Stemplet som kriminel på grund af fartbøde - nu har Katrina fået sit statsborgerskab

En gammel fartbøde blokerede for Katrina Kuhres mulighed for dansk statsborgerskab. I dag fik hun det dog efter flere års ventetid.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det var egentlig bare en fartoverskridelse på 16 kilometer i timen. Men en gammel fartbøde har i flere år spøgt i Katrina Kuhres liv og frataget hende muligheden for at blive dansk statsborger. Efter flere års ventetid lykkedes det dog endelig i dag.

- Jeg er lettet og glad. For det har været en lang rejse, fortæller Katrina Kuhre, der bor på Møn og arbejder som skoleleder.

Katrina Kuhre kom til Danmark i 1974 med sin danske mor og britiske far, da hun var halvandet år gammel, og med sig til Danmark havde hun et britisk statsborgerskab.

quote Det var et kæmpe chok. Jeg blev mega ked af det

Katrina Kuhre, Møn

Vejen til at få et dansk et af slagsen har, som vi tidligere har kunnet fortælle her på TV2 ØST, været lang. I 2018 ansøgte hun om dansk statsborgerskab, men i november 2020 fik hun afslag. Grunden til afslaget var, at Katrina Kuhre havde fået en fartbøde på 3.000 kroner for at køre 16 kilometer i timen for stærkt et sted, hvor der var vejarbejde.

Læs også
ADHD har udskudt Milles køreprøve i et halvt år - og hun venter stadig
Læs også
ADHD har udskudt Milles køreprøve i et halvt år - og hun venter stadig


På grund af bødens størrelse blev hun stemplet som kriminel, og derfor blev muligheden for et dansk statsborgerskab udskudt.

- Det var et kæmpe chok. Jeg blev mega ked af det og havde slet ikke regnet med at få afslag, lød det for et år siden fra Katrina Kuhre.

Katrina Kuhre fremviser her det formelle bevis på, at hun nu er dansk statsborger.
Katrina Kuhre fremviser her det formelle bevis på, at hun nu er dansk statsborger. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Radikal: Skør udlændingepolitik

Hun både taler dansk og føler sig helt dansk, og hun fandt det helt uforståeligt, at fartbøden skulle blokere for statsborgerskabet. 

- Jeg har ligesom alle andre betalt den bøde, som er helt rimeligt, at man skal betale, når man kører for stærkt. Men at sige, at jeg ikke kan få et statsborgerskab på grund af det, synes jeg er fuldstændig ude af proportioner, lød det sidste år fra Katrina Kuhre.

quote Vores udlændingepolitik er blevet skør

Andreas Steenberg, Radikale

Samme holdning havde Radikales indfødsretsordfører Andreas Steenberg.

- Det her er et eksempel på, at vores udlændingepolitik er blevet skør. Den her - efter min mening - danske kvinde burde jo ikke skulle igennem en årelang proces for at blive dansk statsborger på grund af en fartbøde. Det er skørt, og det er urimeligt, og jeg synes, at hun skulle have lov til at blive statsborger, lød det sidste år fra Andreas Steenberg.

Med et håndtryk og to underskrifter blev Katrina Kuhre i dag dansk statsborger.
Med et håndtryk og to underskrifter blev Katrina Kuhre i dag dansk statsborger. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Ceremoni på rådhuset

Dansk statsborger var da også, hvad Katrina Kuhre endelig blev i dag, da hun deltog i en grundlovsceremoni i byrådssalen på Vordingborg Rådhus.

- Det føles helt vildt godt. Jeg blev pludselig helt vildt nervøs og også lidt berørt, for det har været så omstændigt og taget så lang tid, siger Katrina Kuhre.

- Men nu har jeg fået det statsborgerskab, der passer til mig, synes jeg.

Katrina Kuhre med hund
Læs også
Katrina fik afvist statsborgerskab på grund af fartbøde - forsker kalder reglerne for firkantede
Katrina Kuhre med hund
Læs også
Katrina fik afvist statsborgerskab på grund af fartbøde - forsker kalder reglerne for firkantede

At statsborgerskabet nu er kommet i hus, skal selvfølgelig fejres

- Jeg skal ud og spise med vores gode venner - og i morgen skal personalet have den kage, jeg har lovet dem for lang tid siden, griner Katrina Kuhre.

VIDEO: Katrina Kuhre stod sidste år frem med sin historie. Se eller gense videoen her:



Nyhedsoverblik