To blev dræbt foran supermarked - nu er skylden placeret

Retten i Holbæk har afsagt kendelse om skyld i sag om dobbeltdrab og drabsforsøg. Fem er kendt skyldige, en er blevet frikendt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fem mænd er netop blevet kendt skyldige i at stå bag to drab og et drabsforsøg på parkeringspladsen ved Meny i Kalundborg.

Der var seks tiltalte i sagen, og det betyder altså, at den sidste mand er frikendt i sagen.

- Jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at min klient er blevet frifundet. Jeg mener, at det er den helt rigtige beslutning, at Retten i Holbæk er kommet frem til. Min klient er meget lettet og er nu endelig løsladt efter en meget langvarig varetægtsfængsling, siger Nima Nabipour, der var forsvarer for den frikendte mand.

- Når man varetægtsfængsler skal der en begrundet mistanke til. Der skal ikke så meget til, men som sagen skrider frem, burde der komme flere beviser, som kan løfte mistanke til skyldig udover enhver rimelig tvivl. Det mener jeg ikke er sket her, og det er jeg rigtig glad for, at Retten i Holbæk er enig med mig i.

Fire af de dømte mænd har tilknytning til gadebanden Loyal To Familia, og de har igennem hele sagen nægtet sig skyldige.

Nævningene og dommerne var alle enige om at kende de fem mænd skyldige, mens der var uenighed i forhold til ham, der nu er frikendt. Her stemte tre dommere og fire nævninge for frifindelse, men de resterende to af nævningene mente, at han skulle kendes skyldig.

Forud for skyldkendelsen var stemningen afslappet, og flere af de tiltalte sludrede og grinte. Men udenfor var der nervøsitet at spore, fordi der kun var et begrænset antal pladser til tilhørerne. Derfor var flere ankommet tidligt for at sikre sig en plads.

Det er de tiltalte kendt skyldige i:

  • 28-årig mand: Dømt skyldig i drab og drabsforsøg. Anklagemyndigheden har tidligere sagt, at den mener, at det var ham, der trykkede på aftrækkeren.
  • 24-årig mand: Dømt skyldig i drab og drabsforsøg. Var chauffør på gerningstidspunktet. Retten mener, at han havde forsæt til at vide, hvad der skulle foregå.
  • 26-årig mand: Dømt skyldig i drab og drabsforsøg.
  • 25-årig mand: Dømt skyldig i medvirken til drab og drabsforsøg. Retten finder det bevist, at han var til stede ved Asnæsværket umiddelbart før skyderierne, og at han overdrog våbnene. Han må derfor være bekendt med formålet.
  • 23-årig mand: Dømt skyldig i medvirken til drab. Var ikke selv til stede, da drabet fandt sted.
  • 21-årig mand: Frikendt.

Det lagde retten vægt på

Retten lagde vægt på mændenes færden i dagene op til drabet og brug af krypterede telefoner.

På en af telefonerne blev der afsendt en besked umiddelbart efter drabene, hvor der stod: "Dræbte tre mand lige før, bror, vi har vores hævn." 

Den besked mener retten kun kan være afsendt af en af drabsmændene, ligesom de finder det bevist, at den omtalte krypterede telefon tilhørte en af de skyldige mænd.

Retten lagde desuden vægt på, at de dømte havde et helt særligt mønster i dagene op til drabene, hvor de var i Kalundborg flere gange. Ingen af de fire LTF-medlemmer havde desuden en troværdig forklaring på deres færden, lød det.

Tre personer blev skudt

Drabene blev begået klokken 18.06 på en parkeringsplads uden for dagligvarebutikken Meny på Nørre Alle i Kalundborg den 17. november 2020. Midt i åbningstiden med masser af handlende i Meny stod tre unge mænd fra Københavns Vestegn på parkeringspladsen og ventede på den kontaktperson, de troede, de skulle købe våben af.

I stedet dukkede tre andre personer op. 

