Nyt besøgscenter inviterer nysgerrige helt tæt på Femern-byggeriet

Frem mod 2029 skal Femern-tunnelen bygges. Det enorme arbejde bliver nu skildret i en ny udstilling.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Interessen for verdens længste sænketunnel til biler og tog er stor. Sådan oplever man det i hvert fald hos bygherren, Femern A/S, som har valgt at indrette et nyt, stort besøgscenter i Rødbyhavn.

quote Vi vil gerne nå ud til så mange og så bredt som muligt, og vi håber, både lokale og turister vil komme forbi

Jens Villemoes, pressechef i Femern A/S

- Vi kan mærke, at der er en kæmpe interesse for byggeriet. Ikke mindst i takt med at tunnelen bliver synlig ud for kysten. Den interesse er vi meget glade for, siger Jens Villemoes, der er pressechef i Femern A/S.

Han oplever, at byggeriet er blevet en lokal turistattraktion.

Derfor har Femern A/S besluttet at skrue op for formidlingen af byggeriet af den 18 kilometer lange sænketunnel.

- Det er lidt komplekst at komme ind på selve byggepladsen. Derfor laver vi den her udstilling, forklarer Villemoes.

Jens Villemoes, pressechef i Femern A/S, fortæller, at tunnelbyggeriet er blevet en lokal turistattraktion.
Jens Villemoes, pressechef i Femern A/S, fortæller, at tunnelbyggeriet er blevet en lokal turistattraktion. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

I stedet for forsøger man at bringe byggepladsen ind i udstillingen:

- Når man kommer ind, er det første, man møder, en nøjagtig kopi af den enorme 1,5 millioner kvadratmeter store fabrik og havn, hvor sænketunnelens elementer produceres, forklarer pressechefen og tilføjer:

- Man vil kunne se droneoptagelser fra området, plancher om byggeriet og nogle af de maskiner og byggematerialer, som anvendes, vil også blive forsøgt integreret, så man får oplevelsen af at komme helt tæt på.

Guider vil svare på spørgsmål

Informationscenteret indrettes i stueetagen på det nye bygherrecenter på Havnegade 2 i Rødbyhavn, som Femern A/S er ved at færdigindrette. Det er herfra hele byggeriet styres og følges nøje af ingeniørerne.

Foruden plancher og modeller af byggeriet vil også lokale guider gøre besøgende klogere på byggeriet af Femern-tunnelen. Udenfor besøgscenteret er der endvidere bygget en legeplads henvendt til de yngste, som i børnehøjde fortæller om projektet.
Foruden plancher og modeller af byggeriet vil også lokale guider gøre besøgende klogere på byggeriet af Femern-tunnelen. Udenfor besøgscenteret er der endvidere bygget en legeplads henvendt til de yngste, som i børnehøjde fortæller om projektet. Foto: Femern A/S/PR

- Vi har netop ansat lokale guider, som vil være til stede i åbningstiden og kunne besvare spørgsmål fra besøgende til byggeriet, siger Jens Villemoes og tilføjer:

- Vi vil gerne nå ud til så mange og så bredt som muligt, og vi håber, både lokale og turister vil komme forbi, ligesom vi håber, skoler og foreninger vil gøre brug af informationscenteret.

Læs også
Virtuelt spadestik åbner byggeriet af Femern-forbindelsen
Læs også
Virtuelt spadestik åbner byggeriet af Femern-forbindelsen

Centeret vil løbende blive opdateret og udbygget i takt med, at byggeriet skrider frem. Således finder man aktuelt spaderne fra de virtuelle spadestik til byggeriet ophængt i udstillingen.

Transportministrene fra begge sider af farvandet tog 1. januar i år det første spadestik – hvilket foregik virtuelt grundet corona-restriktionerne.

Når man kommer ind på udstillingen, er det første, man møder, en nøjagtig kopi af den enorme 1,5 millioner kvadratmeter store fabrik og havn, hvor sænketunnelens elementer produceres.
Når man kommer ind på udstillingen, er det første, man møder, en nøjagtig kopi af den enorme 1,5 millioner kvadratmeter store fabrik og havn, hvor sænketunnelens elementer produceres. Foto: Femern A/S/PR

Og netop corona-restriktionerne er også en stopklods i forhold til, hvornår det nye besøgscenter kan få lov til at åbne:

- Vi glæder os rigtig meget til at slå dørene op, hvilket vi gør så snart, det kan lade sig gøre, siger Villemoes.

Læs også
Tunnelindkørsel til Femern-forbindelsen tager form - skubber Lollands kyst 500 meter mod Tyskland
Læs også
Tunnelindkørsel til Femern-forbindelsen tager form - skubber Lollands kyst 500 meter mod Tyskland

Indtil da er der dog andre muligheder for at blive klogere på byggeriet.

Foruden TV2 ØSTs programserie "Vi bygger forbindelsen", så har Femern A/S også informationspunkter opsat ved Hyldtofte Strandvej samt ved platformen på Gammel Badevej. Her er der netop opsat nye plancher, og snart kommer der også en kikkert, så borgerne får en oplevelse af at komme helt tæt på byggeriet.

Det nye udstillingscenter bliver gratis at besøge. Åbningstiderne vil blive annonceret på Femern A/S' Facebook-side.


Nyhedsoverblik