Sjældent syn: Skovgæst spottede grævlingeunger på tur

Tine Laulund Hansen fra Idestrup fik sig fredag en sjælden oplevelse med hjem fra en gåtur i Corselitze Østerskov på Falster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mødet med en grævling hører for de fleste til sjældenhederne.

Som natdyr af natur begiver grævlingen sig typisk ud i tidsrummet mellem solnedgang og daggry, hvor den som ofte kan tusse uforstyrret rundt.

Det var dog alt andet end nat, da Tine Laulund Hansen fra Idestrup forleden gik tur i Corselitze Østerskov på Falster og her traf tre grævlingeunger på tur.

quote Den stod omkring en meter fra stien og opdagede mig simpelthen ikke

Tine Laulund Hansen, Idestrup

- Jeg hørte noget pusle, og jeg tænkte først, det måtte være en fasan. Men det viste sig at være to grævlingeunger, fortæller hun til TV2 ØST.

Længere fremme af stien mødte Tine Laulund Hansen endnu en unge.

- Den stod omkring en meter fra stien og opdagede mig simpelthen ikke.

Ifølge Miljøstyrelsen spiser Grævlingen mest regnorme, som den lettest finder på græsarealer i fugtige nætter.
Ifølge Miljøstyrelsen spiser Grævlingen mest regnorme, som den lettest finder på græsarealer i fugtige nætter. Foto: Tine Laulund Hansen

Tine Laulund Hansen fik på den måde held til at bevæge sig ganske tæt på dyrene, imens hun filmede dem med sin telefon.

- De stoppede op og vejrede med næsen i luften, men reagerede ikke og rodede bare videre i skovbunden, fortæller hun og tilføjer:

- Det var fuldstændig vildt at se de små dyr, som jo ikke er større end en stor, tyk kat med korte ben.

Uvorne unger 

Ifølge Johnny Madsen, der er naturvejleder i Guldborgsund Kommune, er synet af en grævling ved højlys dag højst usædvanligt.

quote Mit bedste gæt er, at det er nogle vanartede unger

Johnny Madsen, naturvejleder, Guldborgsund Kommune

- Mit bedste gæt er, at det er nogle vanartede unger, der ikke gør, som de har fået besked på, ligesom når ræveunger leger uden for rævegraven, siger han og tilføjer:

- Børn er nysgerrige – det er dyrebørn også – og så har de måske begivet sig ud, imens mor sover.

Ifølge Miljøstyrelsen bruger grævlingen sin gode lugtesans, når den leder efter føde. Dens lugtesans er omkring 700-800 gange bedre end menneskets.
Ifølge Miljøstyrelsen bruger grævlingen sin gode lugtesans, når den leder efter føde. Dens lugtesans er omkring 700-800 gange bedre end menneskets. Foto: Tine Laulund Hansen

Der kan dog også være en mere trist baggrund for, at tre grævlingeunger tilsyneladende går alene rundt en fredag ved højlys dag i Corselitze Østerskov.

Den store fragmentering af det danske landskab begrænser nemlig grævlingens færden, og trafikdrab er således den hyppigste dødsårsag for grævlinger.

- Det kan være, at grævlingemor er blevet dræbt – og så skal ungerne prøve at finde mad på egen hånd, hvad de formentlig ikke kan, forklarer Johnny Madsen.

Læs også
Død grævling dumpet foran fiskeforretning
Læs også
Død grævling dumpet foran fiskeforretning

Ifølge naturvejlederen bør alle dog gøre som Tine Laulund Hansen, hvis man er så heldig at møde en grævling.

- Man skal for guds skyld ikke gøre noget. For man ved ikke, om grævlingemor sidder et par meter væk, og der er fuld kontrol over situationen. Det kan vi ikke vide.

- Nyd synet, tag et par billeder og gå videre, lyder opfordringen således.

At der overhovedet findes grævlinger på Falster og for den sags skyld også Lolland, Sjælland og Fyn skyldes udsætninger i 1800-tallet, efter arten uddøde i disse egne for mere end 5.000 år siden.


Nyhedsoverblik