Hvornår ryddes cykelstierne for sne?

Mange borgere har de sidste dage kimet Vordingborg Kommune ned, fordi de er uforstående overfor, at der stadig ligger sne og is på især cykelstierne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selvom det er flere dage siden, at regionen blev ramt af et kraftigt snevejr, så giver det stadig store problemer på vejene – især cyklister kæmper med sne og glat føre på cykelstierne.

Det er blandt andet tilfældet i Vordingborg Kommune, der siden snevejret i sidste uge har modtaget rigtig mange opkald fra bekymrede borgere.

Det oplyser kommunen i et opslag på Facebook.

- Ofte er det på grund af mangelfuld rydning/saltning på deres vej, en klasse 4 vej – som kun saltes og ryddes, når ALT andet er klaret jævnført regulativet, skriver kommunen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Vordingborg Kommune er de kommunale veje inddelt i fire vinterklasser, der prioriterer vejene efter deres trafikale betydning. 

Klassificeringen sikrer, at gennemfartsveje og andre større, befærdede veje ryddes for sne og saltes først, mens mindre lokale veje og villaveje ryddes for sne sidst.

Cykelstier nedprioriteres 

Opslaget fra Vordingborg Kommune har fået flere borgere til tasterne, der er interesserede i at høre, hvornår cykelstierne i kommunen bliver ryddet.

- Jeg ser mange cykelstier, der slet ikke har set en sneplov eller salt. Er det ikke en prioritet, spørger en borger for eksempel.

TV2 ØST har derfor spurgt vintervagten i Vordingborg Kommune om, hvor på prioriteringslisten kommunens cykelstier ligger.

Læs også
Vintervejr skaber problemer for landmænd
Læs også
Vintervejr skaber problemer for landmænd

Til det lyder svaret, at cykelstier ikke er med i den gruppe, der automatisk bliver ryddet og saltet, så snart der er snefald.

- Cykelstier kommer sekundært, og det vil sige, at det faktisk først er, når vi har styr på vejene i klasse 1, at vi går i gang med for eksempel cykelstierne, fortæller Kim Meyer, vintervagt i Vordingborg Kommune, og fortsætter:

- Ud fra regulativet skal vi rydde kørebaner og fortove automatisk, så snart der falder sne, men på cykelstierne skal det først konstateres, at der er glat, før vi skal gøre noget ved det.

Skrue uden ende 

Ifølge Kim Meyer er rydningen af lige præcis cykelstier og fortove desuden en skrue uden ende, fordi de bliver overdynget af ny sne, hver gang der bliver ryddet på kørebanerne.

- Når sneploven kommer forbi, så skubber den desværre sne op igen på fortov og cykelstierne, og så er det at betragte som et nyt snefald – og så skal vi ud at rydde igen. På den måde rammer vi lidt os selv, siger han.

Da ruterne for snerydning i kommunen er omfattende, går der lang tid, før der bliver ryddet eller saltet på samme sted igen, og derfor vil man som cyklist måske opleve, at der slet ikke er blevet ryddet på stierne, forklarer Kim Meyer.

Læs også
Psykologer tilkaldt efter voldsom sneboldkamp
Læs også
Psykologer tilkaldt efter voldsom sneboldkamp

- Et andet problem er, at de ikke kan komme helt i bund med ploven, og så bliver man nødt til at salte sneen væk i stedet, og det tager længere tid.

Vordingborg Kommune understreger, at de arbejder på højtryk og gør, hvad de kan, for at komme de glatte veje til livs.   


Nyhedsoverblik