Farm på vej med 20.000 svin - naboer er frustrerede

Naboer til en kommende svineproduktion på 20.000 svin i Føllenslev er bekymrede over lugtgener og trafik. De vil gerne have flyttet farmen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det har skabt røre i det lille samfund Føllenslev ved Kalundborg, at en landmand har fået lov til at udvide sin svineproduktion fra 13.000 dyr til 20.000 dyr.

Naboerne undrer sig over placeringen af farmen, som, de mener, vil give dem gener, men som ligger omkring en kilometer væk fra, hvor han selv bor.

quote Med en ny stald har vi mulighed for at sætte moderne miljøteknologi ind. Min påstand er, at det ikke kommer til at lugte mere, end det gør i dag

Claus Lohmann Poulsen, godsejer

Derfor har de stiftet en forening med det formål at få flyttet svineproduktionen.

- Dybest set har vi slet ikke lyst til, at der skal være en så stor svineproduktion her, men lige nu handler det for os om at få flyttet den store farm væk fra Havnsøvej 32, hvor den skal ligge, siger Arendse Plesner, der er talskvinde i Havnsø Miljøforening. 

600 underskrifter fra bekymrede borgere

Foreningen har 50 medlemmer og har samlet omkring 600 underskrifter ind fra bekymrede borgere i området.

- Folk er virkelig ulykkelige over det her. Nogle overvejer at flytte, men de frygter, at den her svinefarm gør, at deres ejendomsværdi falder, eller at de slet ikke kan sælge, siger Arendse Plesner.

Tessa Eidem, der er en af naboerne til svinebedriften, er også blevet en del af modstandsgruppen.

- Jeg har aldrig nogensinde gidet klage over, når der har været gener deroppefra. Vi er naboer og skal have det til at fungere, men når han lige pludselig vil rykke det hele væk fra, hvor han selv bor, for at lægge det ud, så det kan genere flest muligt, så bliver jeg sur. Det er ham, der har valgt at leve af svineproduktion, så det mest reelle er også at have det hos sig selv, siger hun.  

Frygter for lugt, trafik og miljø

Det er Claus Lohmann Poulsen fra Egemarke Gods, der har søgt om at udvide besætningen. 

- Jeg vil gerne udvikle min svineproduktion for at følge med tiden og for at nedlægge de gamle stalde, som er snart 40 år gamle, lyder det fra godsejeren.  

Claus Lohmann Poulsen er ked af stemningen, der er kommet mod hans svineproduktion.
Claus Lohmann Poulsen er ked af stemningen, der er kommet mod hans svineproduktion. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Han bor selv på Nykøbingvej, mens den nye svinedrift kommer til at holde til på Havnsøvej 32 - cirka en kilometer væk. 

- Der er ikke nogen naboer indenfor 400-500 meter, så jeg tænker, det er et ret godt sted, og der er nogle gode muligheder for at have svin der. Hvis jeg på et tidspunkt vil sælge det eller leje det ud, er det også nemmere, hvis produktionen ligger der, siger Claus Lohmann Poulsen.

Har forsøgt dialog

Naboerne frygter især for lugtgenerne fra den store svinefarm, og så er de bekymrede over, at trafikken til og fra gården skal gå gennem Føllenslev og forbi Firhøjskolen. 

Claus Lohmann er overvældet over den store modstand. Han mener, at han har forsøgt at gå i dialog med naboerne og forstår ikke helt deres kritik.

- Med en ny stald har vi mulighed for at sætte moderne miljøteknologi ind, der gør, at det ikke lugter så meget. Min påstand er, at det ikke kommer til at lugte mere, end det gør i dag, siger han og tilføjer, at trafikken heller ikke bør give anledning til bekymring. 

Læs også
Naboer klager over stor svineproduktion - nu vil borgmester have loven ændret
Læs også
Naboer klager over stor svineproduktion - nu vil borgmester have loven ændret

- Lige nu kører der to til tre lastbiler til og fra gården om ugen. Det vil måske stige til seks-syv om ugen, og det synes jeg egentlig ikke er så galt. Der er andre virksomheder i området, som har mange flere lastbiler, så jeg tænker, det er overdrevet at tale om, at det her skaber trafikale problemer, siger Claus Lohmann Poulsen, der påpeger, at de i øvrigt regner med at kunne pumpe gyllen over i tanke på gården, så de undgår at køre med det på vejene, hvilket fjerner en del af transporten.


Modstand gør indtryk

Selv om han har argumenterne i orden og loven på sin side, påvirker det ham alligevel, at 600 personer har skrevet under på deres utilfredshed med svinefarmen.

- Selvfølgelig gør det lidt ondt. Vi bliver da påvirket af som familie, at der er så stor en stemning imod os, siger Claus Lohmann Poulsen.

Onsdag skal kommunalpolitikerne i Kalundborg Kommune diskutere, hvorvidt kommunen skal indlede en dialog med parterne for at finde ud af, om det er muligt at finde en alternativ placering af svinefarmen. 

På mødet skal det også diskuteres, hvorvidt kommunalbestyrelsen skal sende et brev til de relevante ministerier og gøre opmærksom på problemet med den nuværende husdyrsbrugslov. 

Bestemt fra Christiansborg

Loven gør det svært for kommunerne at agere i forhold til størrelsen på produktionerne, fordi det er bestemt fra Christiansborg. Kommunen tager derfor kun stilling til det byggemæssige i forbindelse med en ansøgning om udvidelse af produktionen.  

Zenia Stampe, der er landbrugsordfører og miljøordfører for Radikale Venstre på Christiansborg, besøgte mandag en af naboerne til svinefarmen. Håbet er, at hun vil stille spørgsmål til ministeren om at få loven på området taget op til revision. 

Læs også
Kan svineproduktion gøre naboer syge? Nu skal risiko undersøges
Læs også
Kan svineproduktion gøre naboer syge? Nu skal risiko undersøges

Indtil videre er loven dog sådan, at Claus Lohmann Poulsen må udvide sin svinebesætning. Han regner med, at de sidste tilladelser til byggeriet falder på plads indenfor den næste måned, så han kan begynde at bygge i løbet af foråret.


Nyhedsoverblik