Mavepuster til festivaler: Hvis anbefalingerne bliver til noget, må vi aflyse

Hvis ekspertgruppens anbefalinger til festivaler bliver vedtaget politisk, så er Vig Festival og Vilde Vulkaner de facto aflyst igen i år.

En ekspertgruppe har fredag eftermiddag fremlagt sine anbefalinger til festivaler og større arrangementer, og de fraråder flere end 10.000 deltagere og overnattende gæster.

Hvis de anbefalinger bliver fulgt politisk, så vil det betyde, at Vig Festival igen i år er aflyst, som det var tilfældet i 2020. Sådan lyder det fra Vig Festivals formand, Lars Gjerlufsen

- Hvis det ender med, at se sådan ud, så kan vi ikke gennemføre Vig Festival. Camping er en central del af vores festival, så det element kan man ikke bare trække ud af det og lade som ingenting, siger Lars Gjerlufsen til TV2 ØST.

Vig Festivals 25-års jubilæum bliver aflyst

Ekspertgruppen anbefaler, at publikum skal deles op i sektioner af op til 1.000 mennesker. Samtidig må kun 10.000 mennesker være samlet på én festival, når vi når sidste fase.

Derfor ser udsigterne til sommerens festival i Vig, dystre ud: 

- Der er også en grænse med 10.000, og vi har jo solgt alle billetterne, og folk har købt billetter i sikker forventning om, hvordan Vig Festival, ser ud, som de kender den. Så det kan vi ikke lave om på og stadig forvente, at folk kommer, siger Lars Gjerlufsen.

Vig Festival havde eller kunne afholde 25-års jubilæum i år, hvis det kunne lade sig gøre.

- Vi må skubbe vores jubilæmsfestival til næste år, siger er ærgerlig formand.

Ordning for udendørs arrangementer med stående publikum

Mulige dagskoncerter i sigte

Vig Festvial, som folk kender den, bliver aflyst, hvis regeringen politisk vedtager de anbefalinger, som ekspertgruppen er kommet med. 

Men festivalarrangørerne har muligvis et alternativ i ærmet:

- Når nu vi kender vilkårene helt prævist, så tror jeg godt, vi kunne finde på at lave nogle dagsarrangementer, men det bliver noget, man skal købe billetter til særskilt, siger formand Lars Gjerlufsen.

- Den festivalbillet, man har købt, vil vi foreslå, at man gemmer til næste år, og så køber billet til det, vi laver i år, som bliver efter reglerne, som vil være i sektioner og vil være en en-dagsting.

Men det er endnu ikke endelig vedtaget:

- Det er ikke konkretiseret endnu. Nu skal vi lige finde ud af, hvordan stemningen er og samles i bestyrelsen, lyder det fra formanden.

quote Hvis politikerne følger den anbefaling, så er det det samme, som at vi er aflyst

Frank Villumsen, festivalleder for Vilde Vulkaner

Roskilde Festival: - Det ikke kan lade sig gøre

En aflysning ser også ud til at blive en realitet for Roskilde Festival.

Der må ikke være overnattende gæster, og der må maksimalt være 10.000 deltagere. Og for administrerende direktør for Roskilde Festival-gruppen, Signe Lopdrup, er det ikke rar læsning.

- Vi har på baggrund af anbefalingerne meget svært ved at tro, at det er realistisk at gennemføre festivaler i Danmark før sidst på sommeren, siger hun i en skriftlig udtalelse.

- Vi kan ikke se nogen anden konklusion, end at der fortsat vil være restriktioner. Restriktioner som betyder, at det ikke kan lade sig gøre at afholde Roskilde Festival. Det er fuldstændigt ubærligt.

Det samme vil være tilfældet for Vilde Vulkaner, som normalt tiltrækker mellem 10.000-12.000 deltagere i Vordingborg. Bliver anbefalinger vedtaget politisk, vil festivalen igen i år blive aflyst. Sådan lyder det fra Vilde Vulkaners festivalleder Frank Villumsen.

- Vores festival ligner jo Roskilde og Smuk Fest, bortset fra at vi er lidt færre deltagere, men ellers ligner den jo, fordi vi har overnattende gæster, som kommer tirsdag og tager hjem fredag. Hvis kriteriet er, at der ikke må være overnattende gæster, og hvis politikerne følger den anbefaling, så er det det samme, som at vi er aflyst, siger han til TV2 ØST.

