læs dagligt fra slut maj til midt juli.

Når alle de døde mink er gravet op i Nørre Felding, vil døde mink i Karup ved Viborg også blive gravet op. 


Nyhedsoverblik