Store støttebeløb til Waves Festival 2021: - Ambitionerne er høje

Cantabile 2 modtager to støttebeløb fra Statens Kunstfond og Vordingborg Kommune til scenekunstfestivalen WAVES Festival 2021.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det økonomiske fundament for WAVES Festival 2021 er sikret.

Egnsteatret Cantabile 2, der står bag scenekunstfestivalen WAVES i Vordingborg, har nemlig modtaget 750.000 kroner fra Statens Kunstfond samt 290.000 kroner fra Vordingborg Kommune til festivalen i 2021.

Det skriver Cantabile 2 i en pressemeddelelse.

quote Det udvalg, de laver for i virkeligheden relativt få penge, synes jeg, har gjort WAVES til en meget væsentlig del af det danske festival- og scenekunstliv igennem de sidste mange år

Lars Seeberg, formand for Projektstøtteudvalget for Scenekunst, Statens Kunstfond

-  Vi er oprigtigt glade for denne blåstempling fra Statens Kunstfond og fra Vordingborg Kommune. Vi oplever det som en kæmpe opbakning og et ønske om, at vi fortsætter arbejdet med at skabe og præsentere unik scenekunst af virkelig høj kvalitet her i Vordingborg Kommune, fortæller Maria Westh Hage, der er producent for Cantabile 2. 

Væsentlig scenekunstfestival i Danmark 

Cantabile 2 har selv søgt om penge til festivalen gennem Statens Kunstfond, som har resulteret i de 750.000 kroner. 

Lars Seeberg, der er formand for Projektstøtteudvalget for Scenekunst hos Statens Kunstfond, oplyser, at WAVES Festival 2021 blandt andet har fået pengene, fordi festivalen, trods sin relativt lille størrelse, har en væsentlig betydning for scenekunsten i Danmark.   

- Det er blevet en institution, som kører i en hel uge, hvor de har fundet spændende gadeteater ude omkring i verden, som kommer til Vordingborg. Det udvalg, de laver for i virkeligheden relativt få penge, synes jeg, har gjort WAVES til en meget væsentlig del af det danske festival- og scenekunstliv igennem de sidste mange år, siger Lars Seeberg. 

Vordingborgs signaturevent

De 290.000 kroner fra Vordingborg Kommune kommer, fordi kommunen i december udnævnte fem såkaldte signaturevents, hvor WAVES-festivalen er iblandt. Det betyder, at WAVES-festivalen fremover har særstatus i kommunen, og at arrangørerne dermed modtager et støttebeløb uden selv at skulle ansøge om det.  

- Det er en god basis for at kunne fortsætte, sagde leder af Cantabile 2, Nullo Facchini, dengang festivalen blev udnævnt som signaturevent.  

Skjult Nummer
Læs også
Teaterforestilling fra Vordingborg er nomineret til Årets Reumert
Skjult Nummer
Læs også
Teaterforestilling fra Vordingborg er nomineret til Årets Reumert

Arbejdet med WAVES Festival 2021 er skudt i gang

Nullo Facchini er ansvarlig for hele festivalens kunstneriske program, og han indledte i starten af 2020 sin research i Europa for at spotte de nyeste tendenser indenfor scenekunst, som skal være en del af WAVES Festival 2021. Cantabile 2 oplyser, at ambitionerne til næste års festival er høje, fordi festivalen i 2019 var så stor en succes.     

- På de indre linjer er der sat fokus på arbejdet med fundraising, og den indledende kontakt med tidligere og potentielt nye sponsorer er sat i gang for at sikre en lokal forankring til glæde for alle parter, skriver Cantabile 2 i pressemeddelelsen.  

Cantabile 2 har arrangeret festivalen for scenekunst i Vordingborg hvert andet år siden 1991, og WAVES Festival 2021 bliver dermed den 16. festival i rækken.   


Nyhedsoverblik