Entreprenør erkender: Nu skrider tidsplanen for Storstrømsbroen

Selskabet, der bygger den nye Storstrømsbro, har hidtil fastholdt, at have broen klar for biltrafik i 2024. Nu er tidsplanen blevet justeret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kalenderen viser 2022. Det er året, hvor de første biler ifølge de oprindelige planer skulle have kørt ud på en funklende ny Storstrømsbro mellem Falster og Masnedø.

Forsinkelserne har dog stået i kø, og der er stadig lang vej endnu. Senest i december 2021 blev planerne atter en gang udskudt, og lige nu hedder prognosen for en broindvielse 2025 for biltrafik.

I hvert fald hvis man spørger bygherren, Vejdirektoratet, som sidste år reviderede tidsplanen efter en uvildig tredjepartsvurdering af byggeriet.

Entreprenøren, det italienske konsortium, der bygger broen, Storstrøm Bridge Joint Venture, SBJV, har derimod hidtil fastholdt, at forsinkelsen kan holdes nede på to år med premiere for biltrafik på broen i 2024.

quote Siden er også leveranceproblemer som følge af krigen i Ukraine begyndt at spøge

Niels Gottlieb, projektchef, Vejdirektoratet

Eller sådan hed det sig i hvert fald indtil for nyligt, fortæller projektchef i Vejdirektoratet Niels Gottlieb til TV2 ØST:

- Entreprenørens seneste arbejdsplan siger, at broen er færdig i starten 2025.

Niels Gottlieb, projektchef i Vejdirektoratet for byggeriet af den nye Storstrømsbro.
Niels Gottlieb, projektchef i Vejdirektoratet for byggeriet af den nye Storstrømsbro. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Og yderligere forsinkelser kan i den forbindelse ikke afvises.

- Siden er også leveranceproblemer som følge af krigen i Ukraine begyndt at spøge, forklarer Niels Gottlieb og tilføjer:

- Entreprenøren har adviseret os om, at situationen kan få betydning for fremdriften – som altså slet og ret har betydning for, hvornår broen står færdig.

Indtil videre ændrer det dog ikke ved Vejdirektoratets vurdering af tidsplanen, hverken i den ene eller anden retning.

- Vi synes, det er for tidligt at fremrykke endnu. Vores vurdering hedder fortsat slutningen af 2025, siger Niels Gottlieb og tilføjer:

- Men jeg vil bestemt ikke afvise, at det kan føre til yderligere forsinkelser.

Det store fundament til pylonen blev sat ud efter store forsinkelser i oktober 2021. To måneder senere blev projektets slutdato udskudt med et år. I den forbindelse skrev projektchef i SBJV, Aldo Cattaneo, til TV2 ØST: - Vi har noteret os, at Vejdirektoratet ud fra en tredjepartsvurdering mener, at en senere åbning er mere realistisk, men SBJV arbejder fortsat på at fastholde tidsplanen for 2024.
Det store fundament til pylonen blev sat ud efter store forsinkelser i oktober 2021. To måneder senere blev projektets slutdato udskudt med et år. I den forbindelse skrev projektchef i SBJV, Aldo Cattaneo, til TV2 ØST: - Vi har noteret os, at Vejdirektoratet ud fra en tredjepartsvurdering mener, at en senere åbning er mere realistisk, men SBJV arbejder fortsat på at fastholde tidsplanen for 2024. Foto: Vejdirektoratet

Det italienske konsortium bekræfter over for TV2 ØST, at tidsplanen er blevet "justeret".

- Det er rigtigt, at vores arbejdsplan er blevet udskudt "et par måneder", siger pressetalsmand Christian Lemvigh, der videre oplyser, at dette betyder, man nu forventer broen færdig i starten af 2025.

Strid om milliarder

Det er dog ikke kun et spænd på 10-12 måneder i en tidsplan, hvor bygherre og entreprenør har svært ved at nå til enighed.

I forbindelse med præsentationen af den seneste tidsplan i december 2021 præsenterede Vejdirektoratet entreprenøren for krav om dagbøder i takt med, at datoen for færdiggørelsen bliver overskredet.

Her sagde anlægsdirektør i Vejdirektoratet, Erik Stoklund Larsen:

- Selvfølgelig vil jeg beklage, at det her sker, og det er selvfølgelig dybt utilfredsstillende for os at kunne konstatere den her forsinkelse.