Ikke muligt at droppe camping

Det vil ifølge anbefalingerne fra ekspertgruppen ikke være muligt at gennemføre festivaler med campingområder og overnatning.

Ifølge festivallederen har arrangørerne bag Vilde Vulkaner tidligere snakket sammen om, hvorvidt konceptet for festivalen kunne laves om og hvorvidt camping eventuelt kunne droppes i år. Men den idé er hurtig blevet droppet igen, da det er en festival for hele landets SFO’er, fritidshjem og klubber.

- Vi er jo en institutionsfestival, det vil sige, at SFO’er, fritidshjem og klubber kommer som institution. Det vil betyde, at de skal transporteres hjem hver aften og tilbage igen, og vores gæster kommer jo fra hele landet - vi har både gæster fra Bornholm, Aarhus og Fyn. Så for vores vedkommende vil det ikke være realistisk. Det vil heller ikke være Vilde Vulkaner så, og det vil ikke være i den ånd, som vi plejer at holde en festival, siger Frank Villumsen.

Frustrerende at der ikke er truffet en endelig beslutning

Festivalen har dog stor forståelse for ekspertgruppens anbefalinger og festivallederen pointerer, at de er vant til at følge myndighedernes anbefalinger vedrørende afstandskrav, nødudgange, belysninger og begrænsninger.

- Corona er bare et ekstra element, som er meget mere alvorligt, men vi er jo vant til at forhold til myndighedernes anbefalinger og krav. Det har vi selvfølgelig stor respekt for, at selvfølgelig skal vi ikke afholde store arrangementer, hvis sundhedseksperterne ikke mener, det er forsvarligt, siger Frank Villumsen.

quote Vi har ventet, og vi har ventet og vi har ventet i rigtig lang tid på, at der kom en beslutning, og den er endnu ikke taget politisk

Frank Villumsen, festivalleder for Vilde Vulkaner

Men festivallederen er meget fortørnet over, at de som arrangører ikke kan få en klar melding om, hvilke rammer de har at holde sig inden for.

- Vi har ventet, og vi har ventet og vi har ventet i rigtig lang tid på, at der kom en beslutning, og den er endnu ikke taget politisk. Og det er meget frustrerende og helt forkasteligt, at man endnu ikke har truffet en beslutning på et tidligere tidspunkt, lyder det fra festivallederen.

- Vi ved jo i princippet ikke endnu, hvad vi helt præcist må og ikke må.

Også Vig Festival har flere gange efterspurgt en afklaring. 

- Det har vi efterspurgt i lang tid, det må man sige. Det har virkelig trukket ud, og det begynder også at blive snævert med tiden i forhold til at stable noget nyt på benene. Jeg er fortrøstningsfuld, og jeg tænker, at det skal vi nok nu. Det er jo Ticketmaster, der står for returnering mm. Jeg tror, at hvis man har fået fat i en billet til Vig Festival til næste år, så skal man holde fast i den, for der bliver tryk på, siger Lars Gjerlufsen.

Hjælpepakker redder økonomien

Selvom det formentlig bliver andet år i træk, at Vilde Vulkaner nødsaget til at aflyse deres festival, så ser det ud til, at hjælpepakkerne bliver deres redningskrans.

Der er vedtaget en kompensationsordning for større arrangementer 2020, som vi selvfølgelig har søgt ind i, men det er stadig under behandling, så det går vi jo og venter på, siger Frank Villumsen.

- Der er også truffet en beslutning om, at festivaler og andre større arrangementer bliver kompenseret, såfremt myndighederne træffer en beslutning om aflysning for 2021, siger Frank festivallederen.

- Umiddelbart ser det ud til, at vi økonomisk kan klare os igennem. 

Også Vig Festival læner sig økonomisk op af hjælpepakkerne, men sort ser det ud for de foreninger, der plejer at tjene penge på festivallen, påpeger formanden.

- Vi er mere bekymret for alle de her foreninger, der tjener deres penge på den her festival. Det er rigtig mange penge i Odsherred, der tjenere deres penge til socialt arbejde, ungdomsarbejde og en lang række aktiviteter.