Brugsuddeler i isolation frygtede en tom butik – mandag morgen strømmede frivillige til med hjælp

I et øsamfund er hjælpen nær ved. Det fortæller man gerne på Bogø – men de beviser det også – senest med en håndsrækning til øens eneste brugsforening.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ulrik Bonnerup, uddeler i Dagli'Brugsen på Bogø, havde forberedt sine kunder på, at de i denne uge måtte væbne sig med tålmodighed. For selv var han røget i selvisolation – og med kun to medarbejdere tilbage i forretningen til både at betjene kasseapparatet og fylde varer på hylderne – kunne det meget vel ske, at nogle af hylderne i perioder ville stå tomme.

- Jeg lagde en besked op på Facebook søndag, om at jeg er sygemeldt, og at jeg håber, man vil bære over med, at butikken ikke er helt i topform, da der kun er få medarbejdere tilbage.

Han fortæller om de seneste dages begivenheder for øens eneste dagligvarebutik på en telefon fra privaten, hvor han er gået i selvisolation. 

Det er også her, han har hørt, hvordan alt ikke er gået så galt, som ventet:

- Som det sker på Bogø, så gik der ikke fem minutter, og det strømmede ind med hilsner; "vi vil gerne hjælpe".

quote Jeg har endda måttet sige nej tak til nogle – mange har villet hjælpe

Helle Hansen, salgsassistent, Dagli'brugsen Bogø

Og selvom Ulrik Bonnerup ikke kontaktede nogle af de mange tilbud om hjælp i første omgang – så mødte flere uopfordret op mandag morgen, da butikken slog dørene op.

- Jeg synes, det er helt fantastisk, de bare møder op uden aftale og hjælper. Det har betydet, butikken ikke har manglet varer – hylderne har været velfyldte hele tiden, siger Ulrik Bonnerup, der har drevet Dagli'Brugsen på Bogø i 28 år.

Han er ikke meget for at indrømme det, men han medgiver dog direkte adspurgt, at det vil være lidt af en udfordring for øens omkring 1.100 indbyggere, hvis man måtte udenøs efter indkøb.

Overrasket og glad

Det var salgsassistent Helle Hansen, der lettere overrasket, mødte de frivillige hjælpere mandag morgen.

- Jeg stod her alene, og typisk er man god til at sige, "det går nok", men jeg sagde ja tak, fortæller hun.

Og siden har der hver dag været mellem to og fem Bogø-borgere forbi – typisk pensionister eller andre med en fridag – for at hjælpe til.

- Jeg blev selvfølgelig overrasket, men meget glad. For jeg havde lidt forestillet mig at møde ind mandag og så først køre hjem igen lørdag, fordi der skal sættes mange varer op – og der kun mig og min kollega tilbage, siger Helle Hansen og tilføjer:

- Jeg har endda måttet sige nej tak til nogle – mange har villet hjælpe.

Flere Bogø-borgere har også bemærket den store opbakning.

Læs også
Forening hyldes for at bidrage til udvikling i lokalområdet
Læs også
Forening hyldes for at bidrage til udvikling i lokalområdet

Nicole Heien har boet på Bogø siden 2007 og er tilflytter fra hovedstadsområdet. Hun blev så glad over at se opbakningen til øens brugs, at hun efterfølgende har fortalt om det i den lokale Facebook-gruppe med ordene hverdagens Bogø-helte og et stort TAK:

- Jeg kunne godt nøjes bare med at sige direkte til dem, at det er godt arbejde. Men jeg synes, alle skulle vide det. For det er en kæmpe indsats, de gør, siger hun og påpeger samtidig, at lige så selvfølgeligt det er at hjælpe, lige så ydmyge er øboerne omkring deres bidrag:

- Det er så fint, for der er ikke noget med, se mig, hvor er jeg god. Det er simpelthen med hjertet. Det er helt almindelige mennesker, som bare gerne vil gøre en god indsats.

Tilbage på telefonen, fortæller Ulrik Bonnerup til TV2 ØST, at han snart håber at kunne vende tilbage til forretningen igen for at sige personligt tak til de mange frivillige, som har bakket op.


Nyhedsoverblik