Arbejdsmiljø i kommune får hård kritik: - Det fungerer ad helvede til

Interne papirer og flere medarbejdere afslører dyb krise mellem ansatte og ledelse i Guldborgsund Kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere nuværende og tidligere medarbejdere fortæller, at den er helt gal med arbejdsmiljøet i Center for Trivsel og Social indsats i Guldborgsund Kommune. 

Det er især socialrådgiverne og sagsbehandlerne i Børn og Familie, der klager over utryghed og mistrivsel på arbejdspladsen.

TV2 ØST kunne i går afsløre, at Ankestyrelsen og Socialstyrelsens Task Force har fundet en lang række fejl, mangler og deciderede lovbrud i behandlingen af sager på det udsatte børne- og ungeområde i Guldborgsund Kommune. 

I dag kan TV2 ØST fortælle, hvordan alle medarbejdere i afdelingen har sendt en fælles skrivelse til Centerchef for Socialområdet, Bodil Pedersen.

Søndag kunne TV2 ØST fortælle, at sagsbehandlingen halter i Guldborgssund Kommune. Familien Kamper Johansen fra Sakskøbing har seks gange fået Ankestyrelsens ord for, at kommunen skal revurdere deres søns sag - men det er stadig ikke sket.

I brevet, som TV2 ØST har fået tilsendt i en konvolut, giver de i meget klare vendinger udtryk for, at centerchefen træffer beslutninger, der modstrider sagsbehandlernes afgørelser. Generelt fortæller medarbejderne, at de er utrygge, og flere medarbejdere lider af søvnbesvær, koncentrationsproblemer og stress.

Udover at skrive til centerchefen har medarbejderne også sendt skrivelsen til Social- og sundhedsdirektør i kommunen, Allan Ruders, samt Arbejdstilsynet og Dansk Socialrådgiverforening.

En alvorlig sag

I socialrådgiverforeningen bakker formand for Region Øst, Rasmus Balslev, medarbejderne op.

- Socialrådgiverne i Guldborgsund Kommune fortæller både i brevet og til os utvetydigt om dårlig trivsel og utryghed på jobbet. Der er stor udskiftning i medarbejderstaben, hvilket også indikerer, at der er en lang række problemer med arbejdsmiljøet, siger Rasmus Balslev.

Han medgiver, at det er en meget alvorlig sag, når samtlige medarbejdere sender et fællesskriv til ledelsen.

- Ja, det er ganske alvorligt. Og det er bekymrende, især når medarbejderne har prøvet at råbe ledelsen op flere gange, siger Rasmus Balslev.

Formand for Dansk Socialrådgiverforening Region Øst, Rasmus Balslev, er stærkt bekymret for arbejdsmiljøet i Guldborgsund Kommune
Formand for Dansk Socialrådgiverforening Region Øst, Rasmus Balslev, er stærkt bekymret for arbejdsmiljøet i Guldborgsund Kommune

Hvem er ansvarlig for det dårlige arbejdsmiljø - og ikke mindst for at rette op på det?

- Nu er en kommunes opbygning jo ret kompleks, men i sidste ende peger pilen jo på centerchefen og direktøren. Men politikerne har jo også et ansvar, hvis ledelsen ikke reagerer, siger Rasmus Balslev.

Socialrådgiverforeningen er gået i dialog med kommunen for at finde en løsning på den dårlige trivsel i afdelingen.

- Ad helvede til

Også nuværende og tidligere medarbejdere har ringet til TV2 ØST og fortalt om dårlig ledelse og dårligt arbejdsmiljø. Vi har talt med en håndfuld nuværende medarbejder, der alle ønsker at være anonyme.

Hvorfor ønsker I at være anonyme?

- Vi er bange for repressalier. Hvis vi står frem, så risikerer vi at blive fyret. Men det er ganske forfærdeligt at arbejde her. Flere er sygemeldte, og mange går og overvejer at finde et andet job, lyder kritikken.

En af dem, der har fundet et andet job, er Erling Hyldgaard. Han var ansat i afdelingen frem til marts sidste år, men blev sygemeldt netop på grund af det dårlige arbejdsmiljø og ikke mindst arbejdspresset. 

- Det var ad helvede til. Der var ingen retningslinjer, ingen handlingsplaner. Sagerne hobede sig op, og når jeg prøvede på at foreslå, at vi udarbejdede en strategi for, hvordan sagerne skulle bearbejdes, blev jeg ignoreret. Ledelsen svarede bare, 'at sådan har vi altid gjort'. Det var dybt frustrerende, når man tænker på, at det i sidste ende går ud over børnene og deres  familier, siger Erling Hyldgaard.

Til sidst kunne Erling Hyldgaard ikke holde det ud længere. Arbejdspres, det dårlige miljø og den konstante dårlige samvittighed af at tænke på, hvordan familierne blev behandlet fik ham til at sygemelde sig. 

Ifølge Erling Hyldgaard var det blandt andet problemer med arbejdsgangene i afdelingen, der til sidst gav ham stress.

I dag er han heldigvis på fode igen og sidder i et lignende job i en anden kommune. Et job, han elsker.

- Der er så mange dygtige socialrådgivere, som kæmper hver eneste dag for at gøre deres bedste for borgerne, men i Guldborgsund Kommune er der et konstant politisk krydspres, som gør, at man ikke kan bruge sin faglighed ordentligt. Hvis det skal ændres, så er det i toppen, der skal skiftes ud, siger Erling Hyldgaard.

Ingen kommentarer

TV2 ØST har forelagt kritikken for Centerchef, Bodil Pedersen.

- Jeg udtaler mig ikke om interne dokumenter. Og jeg vil kun generelt sige, at når der sker omstruktureringer, så vil der komme nogle udfordringer - det står i lærebøgerne, siger Centerchef på Socialområdet, Bodil Pedersen.

Centerchef for Socialområdet, Bodil Pedersen, vil ikke udtale sig om medarbejdernes kritik
(Foto: Tina Mortensen, TV2 ØST)
Centerchef for Socialområdet, Bodil Pedersen, vil ikke udtale sig om medarbejdernes kritik (Foto: Tina Mortensen, TV2 ØST)

Ifølge formand for Socialudvalget i Guldborgsund Kommune, Britta Lange (S), har kommunen fokus på at forbedre arbejdsmiljøet, men umiddelbart synes hun ikke, at der er nogle problemer med arbejdsmiljøet.

- Nej, det synes jeg ikke. Så længe vi har stor fokus på at forbedre det, så vi kan tiltrække dygtige medarbejdere, så synes jeg ikke, det er et problem. Og netop et ordentligt arbejdsmiljø er noget af det, som vi i alle udvalg i byrådet har stor opmærksomhed på at løfte, siger Britta Lange.



Nyhedsoverblik