Lokal naturperle får ultimativt kvalitetsstempel - vandrerute er Europas bedste

Inden den spritnye vandrerute Klintekonges Rige på Møn overhovedet er indviet, er den allerede kåret til Europas bedste vandrerute.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 14,5 kilometer lange vandrerute Klintekongens Rige på Møn, kan allerede inden den officielle åbning den 21. juni bryste sig af at være Europas bedste vandrerute. 

Det er det tyske Deutsches Wanderinstitut, der arbejder med at certificere kvalitets-vandreruter, der har vurderet og bedømt Klintekongens Rige. 

- Det er helt vildt, man tror jo næsten ikke på det. Det svarer jo til at få tre Michelin-stjerner, siger Nils Natorp, der er direktør i GeoCenter Møns Klint.

quote Vi håber, at den her certificering vil lokke en masse tyske vandreturister til

Nils Natorp, Direktør, GeoCenter Møns Klint

Deutsches Wanderinstitut har certificeret mere end 600 Premium Vandreruter i mere end 10 lande, men Klintekongens Rige topper vandreinstituttets liste med 101,5 oplevelsespoint.

- Ruten er blevet vurderet ud fra 35 forskellige kriterier, som for eksempel toiletforhold, kultur- og naturoplevelser og bespisning på ruten. For at blive certificeret, skal ruten blandt andet være opmærket og have en lang række forskellige faciliteter som for eksempel udsigtsbænke, fortæller Nils Natorp.

Hvem er Klintekongen?

Klintekongen er en mytologisk figur, der har eksisteret som folkeeventyr blandt borgerne omkring både Møns Klint og Stevns Klint i lokale udgaver.

Klintekongen dækker over en overmenneskelig, underjordisk konge, der er i slægt med Odin.

Klintekongen kaldes også nogle steder for Ellekongen, og skulle ifølge den lokale fortælling på Stevns bo i tunneller i selve Stevns Klint. På Møn skulle de høje kridtpartier eftersigende være hans hjem.

Der var tale om en bjergtrold, der blandt andet kæmpede imod byggeriet af kirker i området, og kastede med store kampesten, der i dag kan ses.

Både H.C. Andersen og Johan Ludvig Heiberg samlede eventyrerne op, og tog dem med i deres historier, der begge har titlen Elverhøj.

Et centralt element i både folkeeventyr og senere skuespil og eventyr er, at kongen stjæler børn, der derpå opdrages som bjergtrolle.

Skal lokke tyske turister til

De mange oplevelsespoint er blandt andet opnået på grund af vandrerutens meget afvekslende natur gennem urørt skov, den op til 128 meter høje klintekant, floraen og faunaen med orkidéer, fugleliv og fossiler på stranden.

quote det er helt vildt at vide, at ruten er den bedste, når den er oppe mod vandreruter i blandt andet alperne

Nils Natorp, Direktør, GeoCenter Møns Klint

Hele vandringen foregår på stier, der snor sig gennem landskabet, og derudover går turen også igennem haven ved Liselund og Danmarks ældste forsvarsanlæg på Timmesøbjerg.

- Vi synes jo, at Møn er det smukkeste sted, men det er helt vildt at vide, at ruten er den bedste, når den er oppe mod vandreruter i alperne og andre fantastiske steder. Så det er en stor overraskelse, siger Nils Natorp.

Sådan ser den 14,5 kilometer lange rute ud oppefra.
Sådan ser den 14,5 kilometer lange rute ud oppefra. Foto: GeoCenter Møns Klint

Kaster man sig ud i at gå hele ruten, har man gået 14,5 kilometer og besejret 477 højdemeter og næsten 1000 trappetrin.

- Tyskerne er kendt for at være glade for at vandre, så vi håber, at den her certificering vil lokke en masse tyske vandreturister til, det vil vi virkelig få glæde af, men alle er velkomne, siger Nils Natorp.

Læs også
Klintekongen og elverfolket skal på museum på Stevns
Læs også
Klintekongen og elverfolket skal på museum på Stevns

Hele ruten er opmærket med tydelige skilte, så også folk, der ikke kender området, kan finde vej. 

- Det er lidt af en tur, og derfor kan det også være, at der er nogle, der vælger at dele turen over i to, og sover i området. Der er masser overnatningsmuligheder i området, så vi håber, at hele området får glæde af de vandrere, der kommer, siger Nils Natorp.

Vandreruten Klintekongens Rige åbner officielt tirsdag den 21. juni klokken 16.00.



Nyhedsoverblik