Jernbanebom svigter gang på gang: - Det virker sindssygt farligt

En jernbanebom på en befærdet vej gennem Haslev skaber utryghed, fordi den gang på gang ikke virker. Så sent som mandag formiddag svigtede den igen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De røde lys på jernbanens bom begynder at blinke, men ingen af de fire bomme går ned. Samtidig er trafiklysene i de to nærtliggende lyskryds gået i sort, så absolut ingen teknik regulerer trafikken. 

På jernbaneskinnerne kommer et dobbeltdækkertog langsomt kørende gennem regnen bag et Vectron-lokomotiv fra stationen i Haslev, et par hundrede meter væk.

Sådan er situationen flere gange om ugen i øjeblikket i Haslev, hvor teknikken i et lyskryds gang på gang svigter trafikanterne i området.

Efter et par heftige hyl med togets alarmfløjte kører det langsomt ind over kørebanen foran bilerne, der heldigvis holder tilbage.

Videoen her viser, hvordan det ser ud, når bommene og lyskrydset ikke virker.

Flere gange i sidste uge, og senest mandag morgen og formiddag, var krydset ramt af det samme problem, hvor reguleringen af bommene på den befærdede Ringstedvej igen bryder sammen, og intet fysisk forhindrede biler, cyklister og fodgængere i at gå ud foran togene på skinnerne nær Haslev Station.

Læs også
Bommen går ikke ned, når toget kører forbi - lokale frygter for voldsomme ulykker
Læs også
Bommen går ikke ned, når toget kører forbi - lokale frygter for voldsomme ulykker

Morten Møller, der er selvstændig og bosat i Haslev, oplevede selv situationen i byen fredag, da han kom ud fra det lokale supermarked Rema 1000, og skulle køre mod sit hjem. Han har tidligere på ugen filmet situationen, da et tog skal krydse den meget befærdede trafikåre uden at bommene er gået ned.

- Det er totalt trafikkaos. De to lyskryds omkring jernbanen er ude af drift - og bomanlægget står åbent, mens advarselslamperne står og blinkede, fortæller han.

Problemerne med bommene på Ringstedvej har stået på gennem længere tid. Allerede i april måned 2023 stillede Faxe Kommune en række spørgsmål omkring sikkerheden i forbindelse med bommene.

Fredag holdt to biler foran ham i krydset - og de turde ikke køre over af frygt for, at der kom et tog.

- Vi holdt bare helt stille, mens der kom mere og mere kø. Til sidst steg jeg selv ud af bilen og gik hen for at se, om der kom tog. Der endte jeg med at dirigere trafikken, så vi kunne få situationen løst, fortæller han.

Bommen i Haslev ligger midt i Haslev by. Kort derfra ligger en anden bom, hvor der også har været problemer efter indførslen af nyt signalsystem.
Bommen i Haslev ligger midt i Haslev by. Kort derfra ligger en anden bom, hvor der også har været problemer efter indførslen af nyt signalsystem. Foto: Grafik: Nick Abildgaard - TV2 ØST

Teknisk sag

Problemerne med bommene på Ringstedvej har stået på gennem længere tid. Allerede i april måned 2023 stillede Faxe Kommune en række spørgsmål omkring sikkerheden i forbindelse med bommene.

Siden har der været problemer med nabobommen mellem Haslev og Holme Olstrup, der i en længere periode igennem efteråret ikke virkede. Der har dog ikke været problemer med den overkørsel siden december.

Læs også
Signalfejl skabte forsinkelser i morgentrafikken
Læs også
Signalfejl skabte forsinkelser i morgentrafikken

Situationen i Haslev er da også lidt kompleks. For bom-systemet er ejet af Banedanmark, mens lyssignalerne i lyskrydsene omkring stationen er ejet af Faxe Kommune. For at virke skal systemerne altså kunne tale sammen - og det fungerer ikke som det skal i øjeblikket. Typisk går både lysreguleringen og systemet til bommene ned samtidig.

Faxe Kommunes borgmester, Ole Vive (V), har fulgt situationen omkring det problematiske kryds tæt.

