Bymidte kan miste offentlig p-plads

Vordingborg Kommune planlægger at sælge en ejendom centralt i Præstø. Bliver det en realitet, kommer kirken til at stå uden parkeringspladser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Parkeringspladsen, som ligger tættest på Præstø Kirke, er offentligt tilgængelig og ejet af kommunen.

Men det kan snart ændre sig. 

Parkeringspladsen hører nemlig til byens gamle rådhus, som kommunen sidste år endeligt besluttede sig for at sælge. 

- Vi sælger alle fire gamle administrationsbygninger, hvor der engang har været rådhus. Og det er svært at sælge en grund nu om dage, hvis ikke man sælger parkeringspladserne med, fortæller Anders J. Andersen (S), der er formand for Klima - og Teknikudvalget i Vordingborg Kommune. 

Et problem for kirken

Vordingborg Kommune har et mål om at spare millioner på at have færre kvadratmeter i kommunale bygninger. Derfor kommer bygningen og de tilhørende parkeringspladser til salg. 

Men det vækker ærgrelse i Præstø, hvor især kirken har haft gavn af de mange offentligt tilgængelige parkeringspladser.

- Vi kan ikke gøre noget som helst. Så må vores gæster gå langt, hvis de kan. Men mange af dem, der kommer i kirken, kan ikke gå langt. Så de får et problem, fortæller formand for menighedsrådet, Keld Lorentzen.

Læs også
P-regler ændres på grund af storm
Læs også
P-regler ændres på grund af storm

Den gamle kirke i midtbyen har ikke nogen parkeringsplads selv og er derfor afhængig af at der findes p-pladser i området.

- Vi har ikke nogen muligheder for at finde andre løsninger. Vi har kun kirkegården, og der kan man jo ikke holde, siger Keld Lorentzen.  

Blev ikke informeret 

Det var ved et tilfælde, at menigheden opdagede kommunens planer om at nedlægge de 30 parkeringspladser.

Her var man nemlig ikke blevet informeret eller hørt forud for beslutningen. 

- Det havde været god skik at blive informeret, da de godt kan regne ud, at det er os, det kommer til at gå mest ud over, siger Keld Lorentzen. 

Præstø Kirke har derfor henvendt sig til Vordingborg Kommune, men her har man ikke haft menighedsrådets bekymringer inde over beslutningsprocessen endnu.

Politikerne i byrådet var nemlig ikke bekendt med kirkens situation, fortæller Anders J. Andersen, som i øvrigt ikke mener, at der er problemer med at finde parkering i Præstø. 

- Der har aldrig været et problem med manglende parkeringspladser i Præstø, så vi regner ikke med at det giver nogen problemer, at parkeringspladsen nedlægges, siger han. 

Vil tage snakken 

Anders J. Andersen understreger dog, at han vil tage kirkens henvendelse alvorligt. 

- Når der kommer en saglig henvendelse, så indgår vi altid i dialog med afsenderen. Om vi så kan finde en løsning, det afhænger af henvendelsens indhold, udtaler han.  

Læs også
- Nu bliver vores borgere igen generet af p-vagterne
Læs også
- Nu bliver vores borgere igen generet af p-vagterne

Menighedsrådsformanden i Præstø håber også på, at kirken fremover vil blive inddraget, så kirkegæsterne fortsat vil kunne parkere i området.

- Det er ikke sådan, at vi står på barrikaderne og råber og skriger. Vi mener bare, at vi kunne tale lidt om det. Vi vil gerne sidde med ved bordet, hvis vi kan finde en fælles løsning, siger Keld Lorentzen. 

Når det gamle rådhus inklusiv parkeringspladser officielt kommer til salg, vil politikerne ifølge Anders J. Andersen drøfte fremtiden for parkeringspladserne med de eventuelle købere. 



Nyhedsoverblik