Psykologer tilkaldt efter voldsom sneboldkamp

Efter en voldsom sneboldkamp på Vestskolen Nordskov i Haslev torsdag har psykologer og politi været til stede på skolen hele dagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tre elever fik sig en voldsom skoledag torsdag, da de blev overmandet af nogle ældre elever under en sneboldkamp på Vestskolen Nordskov i Haslev.

quote Politiet er stadig i en afklarende fase

Susanne Meyer Christensen, skoleleder på Vestskolen Nordskov i Haslev

Sneboldkampen, som egentlig begyndte som en ligeværdig kamp, endte med både spark og slag i hovedet og på kroppen for tre elever, mens den værst tilredte blev kørt væk i en ambulance.

Det oplyser skoleleder Susanne Meyer Christensen, som desuden fortæller, at dagen derpå er forløbet roligt på skolen, hvor både politi og psykologer har været til stede.

- Der har været ro på i dag. Vi har så også sagt til alle vores ældste elever, at de gerne måtte blive indenfor i dag og har haft gangvagter på for at holde ro, fortæller hun.

Bliver tilbudt hjælp

Derfor var der også psykologer til stede i de tre klasser, hvor de ramte elever går, hele fredagen, oplyser skolelederen.

- Det var vigtigt, at vi debriefede eleverne i de klasser, hvor mange elever så en klassekammerat, som blev nedlagt og fik nogle slag, fortæller hun.

Læs også
Elever anmeldt for vold efter sneboldkamp
Læs også
Elever anmeldt for vold efter sneboldkamp

Susanne Meyer Christensen oplyser samtidig, at de tre elever vil blive tilbudt yderligere psykologhjælp, og at der igen vil være psykologer på skolen mandag.

- For mange mennesker skal en episode, som den i går, lige bundfalde sig, og så kan der komme en reaktion senere. 

- Derfor giver vi lige eleverne lidt tid, så dem som bliver påvirket, efterfølgende stadig har mulighed for at få noget hjælp, siger hun.

To politianmeldelser

Skolelederen fortæller, at der er indgivet to politianmeldelser på nuværende tidspunkt, men hun kan ikke fortælle, hvor mange elever der er anmeldt for vold.

- Politiet er stadig i en afklarende fase. Men vi er i et samarbejde med politiet, da vi også har et ansvar som skole, da alle børn gerne skal trives, også de børn, som har overskredet nogle grænser, de skal også have hjælp, siger hun.

Skolen har dog valgt at fokusere på de elever, som de ser som ofrene for sneboldkampen i denne omgang, fortæller skolelederen. 


Nyhedsoverblik