- Det startede for omkring to år siden, da der blev indført et nyt signalsystem til skinnerne. I starten var Banedanmark måske lidt svære at råbe op - men nu arbejder de tæt sammen med os i kommunen om at få problemet løst. Vi troede faktisk, at vi havde fået det løst i sidste uge - men det var altså ikke tilfældet, siger han.

Borgmester Ole Vive (V) foran den famøse jernbaneoverskæring i Haslev.
Borgmester Ole Vive (V) foran den famøse jernbaneoverskæring i Haslev. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Han betegner krydset som helt centralt i Haslev.

- Det er et af de allermest befærdede kryds i hele kommunen. Og vejen binder Haslev sammen. Når det ikke fungerer, så er det rigtig svært at komme fra den ene ende af kommunen til den anden. Det er megairriterende, når det ikke fungerer, lyder det fra borgmesteren.

Han understreger dog, at der er tale om kompliceret teknik, hvor to forskellige lyskryds skal tale sammen med signalsystemet.

Læs også
Borgmester kræver bro eller tunnel
Læs også
Borgmester kræver bro eller tunnel

- Vi har aftalt et nyt møde mellem teknikerne en af de kommende dage. Og det her er et teknisk problem, som de skal løse. Der kan hverken administrationen eller politikerne gøre så meget, siger han.

Ikke farligt

Hos Banedanmark, der ejer systemerne, understreger man, at borgerne ikke skal være bekymrede over udfaldet på bommene midt i Haslev by.

Det er vigtigt at understrege, at der ikke er noget farligt for borgerne. Systemet er indrettet sådan, at sikkerheden altid vægtes højest. Så snart der opstår en fejl i en overkørsel, får lokomotivføreren gennem signalsystemet besked om det og krydser overkørslen i gangtempo og bruger samtidig hornet for at advare, lyder det fra Dorte Brandt Møller, der er sektionschef i Banedanmark Signalsystemer, i et skriftligt svar på TV2 ØSTs forespørgsel.

Det er tilsyneladende en udfordring mellem kommunikationen mellem bom-anlægget og to lyskryds, der skaber problemerne i Haslev.
Det er tilsyneladende en udfordring mellem kommunikationen mellem bom-anlægget og to lyskryds, der skaber problemerne i Haslev. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Hun forstår dog godt frustrationen over udfordringerne med bommene.

- Der er ingen tvivl om, at det er forstyrrende, når der er fejl på en overkørsel. Der er tale om et fælles problem, hvor Faxe Kommunes lysregulering og Banedanmarks overkørselsanlæg ikke taler ordentligt sammen. Vi arbejder derfor tæt sammen om at løse problemet og er lige nu i gang med at finde og rette fejlen. 

- På overkørslen i Haslev oplever Banedanmark i øjeblikket yderligere et problem, der relaterer sig til signalsystemet. Det er ikke tilfredsstillende, men vi arbejder på højtryk for at rette fejlen, understreger hun.

Irriterende problem

Forsikringerne til trods, så er Morten Møller dog fortsat usikker på udfordringen i Haslev.

- Det sker jo rigtig tit. Og på den lokale facebookgruppe bliver der jævnligt skrevet, at lyssignal eller bomanlæg ikke virker her, siger han.

- Jeg bor oppe midt i Haslev - men det kan jo høres helt ud i den anden ende af byen, når togene tuder, siger han. Nu har vi jo fået en hurtig togforbindelse til København, så der kommer jo rigtig mange tog igennem Haslev Station, så det larmer jo frygteligt, siger han.

Han frygter samtidig, at der på et tidspunkt opstår en situation, som nødsystemerne ikke kan beskytte mod.

Han er dog særligt bekymret over bommene.

- Det virker sindssygt farligt, at det ikke virker. Jeg ved godt, at der er sikkerhedsforanstaltninger - men en dag går det galt, og så kan der holde en bil på skinnerne, der ikke kan komme væk, når toget kommer, siger han.


Nyhedsoverblik