Et område omkring Nakskov på Lolland var mandag aften centrum for en dramatisk biljagt, hvor politiet forsøgte at stoppe en 18-årig mand, der i høj fart forsøgte at slippe væk.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.
Jagten startede, da politiet forsøgte at stoppe en bil, der kørte rundt i Nakskov på en mistænkelig måde.
Da politiet bad føreren af bilen om at standse, skete der dog det stik modsatte. Den unge fører af bilen hamrede tilsyneladende sømmet i bund og forsøgte i høj fart at ryste de forfølgende politifolk af sig.
Kørte direkte hen over sømmåtter
Flere politipatruljer deltog i biljagten, hvor der også blev udlagt sømmåtter for at standse bilisten.
Selvom den unge mand kørte hen over en af sømmåtterne og fik sine dæk revet op, fik det dog ikke den unge mand til at standse. Han fortsatte ufortrødent fra stedet, men kunne dog til sidst ikke holde kontrollen over bilen. Han kom i slinger og kørte direkte ind i en hæk, hvor bilen standsede.
Den unge mand fortsatte dog flugten til fods. Han blev dog hurtigt opsporet af en politihund, mens han gemte sig i et skur i nærheden.
Et hav af sigtelser
Det viste sig hurtigt, at den 18-årige i forvejen var eftersøgt af politiet. Han blev derfor straks anholdt og blev - foruden den sigtelse, som han var på flugt fra - nu sigtet for vanvidskørsel. Hans bil, der var blevet udstyret med stjålne nummerplader, blev derfor beslaglagt.
Det viste sig også, at den 18-årige faktisk ikke har noget kørekort - og nok heller ikke får det foreløbigt, da han også havde kørt i påvirket tilstand.
Den 18-årige mand havde desuden narkotika på sig, og derfor blev han sigtet for lov om euforiserende stoffer. Dertil kommer selve biljagten og det forhold, at han ikke ville stoppe for politiet.
Med i bilen var også en 23-årig kvinde. Hun havde ikke taget del i kørslen - men fordi hun havde både amfetamin og hash på sig, blev hun sigtet for lov om euforiserende stoffer.
Ingen kom noget til i forbindelse med biljagten på Lolland.