Nykøbing Falster bryder ofrede alt for at nå OL: - Og så kvajer jeg mig

Fredrik Bjerrehuus, der til dagligt træner i Nykøbing Falster, tabte sin første kamp til OL, og det fik ham til at reflektere over sine valg i livet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Bryderen Fredrik Bjerrehuus, der til dagligt træner i brydeklubben Thor i Nykøbing Falster, tabte sin første kamp ved OL i Tokyo og kan dermed ikke længere vinde guld eller sølv.

Fredrik Bjerrehuus tabte 1-5 til ukrainske Parviz Nasibov, og medmindre ukraineren senere kæmper sig i finalen, så er den 31-årige dansker færdig i den olympiske brydeturnering.

Der er dermed en vis risiko for, at OL er slut efter bare seks minutters brydning.

- Det er helt sindssygt at tænke på. Jeg tænker bare, at det er løgn.

- Jeg har forsømt så mange familierelationer, så mange fødselsdage og konfirmationer - alt sådan noget.

quote Det er det her, jeg har kæmpet for, og så kvajer jeg mig. Jeg tænker; "skulle jeg have levet mit liv på en anden måde".

Fredrik Bjerrehuus

- Så står man efter seks minutter og har kvajet sig gevaldigt. Det er ikke det sjoveste, jeg har prøvet, siger Fredrik Bjerrehuus.

Danskeren bragte sig foran 1-0 efter godt et minut af første omgang, men Nasibov lavede hurtigt to point og førte 2-1 ved pausen før anden og sidste omgang.

Danskeren ærgrer sig især over, at han ikke udnyttede en såkaldt parterre, som han normalt mestrer. Her var Bjerrehuus øverst, mens den ukrainske modstander lå på knæ.

- Normalt laver jeg altid point der. Det er jeg rigtig god til. Måske påvirkede det mig mentalt, at det ikke lykkedes, siger Bjerrehuus.

Giver det hele overhovedet mening?

I anden omgang manglede danskeren med egne ord energi, og dermed endte det med en sikker sejr til Parvic Nasibov på 5-1.

Fredrik Bjerrehuus har ikke lagt skjul på, at OL var hans store mål inden for brydesporten. Han var blandt de første danske atleter, der blev udtaget i november 2019.

Midt i frustrationerne over det mulige exit i Tokyo spørger han også sig selv om, hvorvidt de mange ofringer på vej mod seks minutters brydning i Tokyo, har været det hele værd.

- Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 16 år for at komme til Nykøbing Falster for at træne med juniorlandsholdet. Senere flyttede jeg til København, men giver det hele overhovedet mening?

- Det er det her, jeg har kæmpet for, og så kvajer jeg mig. Jeg tænker; "skulle jeg have levet mit liv på en anden måde".

- Jeg kender ikke svaret. Måske er det det hele værd. Det er stort at være til et OL, men udfaldet var ikke det værd, siger Bjerrehuus.

På trods af nederlaget har Bjerrehuus stadig muligheden for at vinde bronze i 67-kiloklassen.

Det kræver dog, at modstanderen Parviz Nasibov går hele vejen til finalen. I brydning er reglerne sådan, at alle brydere, der er røget ud til en finalist, får en chance for at kæmpe med om bronze.

Nasibov vandt også sin kvartfinale, så ukraineren er nu klar til semifinalen og skal i aktion klokken 11.15 dansk tid. Vinder Nasibov, så skal Bjerrehus i aktion igen onsdag med mulighed for at vinde bronze.