Koster to milliarder kroner: Firma vil lave stort anlæg for biobrændsel i Vordingborg

Vordingborg Biofuel ApS vil lave en fabrik, der kan producere grøn biobrændsel i Vordingborg Havn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et anlæg med en årlig produktion på 200.000 ton biometanol og cirka 100.000 ton e-metanol kan være på vej til Vordingborg Havn. 

Vordingborg Biofuel vil nemlig anlægge det, som virksomheden kalder et af verdens største biometanolanlæg, der skal producere grønt brændstof til blandt andet lastbiler og skibe.

quote Sydsjælland er kendetegnet ved at have en af de største produktioner af halm i Danmark. Derfor har vi valgt at ligge det så tæt på forsyningskilden som muligt

Peter Stabell, direktør, Vordingborg Biofuel

- Vi har planer om at bygge en biobrændstoffabrik, som skal baseres på én råvare: Halm. Halmen konverterer vi først til gas ved hjælp af en fermenteringsproces, og så konverterer vi så gassen til metanol. Det er så det, man kalder biometanol, der er et grønt biobrændstof. Alkoholen kan så anvendes som et grønt brændstof, men også i kemisektoren, siger partner og direktør for Vordingborg Biofuel, Peter Stabell, til TV2 ØST. 

Vil skabe CO2-besparelser

Den sektor, Vordingborg Biofuel primært vil fokusere på, er transportsektoren. Her er der nemlig en større grøn omstilling på vej.

- Vi satser primært på brændstof, fordi vi mener, at anlægget kan hjælpe nogle af de udfordringer, man ser ind i i transportsektoren, som ikke nødvendigvis kun løses ved at udskifte bilparken til elbiler. Her tænker jeg på tung trafik, skibstrafik og inden for landbrugssektoren. Man kan bruge vores produkt, biometanol, til at blande i brændstof. På den måde kan med nedsætte CO2-udslippet fra brændstoffer, hvis man for eksempel blander det i diesel eller i 'bunker fuels' i skibe, siger Peter Stabell.

Med produktionen af de mange ton biometanol og e-metanol forventer Vordingborg Biofuel, at det vil medføre en forventet årlig CO2-reduktion på cirka 850.000 ton CO2, hvilket svarer til cirka syv procent af den danske transportsektors årlige CO2-udledning.

Vordingborg Biofuels anlæg set fra havsiden.
Vordingborg Biofuels anlæg set fra havsiden. Foto: Vordingborg Biofuel ApS

Ingen tilfældighed, at Vordingborg Havn er valgt

Vordingborg Havn er valgt som placering for den store fabrik. Der er nemlig mange fordele ved byens placering tæt på vand og landbrug.

- For det første har vi valgt Vordingborg, fordi anlæggets størrelse gør, at vi ønsker at borttransportere biometanolen ved hjælp af skib. Derfor er det smart at ligge det ved en havn. Dernæst har vi valgt at ligge det tæt på der, hvor vores primære råvare er. Sydsjælland er kendetegnet ved at have en af de største produktioner af halm i Danmark. Derfor har vi valgt at ligge det så tæt på forsyningskilden som muligt for også at nedsætte CO2-udslippet i transporten af halmen fra landmændene og ind til anlægget, siger Peter Stabell.

Læs også
Jagten på CO2-neutral transport sætter ind - nu skal regionens busser køre på strøm og biogas
Læs også
Jagten på CO2-neutral transport sætter ind - nu skal regionens busser køre på strøm og biogas

Peter Stabell forventer, at virksomheden skal bruge 300.000 ton halm om året, og derfor er det vigtigt for dem at ligge tæt på kilden. Om anlægget bliver til noget, vides dog ikke endnu. Først skal der sendes de nødvendige ansøgninger.

- Vi har et udkast til en VVM-ansøgning (vurdering af virkning på miljøet, red.), som ligger på skrivebordet og er ved at være færdig. Den forventer vi at få indsendt i løbet af sommeren, så vi kan få startet de offentlige høringer. Sideløbende er vi i dialog med tekniske leverandører, halmproducenter og potentielle købere af vores produkt. 

Hvis alle godkendelser opnås, forventes anlægget at stå færdigt ved udgangen af 2024. Regningen for anlægningen af fabrikken forventes at blive cirka to milliarder kroner, og det vil sandsynligvis skabe 25 fuldtidsstillinger.



Nyhedsoverblik