Ventetiden på høreapparater er alt for lang. Og det kan have meget store konsekvenser for dem, der venter. Det mener sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), der nu vil gribe ind overfor de lange ventetider på høreapparater. Det skriver Sjællandske.
Som TV ØST fortalte i februar, så er ventetiden i Region Sjælland igen vokset, så mange nu må vente i op mod to år på at få et høreapparat.
Ministeren henviser til, at der allerede er afsat 200 millioner kroner på at få ventetiden ned, og henviser til, at den foreslåede sundhedsreform vil gøre forholdene for hørepatienter bedre.
Høreforeningen efterlyser dog, at der indføres en behandlingsgaranti på høreapparater på 30 dage, ligesom man ser på en række andre behandlingstyper.