Kommune vil anlægge sti gennem families grund - men det er ulovligt

Et hus ved Maglesø i Holbæk, der har været traktørsted I 78 år, er endt som centrum i en strid mellem ejerne af bygningen og Holbæk Kommune. Foto: TV ØST

Vejdirektoratet har skudt Holbæk Kommunes ekspropriation af en sti ned til Maglesø ned. Behovet er ikke stort nok til at overtage jorden.

En strid om adgangen til det naturskønne område Maglesø syd for Holbæk har taget en ny drejning.

Det sker efter Holbæk Kommune af Vejdirektoratet har fået afslag til at ekspropriere en sti ned til Maglesø igennem haven ved det tidligere Maglesø Traktørsted, der ejes af Niels og Line Hede Rohde.

Det bekræfter Vejdirektoratet overfor TV2 ØST.

Det virker som om, de prøver at køre os ned, og få os til at sælge huset igen

Niels Hede Rohde

Ejerne af Maglesø Traktørsted havde klaget over ekspropriationen til Vejdirektoratet, der er klagemyndighed på området.

Vejdirektoratet har efterfølgende afgjort, at ekspropriationen ikke er lovlig, da den ikke opfylder kravet til nødvendighed. Det fremgår af direktoratets afgørelse.

Ikke nødvendig nok

Holbæk Kommune havde begrundet kravet til ekspropriation i Naturbeskyttelsesloven, der skal sikre adgang til veje og stier.

Men Vejdirektoratet fastslår, at nødvendighedskravet i dette forhold indebærer, at ekspropriationen er ulovlig, hvis det tilsigtede, kan opnås uden ekspropriation eller ved en mindre omfattende ekspropriation.

De udelukker heller ikke, at ekspropriation kunne være lovlig, hvis formålet var andet og mere end at sikre adgang til et område.

Familie glæder sig over beslutning

Formanden for Udvalget for Klima og Miljø i Holbæk Kommune, John Harpøth (DF), havde ikke hørt om afgørelsen, da TV2 ØST onsdag kontaktede ham.

- Det er nyt for mig. Det er ikke noget, som vi politikere er blevet orienteret om endnu, siger han.

De prøver at køre os ned

Niels Hede Rohde

Derfor ønsker John Harpøth ikke at udtale sig yderligere om sagen på nuværende tidspunkt.

Mens Holbæk Kommune er kede af afgørelsen, så er lettelsen derimod stor hos ejerne af Maglesø Traktørsted.

- Vi er meget lettede og glade over, at kommunen ikke på den måde kan gå ind og tage en del af vores ejendom, og vi selv kan bestemme, hvad vi vil bruge vores jord til, siger Niels Hede Rohde.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det er adgangen til stisystemet omkring Maglesø, der har givet anledning til sagen. Adgangevejen til den ene sti (markeret med rød cirkel) har været spærret med en kæde, så offentligheden ikke kunne passere. Foto: Skraafoto.dk, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

Han er ked af den langvarige kamp mod Holbæk Kommune.

- Det virker som om, de prøver at køre os ned, og få os til at sælge huset igen. Det virker som om, at de bruger deres mange kræfter og resurser på at tromle os ned. Vi har ikke de samme kræfter, men sidder nu tilbage med en lille juridisk sejr – og en kæmpe advokatregning. Den skal vi jo selv betale, mens kommunens folk jo har den store kommunekasse i ryggen, siger Niels Hede Rohde.

Vil have dialog med kommunen

Nu opfordrer Niels Hede Rohde kommunen til komme i dialog med parret og finde en løsning på problemet med adgang til Maglesø.

- Vi er kommet med en række alternative løsninger og har tilbudt blandt andet at lave et fortov og en handicapparkeringsplads. Men det virker ikke som om, at de er interesseret i at få en dialog med os. Men de må jo have vidst, de stod med en meget svær sag. Og det virker også som om, at de bruger rigtig mange kræfter på denne sag, siger Niels Hede Rohde, der i en periode har følt sig overvåget af kommunens folk.

- Vi har tidligere været aflastningsfamilie for familier. Og jeg skal gerne kunne sige, at jeg kan se andre områder, hvor kommunen kunne bruge pengene bedre, end på en dum juridisk kamp mod os, som de alligevel ikke ser ud til at kunne vinde, siger han.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App