Chef i kommune gav ulovlig instruks: Spar 100.000 på udsatte børn

En centerchef i Guldborgsund Kommune skrev til sine medarbejdere, at de skulle spare penge på alle deres sager - og det er ulovligt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 17. november 2020 skrev centerchef Mads Larsen i en mail til de ansatte i afdelingen for familie og forebyggelse i Guldborgsund Kommune. 

Her meldte han ud, at hver enkelt medarbejder skulle spare 100.000 kroner på deres sager, det kunne for eksempel være ved at sende et anbragt barn tilbage til den familie, de var blevet fjernet fra.

quote Man lægger ikke skjul på, at man godt ved, at det er noget ulovligt, man skal i gang med

René Christensen (DF), MF og byrådsmedlem, Guldborgsund Kommune.

Den instruks er ulovlig, og efter en anonym medarbejder har sendt chefens mails videre til Ankestyrelsen, er sagen nu endt som et punkt på dagordenen ved det kommende byrådsmøde.

- Jeg var noget rystet, da jeg læste sagen på dagsordenen, siger folketingspolitiker René Christensen (DF), der også sidder i byrådet i Guldborgsund Kommune.

- Hvordan kan man finde på at skrive sådan ud til medarbejderne? Man lægger ikke skjul på, at man godt ved, at det er noget ulovligt, man skal i gang med.

Et udklip af den mail, centerchefen sendte til medarbejderne.
Et udklip af den mail, centerchefen sendte til medarbejderne.

Mente overforbrug kunne koste folk jobbet

Centerchefen skrev i den første af flere mails til medarbejderne, at det kunne ende med at koste både dem og ham selv jobbet, hvis ikke der blev sparet på området. Afdelingen har nemlig et overforbrug på flere millioner kroner.

Det er naturligvis enormt kritisk, og hvis vi ikke gør noget nu for at stoppe blødningen, så er både mit, Mortens og jeres jobs i fare, skrev han. 

For trods en bevilling på 25 millioner kroner ekstra til området, er der fortsat et merforbrug, og det er et problem, mener René Christensen. 

- Jeg anerkender, at der er en udfordring, når de (Center for Familie og Forebyggelse, Red.) har et overforbrug på syv millioner kroner, men løsningsforslagene her er jo ulovlige, siger han.

- De skriger til himlen, og det er de stakkels børn, der betaler prisen, hvis det var blevet udført, siger politikeren.

Læs også
Tvist mellem kommune og plejeforældre tvinger 12-årig dreng på institution: - Det gør mig bange
Læs også
Tvist mellem kommune og plejeforældre tvinger 12-årig dreng på institution: - Det gør mig bange

Ville sende anbragte børn hjem igen

Centerchef Mads Larsen foreslog i mailen, at medarbejderne blandt andet kunne spare penge ved at sende børn, der er anbragt uden for hjemmet, tilbage til deres forældre.

Alle skal gennemgå deres sagsstammer og finde aktuelle besparelser for 100.000 kr. Hvordan I finder dem, er en faglig vurdering fra jeres side. Det kan være på at slette dobbeltforanstaltninger, det kan være på hjemgivelse, det kan være på afslutning eller decimering af sager, skrev han.

Og idéen om at hjemgive et anbragt barn for at spare penge falder i den grad René Christensen for brystet.

- At der er et barn, der er blevet anbragt uden for hjemmet, fordi barnet mistrives og måske endda bliver misrygtet i hjemmet, og så skriver man her, I kan også bare sende børnene hjem til deres forældre igen, det sparer vi penge ved, det er så voldsomt, siger han.

Læs også
Kommune tvinger Andreas væk fra sin plejefamilie - det er på kant med loven, siger Børns Vilkår
Læs også
Kommune tvinger Andreas væk fra sin plejefamilie - det er på kant med loven, siger Børns Vilkår

DF: - Der skal en redegørelse til

Ankestyrelsen har efter modtagelsen af centerchefens mails bedt Guldborgsund Kommune forklare, hvordan kommunen nu sikrer, at der ikke bliver truffet ulovlige afgørelser i Center for Familie og Forebyggelse.

