Død grævling dumpet foran fiskeforretning

Spørgsmålene står i kø for fiskehandler Martin Stanley Quaife, efter at en "spøjst udseende mand" tirsdag smed en afdød grævling foran hans forretning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et mysterium af de mere bizarre tog tirsdag formiddag sit udspring foran fiskeforretningen Annes Fisk i Nykøbing Falster.

Kort før åbningstid kom genboen til indehaver Martin Stanley Quaifes fiskeforretning nemlig for at berette, hvad han og konen just havde set udspille sig foran forretningen fra deres vindue på modsatte side af gaden.

Beretningen fik Martin Stanley Quaife til at spidse ører, og til TV2 ØST fortæller han:

- Nu fortæller jeg bare ordret, hvad jeg har hørt fra genboen. Men der kom en hvid bil, og ud af den steg en spøjst udseende mand, som har kigget lidt rundt, inden han så hev en sæk ud af vognen og bare dumpede den her grævling ud for hjørnet af butikken og kørt videre.

quote Hvis nogen har et udestående, kan de komme og få en snak i stedet for at lege Godfather

Martin Stanley Quaife, indehaver, Annes Fisk

Martin Stanley Quaife gik straks derefter ud af sin butik – og ganske rigtigt – der lå en grævling:

- Først og fremmest tænkte jeg "det er sgu da en grævling det der, de eksisterer ikke i Danmark". Eller det gør de jo så, men jeg har aldrig set en før. Jeg var lidt rundt på gulvet. Der gik lidt tid, før jeg tænkte, at jeg nok hellere må få den fjernet på en måde.

I første omgang forsøgte butiksindehaveren sig hos Falck. Men her blev der meldt hus forbi, da virksomheden ikke har nogen aftaler med Guldborgsund Kommune om afhentning af døde dyr.

I mangel på bedre gav Martin Stanley Quaife derfor politiet et opkald. Her blev anmeldelsen noteret, imens ordensmagten lod forstå, at det kunne være, Dyrenes Beskyttelse ville være behjælpelig med at få rovdyret fjernet fra fiskehandlerens matrikel.

Grævling
Foto: Privatfoto.

- Men de tager sig kun af nødlidende dyr, konstaterer Stanley Quaife, som måtte lade dyreværnsorganisationen forstå, at dyret var dødt:

- Det har ikke været særlig lang tid, den har været død, tænker jeg, for blodet så stadig ud til at være rimelig friskt og ikke størknet i ansigtet, siger han og tilføjer:

- Men vi fandt så ud af, det er kommunen, der tager sig af den her sag – og der gik ikke lang tid, før de kom og hentede den.

Formentlig en tilfældighed

Alt imens fiskehandleren stod i telefon-kø til diverse myndigheder i jagten på at få grævlingen afhændet, hobede spørgsmålene sig op:

- Vi er ikke kommet en opklaring nærmere, udover de hensynsløse kommentarer, vi har fået. Og jeg tror ikke, vi kommer det nærmere, fortæller Martin Stanley Quaife, som henviser til, at han kort efter fundet af den afdøde grævling delte et foto med sine oplevelser på Fiskeforretningens hjemmeside.

Her fik også Lolland-Falsters Folketidende nys om historien.

- Det var bare forargelse fra vores side, at man kunne finde på det – måske nogen kunne være hjælpsomme og have set noget, så man måske kunne komme lidt nærmere og få fat i vedkommende på en eller anden vis.

Selv tror Martin Stanley Quaife dog, at det er et sammentræf af omstændigheder, at den døde grævling endte netop foran hans forretning.

Læs også
Vil redde vilde dyr fra at blive dræbt i trafikken
Læs også
Vil redde vilde dyr fra at blive dræbt i trafikken

- Jeg tænker, det har været en tilfældighed, for jeg har ikke noget udestående med nogen, så vidt jeg ved, siger han og tilføjer:

- Men jeg tænker, at hvis nogen har et udestående, kan de komme og få en snak i stedet for at lege Godfather. Nu er det jo godt nok ikke et hestehoved, men en grævling ude foran – men jeg tager gerne en snak med folk.

Hvad skal du gøre, hvis du møder et skadet dyr?

  • Grævlingen findes i det meste af landet med undtagelse af mindre øer samt store øer som Bornholm, Samsø og Anholt, Læsø og Rømø.
  • At grævlingen findes på Fyn, Sjælland, Lolland og Falster skyldes udsætninger i 1800-tallet, da arten uddøde på disse øer for mere end 5.000 år siden.
  • Grævlingen et nataktivt dyr og tilbringer derfor de fleste lyse timer under jorden i en grævlingegrav. Den går ikke i vinterhi, men kan i perioder med meget sne forblive i grævlingegraven optil flere dage. 
  • Det er vigtigt, at du søger assistance, hvis du har skadet et vildt dyr eller et strejfende husdyr, eller hvis du bliver opmærksom på et efterladt trafikskadet dyr.
  • Hvis du står med et skadet, sygt eller ejerløst dyr, kan du kontakte Dyrenes vagtcentral på telefonnummer: 1812. Behandling af dyret er gratis.


Kilde: Miljøministeriet og Borger.dk

Skulle forbipasserende eller andre have oplysninger i sagen, er man ifølge indehaveren velkommen til at kontakte politiet med oplysninger.

- Det kunne være sjovt at se, hvad der kom ud af det. Jeg tvivler, men det er en god historie og lidt spøjst.


Nyhedsoverblik