I løbet af 12 sekunder blev parkeringspladsen omdannet til en henrettelsesplads. Tre personer blev skudt, to af dem i hovedet og i munden. En 24-årig mand døde på parkeringspladsen, en 21-årig afgik ved døden på Holbæk Sygehus, og en 20-årig blev livsfarligt kvæstet kørt til Rigshospitalet, hvor han blev opereret og overlevede. 

Efterfølgende fandt politiet 15 patronhylstre og tre projektiler på stedet.

VIDEO: Det var købmanden fra Meny, der slog alarm efter skyderiet på parkeringspladsen foran butikken.

Ren likvidering

Specialanklager Anja Lund Liin har tidligere kaldt drabene på parkeringspladsen for en ren likvidering, ligesom hun har fremvist en overvågningsvideo fra området, der viser, hvordan de tre mænd bliver skudt. 

Desuden har anklagerne i sagen fremlagt en chatbesked, der er afsendt 12 minutter efter skuddene faldt. Her beskriver en person fra sekund til sekund, hvordan han skød alle tre mænd. Hvordan to af dem blev ramt først. Hvordan én forsøgte at komme væk og også blev skudt, selvom gerningsmanden faktisk ikke rigtig vidste, hvem han var.

Læs også
Dobbelt bandedrab i Kalundborg var angiveligt nøje forberedt
Læs også
Dobbelt bandedrab i Kalundborg var angiveligt nøje forberedt

Politiet er kommet i besiddelse af chatbeskederne, fordi de er skrevet på den krypterede kommunikationstjeneste Sky ECC. En tjeneste, kriminelle har brugt til at kommunikere frit, indtil det lykkedes fransk og hollandsk politi at bryde koden til kommunikationsplatformen.

Pludselig stod politiet med en meget stor mængde chatbeskeder mellem kriminelle. Nogle af beskederne var skrevet på dansk, og danske betjente har koblet visse af chatsamtalerne til drabssagen fra Kalundborg. 

Anklager Anja Lund Liin har under sin procedure kaldt de mange samtaler for et unikt kig ind i maskinrummet hos den forbudte gadebande Loyal To Familia, som hun mener at kunne koble Sky-telefonerne til.

Og Sky-telefonerne var altså noget af det, der blev lagt til grund for skyldkendelsen. 

Blev ydmyget og filmet imens

Ifølge anklagemyndigheden er drabene sket som en del af en bandekonflikt mellem Loyal To Familia og en gruppering, der af politiet kaldes Sydkystgruppen.

18 dage forud for drabene i Kalundborg blev et medlem af LTF kidnappet, pryglet og ydmyget, mens han blev videofilmet. Ifølge anklageren er han formentlig blevet udsat for seksuelle krænkelser omkring endetarmsåbningen. Efterfølgende blev offeret lagt på en parkeringsplads i Ishøj, hvor han blev fundet og kørt til Hvidovre Hospital.

quote Jeg tog tre, bror, ligesom Counter-Strike. Dræbte tre mand lige før, bror, vi har vores hævn

Besked sendt på krypteret telefon

På hospitalet kunne lægerne konstatere, at manden havde brækket kæben, han havde knækkede tænder, ligesom hans LTF-tatovering på ryggen var blevet mishandlet og var lyserød.

Ifølge anklagemyndigheden er drabene blevet begået som en hævnaktion for overfaldet på LTF-medlemmet. I chatbeskeder kan man se, at det, som politiet mener er medlemmer af LTF, har skrevet om, at personerne bag overfaldet er Sydkystgruppen, og at overfaldet skulle hævnes. Brutalt, skrev én.

Blev lokket i baghold

Til hævnaktionen fik de fire LTF’ere ifølge anklagemyndigheden hjælp fra to mænd fra Kalundborg, der sympatiserer med gadebanden. Den ene af de to kalundborgensere kender det ene offer fra Sydkystgruppen i forvejen. De har tidligere afsonet en straf sammen i et ungdomsfængsel. Nævningetinget har ikke fundet det bevist, at han er skyldig, og derfor er han som den eneste ud af seks blevet frikendt. 

