Nyhedsoverblik

Frygter kollision mellem bil og tog

En jernbanebom på en befærdet vej gennem Haslev skaber utryghed, fordi den gang på gang ikke virker. Så sent som mandag formiddag svigtede den igen.

- Det virker sindssygt farligt, at det ikke virker.

Sådan siger Morten Møller fra Haslev, om den situation han flere gange har været vidne til. Bommene ved baneoverskæringen centralt i byen, der ikke går ned, når toget kommer.

- Det sker jo rigtig tit. Og på den lokale facebookgruppe bliver der jævnligt skrevet, at lyssignal eller bomanlæg ikke virker her, siger han.

Faxe Kommunes borgmester, Ole Vive (V), har fulgt situationen omkring det problematiske kryds tæt.

- Det startede for omkring to år siden, da der blev indført et nyt signalsystem til skinnerne. I starten var Banedanmark måske lidt svære at råbe op - men nu arbejder de tæt sammen med os i kommunen om at få problemet løst, siger han.

Hos Banedanmark, der ejer systemerne, understreger man, at borgerne ikke skal være bekymrede over udfaldet på bommene midt i Haslev by.

Systemet er indrettet sådan, at sikkerheden altid vægtes højest. Så snart der opstår en fejl i en overkørsel, får lokomotivføreren gennem signalsystemet besked om det og krydser overkørslen i gangtempo og bruger samtidig hornet for at advare, lyder det fra Dorte Brandt Møller, der er sektionschef i Banedanmark Signalsystemer, i et skriftligt svar på TV2 ØSTs forespørgsel.

Læs også
Jernbanebom svigter gang på gang: - Det virker sindssygt farligt
Læs også
Jernbanebom svigter gang på gang: - Det virker sindssygt farligt