I januar 2022 fortalte Lars Henriksen, area manager i Danmark og Sverige Itinera, der er en del af SBJV, at man nu bygger fra begge sider. Han fastholdte her prognosen om en bro klar til biltrafik i 2024: - Vi mener med de tiltag, som vi har iværksat, og som vi kommer til at iværksætte her i løbet af året, så kan vi gennemføre det i henhold til vores egen tidsplan.
I januar 2022 fortalte Lars Henriksen, area manager i Danmark og Sverige Itinera, der er en del af SBJV, at man nu bygger fra begge sider. Han fastholdte her prognosen om en bro klar til biltrafik i 2024: - Vi mener med de tiltag, som vi har iværksat, og som vi kommer til at iværksætte her i løbet af året, så kan vi gennemføre det i henhold til vores egen tidsplan. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

To måneder senere kvitterede SBJV med et krav på yderligere to milliarder kroner for ulejligheden med at bygge det, som skal blive nationens tredje-længste bro.

- Vi er fuldstændig uenige, vi er meget langt fra hinanden, sagde Erik Stoklund Larsen i den forbindelse.

quote Vi står i hvert vores ringhjørne

Niels Gottlieb, projektchef, Vejdirektoratet

Her et lille halvt år senere er man ikke nået nærmere et forlig.

- Vi står i hvert vores ringhjørne, siger Niels Gottlieb til TV2 ØST.

Striden handler dels om, hvor store dele af forsinkelserne skyldes benspænd fra corona, og hvor meget entreprenøren burde have leveret til aftalte tid. Alt imens mener entreprenøren også, at Vejdirektoratet bærer en del af ansvaret for "den manglende fremdrift", forklarer Gottlieb:

- Det er en del af hele det økonomiske krav, de har rejst. Det er vi slet ikke i bund med hverken at analysere eller drøfte med entreprenøren.

Arbejder fra begge sider

Fra begge sider af bordet til byggemøderne på det i alt fire milliarder kroner store byggeri er der dog enighed om, at man kæmper for at få broen færdig så hurtigt som muligt.

Sådan kommer den nye Storstrømsbro til at se ud.

Et af de tiltag, som SBJV har sat i værk for netop at fremskynde byggeriet, er at bygge fra hver side.

- Det gør, at tingene og tidsplanen er lidt mere robust. Således vil man, hvis der opstår problemer eksempelvis med en bropille på den ene side kunne skifte over til den anden side, imens problemet bliver løst. Det betyder også, at entreprenøren skal sætte mere materiel ind, forklarer Niels Gottlieb.

Læs også
Ny Storstrømsbro forsinket - nu bygger italienske brobyggere fra begge sider
Læs også
Ny Storstrømsbro forsinket - nu bygger italienske brobyggere fra begge sider

Det er dog for tidligt at sige, om strategien vitterligt vil indhente noget af det tabte.

- Vi kan kun se payoff af denne strategi i forhold til den fremtidige planlægning, når entreprenøren begynder at løfte og montere elementer, påpeger projektchefen og tilføjer:

- Men vi kan se en idé i at arbejde på flere fronter for ikke at blive sat i stå, hvis du går i stå et sted.

Storstrømsbroen fra 1937 skal efter planen rives ned, når den nye bro står færdig.
Storstrømsbroen fra 1937 skal efter planen rives ned, når den nye bro står færdig. Foto: Rambøll

Alt imens skal den gamle bro fra 1937 fortsat kunne holde til bil og togtrafik. For sidstnævnte frem til i hvert fald år 2027.

- Det, vi har undersøgt og meddelt, er, at vi forventer – for man kan aldrig sige alt med 100 procent sandsynlighed – at broen kan klare banetrafik til 2027 som minimum. Og vejtrafik til i hvert fald 2025, siger projektchefen og tilføjer:

- Også selvom der skulle opstå flere forsinkelser. Det kræver en mere intensiv overvågning og eftersyn af broen, hvilket vi også har haft de seneste år.

SBJV har ikke ønsket at give et interview om den aktuelle tidsplan, men bekræfter over for TV2 ØST, at man "arbejder benhårdt" for at få broen færdig, og at man er i "god dialog" med bygherren om de beskrevne uenigheder.


Nyhedsoverblik