I de seneste år har der været fart på den grønne omstilling hos Nysted Strand Camping.
- Det kan konkretiseres helt ned til, at vi har købt en plæneklipper, der kører på el og en traktor, der kører på biodiesel, fortæller Henrik Søby og fortsætter:
- Vi har et stramt program for vandreduktion, vi bruger ingen pesticider, vi bruger næsten ingen plastik og papir og vi sorterer affald i 19 kategorier.
Campingstedet fik som de første i Danmark EU's Ecolabel Certificate i 2021. Siden da har de arbejdet med et revisorfirma, for endelig at få bevis for at deres forretning er klimaneutral.
Det godkendte revisorregnskab, som viser at Nysted Strand Camping er CO2-neutral, vil 3. juni blive overrakt til stedet af folketingspolitiker og klimaordfører for Socialdemokratiet Kasper Roug.