Læs også
Dobbeltdrab i Kalundborg - anklager fremhæver voldelig trend om ydmygelse som motiv
Læs også
Dobbeltdrab i Kalundborg - anklager fremhæver voldelig trend om ydmygelse som motiv

Ofrene blev ifølge anklagemyndigheden lokket til Kalundborg i den tro, at de kunne købe våben. I bilen havde de 40.000 kroner med. I stedet blev de selv ofre for en kugleregn på parkeringspladsen ved Meny.

Ifølge politiet tilhører en af de krypterede Sky-telefoner et 28-årigt medlem af LTF. Netop den telefon flytter sig rundt sammen med den 28-åriges private telefon. Ud fra kommunikationen kan man se, at der på den telefon efter drabene bliver skrevet: 

 - Jeg tog tre, bror, ligesom Counter-Strike. Dræbte tre mand lige før, bror, vi har vores hævn.

Anklager Anja Lund Liin har i retten understreget, at netop de sidste fire ord - vi har vores hævn - viser motivet for drabene.

DNA og overvågningskameraer

Under sagen har anklagerne Anja Lund Liin og Thomas Rasmussen fremlagt masteoplysninger og overvågningsbilleder. Blandt andet er der overvågningsbilleder fra en lejlighed i Brøndby, hvor en af de tiltalte bor. Her har politiet konstateret, at en række af de tiltalte mænd i dagene op til drabene er kommet og gået igen. 

På billederne kan man se, at tidspunkterne for afgang og ankomst passer sammen med GPS-udlæsningen af en sort Audi, der i dagene op til drabene kørte fra Brøndby til Kalundborg og tilbage igen. Desuden har politiet fundet en juicebrik med DNA fra én af de tiltalte ved Asnæsværket i Kalundborg.

Anklagerne mener, at drabsmændene igennem flere dage var klar til at skyde de tre ofre, og at det var derfor, de tog til Kalundborg fire dage i træk.

Læs også
Offentliggør video efter dobbeltdrab: Kan du genkende denne mand?
Læs også
Offentliggør video efter dobbeltdrab: Kan du genkende denne mand?

På den anden side har forsvarerne i sagen fremhævet, at sagen er præget af gætværk og spekulation fra anklagemyndighedens side. Der er ingen vidner, der har identificeret de mænd, der skød. 

For eksempel har forsvarer Martin Andersen understreget, at hans klient slet ikke har været i Kalundborg på drabstidspunktet, og at man ikke bør dømme hans klient for drab, bare fordi han bliver filmet, mens han er på vej op og ned i elevatoren i den ejendom, han bor i.

Flere skærpende omstændigheder

Men det har nævningetinget i Retten i Holbæk altså været uenige med forsvareren i, for hans klient er en af dem, der er kendt skyldige. De fem skyldige skal nu have udmålt en fængselsstraf. Her vil paragraf 81a, den såkaldte bandeparagraf, komme i spil, da flere af de skyldige har tilknytning til LTF, og fordi motivet var hævn for et overfald på en anden LTF'er.

Anklageren går efter fængsel på livstid for alle fem, og at to af dem bliver udvist for bestandigt. Og så skal der ifølge anklagemyndigheden være opholdsforbud for de dømte flere steder, herunder i Kalundborg

Anklager Thomas Rasmussen mener ikke, der er nogen formildende omstændigheder i sagen. Der er til gengæld flere skærpende. Planlægningen er sket i forening blandt flere personer, og tre af de skyldige er tidligere straffet for personfarlig kriminalitet. Desuden  havde gerningsmændene planlagt de særdeles brutale drab i flere dage. 

Dertil kommer, at drabene skete på Menys parkeringsplads. Det er ifølge anklagemyndigheden hensynsløst, fordi uskyldige risikerede at komme i skudlinjen. 


Nyhedsoverblik