Fem kommuner har nu bekymrende mange coronasmittede

Sorø, Ringsted, Stevns og Kalundborg føjer sig til Slagelse på sundhedsmyndighedernes bekymringsgrænse over antal smittede, viser nye tal.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I løbet af den seneste uge er der registreret et bekymrende højt antal smittede personer med coronavirus i fem kommuner i Region Sjælland.

Det fremgår af Statens Serum Instituts tal over antallet af smittetilfælde i landets 98 kommuner i løbet af de seneste syv dage.

Mens Slagelse i forvejen lå på listen, er Sorø, Ringsted, Stevns og Kalundborg kommuner kommet over sundhedsmyndighedernes såkaldte bekymringsgrænse, hvor snitfladen går ved 20 smittede per 100.000 indbyggere i løbet af en uge.

Kommuner, der overskrider den grænse, bliver fulgt nøje.

Artiklen fortsætter under grafikken. 

Grafik: Nick Abildgaard

Der har i alt været 74 nye smittetilfælde i Slagelse Kommune den seneste uge, som aktuelt har et smittetal per 100.000 på 94. Tallet er det syvende højeste på landsplan, hvor i alt 52 kommuner ligger over bekymringsgrænsen.

Smitteudbruddet i Slagelse har især været voldsomt på Lille Egede Friskole nær landsbyen Boeslunde, hvor 49 lærere og elever aktuelt er testet positivt for coronavirus. Udbruddet skyldtes en lærers deltagelse i en konfirmation i København, hvor konfirmanden var smittet. 

Lille Egede Friskole
Læs også
Smittetal på friskole er steget - men ingen nye tilfælde i halvandet døgn
Lille Egede Friskole
Læs også
Smittetal på friskole er steget - men ingen nye tilfælde i halvandet døgn

Tilstanden i Slagelse fik torsdag i sidste uge Region Sjælland til at øge den daglige testkapacitet. Samtidig sendte Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi flere betjente på gaden for at sikre, at cafeer, barer og restauranter overholder restriktionerne.

I Sorø, hvor der er konstateret 12 nye tilfælde, ligger smittetallet per 100.000 på aktuelt 40 i løbet af den seneste uge. Også her er skoleområdet blevet ramt. I en mail til TV2 ØST oplyser kommunen, at eleverne i tre 5. klasser på Frederiksberg Skole tirsdag er blevet sendt hjem. I sidste uge blev to 5. klasser og to tværgående klasser sendt hjem på Pedersborg Skole, mens daginsitutionen Magdalenehaven sendte børnehavedelen hjem. 

Antallet af indlagte stiger

Antallet af indlagte patienter med coronavirus er steget den seneste uge i Region Sjælland. Tirsdag er fem indlagte, mens tallet var 0 den 9. september. Ingen af de indlagte ligger dog på en intensivafdeling.

I alt er 265.966 personer blevet testet i Region Sjælland, og 127 har mistet livet.

På landsplan er der tirsdag for fjerde dag i træk over 300 personer, som er blevet testet positiv for coronavirus. Det eksakte smittetal tirsdag er 334 personer.


Nyhedsoverblik