Omdiskuteret rådhusbyggeri bliver 21,5 millioner dyrere

Prisen på byggematerialer er stukket af, og det rammer nu byggeriet af det nye rådhus i Vordingborg Kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er oprørte vande i Vordingborg Byråd, efter en budgetoverskridelse på 21,5 millioner kroner for det nye rådhusbyggeri er blevet præsenteret.

Det i forvejen 120 millioner kroner dyre og stærkt omdiskuterede rådhusbyggeri er blevet yderligere fordyret af stigende priser på byggematerialer, men ifølge borgmester Mikael Smed (S) er der ingen vej uden om. Regningen må sluges, hvilket et flertal på 17 mod 12 i byrådet er enige om.

- Vi bliver nødt til at gå videre med det her byggeri, for alternativet er, at vi skal hælde en hel masse penge i det gamle rådhus, siger borgmester Mikael Smed.

- Vi har nogle påbud fra Arbejdstilsynet, der ligger, og dem har vi kun midlertidig afhjulpet – idet vi traf en beslutning om at bygge nyt rådhus. Derfor er vi nødsaget til at gå videre og kan ikke udskyde det eller vente, som ellers ville være det helt fornuftige købmandskab at gøre.

quote Vi føler, det er økonomisk uansvarligt at bruge så mange penge et byggeri

Karina Fromberg (V), byrådsmedlem

Derimod mener oppositionen, at en prisstigning - svarende til godt og vel 16 parcelhuse i den sydsjællandske kommune - bør give anledning til at slå en bremse i projektet.

- Vi føler, det er økonomisk uansvarligt at bruge så mange penge et byggeri, når vi har så mange andre ting her i vores kommune, vi kunne bruge penge på i stedet for. Der tænker jeg på opdatering af vores skoler, idrætsfaciliteter – vi har også havne i vores kommune, som trænger til noget renovering, siger Karina Fromberg, som er Venstres spidskandidat til det kommende kommunalvalg.

Venstres borgmesterkandidat i Vordingborg er arge modstander af planerne for det nye rådhus, og ekstraudgiften hjælper ikke spor på deres holdning.
Venstres borgmesterkandidat i Vordingborg er arge modstander af planerne for det nye rådhus, og ekstraudgiften hjælper ikke spor på deres holdning. Foto: Anders Garde - TV2 ØST

Venstre støttes i sin kritik af Dansk Folkeparti. Begge partier mener, at det giver bedre mening at renovere det gamle rådhus:

- Der er helt klart nogle ting, der skal renoveres og opdateres og rådhuset er jo også blevet renoveret løbende, siger Karina Fromberg.

Men helt så enkelt er det ifølge borgmesteren ikke.

- Man kan gamble, hvis man vil. Det vil vi ikke gøre i det flertal, der har truffet den her beslutning om at gå videre med rådhusbyggeriet, siger borgmester Mikael Smed (S).

- Den ret store risiko ligger i, at Arbejdstilsynet kommer og siger, at "nu har I udsat det her byggeri på ubestemt tid, og så vil vi bede jer udbedre det, vi bad jer udbedre sidst", forklarer han.

Sådan foreslår MOE, PLH Arkitekter og ETN Arkitekter, at rådhuset skal se ud indvendigt.
Sådan foreslår MOE, PLH Arkitekter og ETN Arkitekter, at rådhuset skal se ud indvendigt. Foto: Vordingborg Kommune

13 millioner kan være tabt

Det er blandt andet indeklimaet i den nuværende rådhusbygning, som ifølge borgmesteren har nødvendiggjort byggeriet af et helt nyt rådhus.

Borgmester Mikael Smed (S) mener, at det kan blive en dyrere løsning at droppe planerne om et nyt rådhus.
Borgmester Mikael Smed (S) mener, at det kan blive en dyrere løsning at droppe planerne om et nyt rådhus. Foto: TV2 ØST

- Det vil betyde, vi skal åbne taget og lofterne og formentlig betyde, at vi skal i gang med en gennemgribende renovering, siger han med henvisning til at den gamle bygning har behov for et nyt ventilationsanlæg.

Læs også
Borgere protesterer med sten mod nyt rådhus til 125 millioner
Læs også
Borgere protesterer med sten mod nyt rådhus til 125 millioner

Dertil kommer, at Vordingborg Kommune allerede har brugt 13 millioner kroner på indledende undersøgelser til det nye rådhus. Disse penge vil, hvis byggeriet stoppes nu, være spildte, forklarer borgmesteren.

- Det er rigtig ærgerligt, at det er blevet dyrere. Men det vil en renovering af det nuværende rådhus også være, for de byggematerialer er også blevet dyre i den tid, der er gået.

Socialdemokraterne bakkes op af Radikale Venstre, SF, Alternativet, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti, imens Venstre og DF's kritik støttes af Nye Borgerlige samt løsgængeren Jesper Berring-Poulsen. 


Nyhedsoverblik