Og det er netop svaret på dette spørgsmål, byrådet skal tage stilling til på deres næste møde.

quote Vi skal lægge os fladt ned og sige; det er en katastrofe, at den mail overhovedet er blevet sendt

René Christensen (DF), MF og byrådsmedlem, Guldborgsund Kommune.

I udkastet til svaret, står blandt andet:

Byrådet erkender, at der med de første instrukser er begået ulovlig forvaltning, men dette korrigeres allerede dagen efter den 18. november 2020 og flere gange hen over de følgende uger, således at det er gjort klart, at eventuelle tilpasninger først og fremmest skal ske på baggrund af rådgivernes konkrete socialfaglige vurderinger.

Men det svar er René Christensen er ikke tilfreds med. Han mener, der skal en redegørelse til, så det bliver klarlagt, hvorfor centerchefen mente, det var nødvendigt at presse medarbejderne til at spare, og om man fortsat kan have tillid til forvaltningen af området i kommunen.

- På det grundlag, der ligger her, kan jeg hverken have tillid eller mistillid. Det er også derfor, jeg undrer mig over, at vi ikke svarer Ankestyrelsen, at vi nu har sat en granskning i gang af området for at finde ud af, hvordan forvaltningen er, for vores forvaltning er jo i hvert fald udfordret, siger han.

- Vi skal lægge os fladt ned og sige; det er en katastrofe, at den mail overhovedet er blevet sendt, og nu skal vi selvfølgelig have gransket, hvordan en medarbejder kan føle, at han står i en situation, hvor han er nødt til at skrive sådan her på grund af et overforbrug på syv millioner, når vi har en omsætning på langt over 4 milliarder om året, siger René Christensen.

Simon Hansen, udvalgsformand i Børne-, Familie- og Uddannelsesudvalget i Guldborgsund Kommune. Arkivfoto.
Simon Hansen, udvalgsformand i Børne-, Familie- og Uddannelsesudvalget i Guldborgsund Kommune. Arkivfoto. Foto: Jan Vinholdt - TV2 ØST

Udvalgsformand har tillid til centerchefen

Simon Hansen (S), der er formand for børn, familie og uddannelsesudvalget i Guldborgsund Kommune, mener heller ikke at centerchefen skulle have skrevet til medarbejderen, at de risikerede at miste deres arbejde, hvis de ikke sparede 100.000 kroner hver.

- Den første mail, der er sendt fra centerchefen, er jeg bestemt heller ikke tilfreds med, og det er ikke den måde, vi skal kommunikere til vores medarbejdere på, siger han.

- Vi skal ikke ud at sende mails til medarbejderne, hvor de kan blive nervøse for, om det, de skal udføre i deres arbejde, er lovligt, eller at de bliver nervøse for deres stillinger, siger Simon Hansen. 

Læs også
Flere kommuner vil udnytte muligheden for tvangsadoption af børn
Læs også
Flere kommuner vil udnytte muligheden for tvangsadoption af børn

Han mener dog, at der nu er blevet rettet op på de ulovlige udmeldinger fra centerchefen.

- Det er blevet korrigeret med mails og to møder med medarbejderne, og vi har også fået en forklaring i udvalget, og den har Dansk Folkeparti også fået, som betrygger mig i, at vi ikke gør noget eller har igangsat noget, der er ulovligt, siger han. 

Læs også
Holbæk Kommune indrømmer problemer med tilsynet af privat dagbehandlingstilbud
Læs også
Holbæk Kommune indrømmer problemer med tilsynet af privat dagbehandlingstilbud

Derfor har Simon Hansen også fuld tillid til centerchefens arbejde, og han mener, at borgerne i kommunen kan stole på, at sager i Center for Familie og Forebyggelse bliver behandlet korrekt.

- Det kan de være helt trygge ved, og der er jo retssikkerhed i alle de afgørelser, vi træffer. Hvis man som borger ikke er tilfreds med den ydelse, man får af kommunen, kan man jo til en hver tid påklage det, siger han.

Forvaltningen i Guldborgsund Kommune ønsker ikke at kommentere sagen, da den nu er til behandling i byrådet.


Nyhedsoverblik