Kommunaldirektør svarer på kritik af arbejdsmiljø

På trods af problemer med sagsbehandling og dårligt arbejdsmiljø, er kommunaldirektøren fuldt tilfreds med ledelsen i Guldborgsund Kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Krisemøder, bekymringsskrivelser og lovbrud.

De seneste dage har TV2 ØST fortalt om, hvor kritisk det står til i afdelingen for Børn og Familie i Guldborgsund Kommune. 

Ankestyrelsen og Socialstyrelsen har fundet en lang række fejl, mangler og lovbrud i flere sager, og medarbejderne har sendt bekymringsskrivelse til ledelsen, hvor de fortæller om utryghed og dårligt arbejdsmiljø.

Læs også
Arbejdsmiljø i kommune får hård kritik: - Det fungerer ad helvede til
Læs også
Arbejdsmiljø i kommune får hård kritik: - Det fungerer ad helvede til

I dag kan TV2 ØST fortælle om endnu et krisemøde i afdelingen i november sidste år. Mødets emne var psykisk arbejdsmiljø og trivsel.

Her beskriver ansatte i afdelingen for Børn og Familie, at der, på trods af at medarbejderne tidligere har sendt en bekymringsskrivelse til centerchef, Bodil Pedersen, intet er sket for at gøre medarbejderne mere trygge og højne arbejdsmiljøet.

Under mødet bliver det også beskrevet, at seks medarbejdere er sygemeldt helt eller delvist som følge af centerchefens indblanding i deres arbejde, samt at flere vil søge væk.

Sager i årevis

Men det er ikke nyt, at Guldborgsund Kommune er kommet i søgelyset. I flere år har der været store problemer især i afdelingen for Børn og Familie. 

I 2021 måtte daværende centerchef i afdelingen, Mads Larsen, fratræde sin stilling, efter han havde instrueret sagsbehandlerne i at spare penge på sagsbehandlingen - en instruks, som var ulovlig.

I kølvandet på sagen, fortalte medarbejdere i afdelingen allerede dengang om dårligt arbejdsmiljø, stress og sygefravær.

Siden har afdelingen haft fire chefer på halvandet år.

Intet at udsætte på ledelsen

Men hvorfor sker der ikke noget - og hvor mange sager kan den øverste leder for centeret, direktør for Social, Sundhed og Omsorg, Familie og Forebyggelse, Børn og Læring, Allan Ruders, tåle at have siddende på sig?

Det ville vi gerne have spurgt ham om, men han vendte aldrig tilbage på vores henvendelser. I stedet bad kommunaldirektør i Guldborgsund Kommune, Søren Bonde om, at vi lavede interviewet med ham.

Hvorfor stiller Allan Ruders ikke selv op?

- Det er fordi, det omhandler arbejdsmiljø. Men nu må du afklare med dig selv - vil du snakke med mig, eller vil du ikke snakke med mig?

Ok, så lad mig spørge dig. Med alle de sager, der har været i centeret gennem årene - er Allan Ruders så den rigtige mand på den post?

- Ja, helt bestemt da. Der er intet at udsætte på hans ledelse.

Hvor mange sager skal der til - og hvor mange år skal der gå - før den øverste ledelse - herunder dig - vurderer, at der er noget galt?

- Nu vil jeg ikke svare på hypotetiske spørgsmål - kun konkrete sager.

Ok, så helt konkret - nu har der været en række krisemøder om dårligt arbejdsmiljø, utryghed og mistrivsel. Det er ikke første gang  - hvornår sker der noget?

- De skrivelser og møder er netop udtryk for, at der sker noget. At der bliver lyttet, og der bliver taget hånd om det. Vi står i en situation, hvor alle - herunder tillidsrepræsentanter, ledelse og medarbejdere, gerne vil komme videre. Vi har løbende samtaler med medarbejderrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter. At der så er nogle anonyme henvendelser, kan vi jo ikke forholde os til, da de jo åbenbart ikke vil tale med os i ledelsen gennem deres repræsentanter. Nu skal vi se fremad.

Læs også
Hård kritik af Guldborgsund Kommunes sagsbehandling: - Vi aner ikke vores levende råd
Læs også
Hård kritik af Guldborgsund Kommunes sagsbehandling: - Vi aner ikke vores levende råd

Det sagde man også i 2021. Siden har der været fire chefer og senest en bekymringsskrivelse over centerchefen. Hvor mange gange skal man sige 'nu skal vi se fremad´?

- Det synes jeg altid, man skal sige. Og i den her situation giver det endnu mere mening at sige det, da der nu er en transformation i gang, så man forstår, at vi er til for borgernes skyld.

Men bekymrer det dig overhovedet ikke, at der er så meget uro?

- Jo, det gør det da helt bestemt.

Hvem skal så sørge for at rydde det uro op?

- Man kan meget passende se på hele samarbejdsstrukturen - altså fra hele kæden fra medarbejderne og op til ledelsen, der skal kigge på det. Det er et fælles arbejde.

Hvad vil du som kommunaldirektør gøre for at forbedre arbejdsmiljøet?

- Den proces er allerede i gang. Vi har været i gang siden i sommer -  og efter bekymringsskrivelsen fra medarbejderne har vi holdt møder om det. Senest her i det nye år, har vi også drøftet, hvordan vi kan komme videre og fokusere på at løfte arbejdsmiljøet, siger Søren Bonde.


 


  


 

   


Nyhedsoverblik