Nyhedsoverblik

Indsætter jyske skolebusser

Vordingborg Kommune har indgået aftale med en ny leverandør af skolebusser. Aftalen træder i kraft fra det nye skoleår.

Det er det jyske busselskab Herning Bilen Specialruter A/S, der har vundet kontrakten, som lyder på 22 millioner kroner årligt.

Ifølge Vordingborg Kommune vil elever og forældre derfor møde både nye busser og på nogle skolebusruter også nye chauffører efter sommerferien.

- Den nye leverandør forventer dog, så vidt det er muligt at genansætte chauffører, som kører ruterne i dag, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Ligesom tidligere år vil specialelever, forældre og institutioner blive introduceret til både nye chauffører og busser inden det nye skoleår starter.

Hidtil har Fladså Turist, der har hovedsæde ved Næstved, stået for buskørslen til Vordingborg Kommunes skoler.

Aftalen med Herning Bilen, der benytter Sjællandske firma Movicare som underleverandør på en række opgaver, er for fire år med mulighed for forlængelse i to gange to år.

I alt fire virksomheder havde budt ind på opgaven.