Efterslukningen har varet hele natten – nu skal voldsom brand undersøges

En voldsom brand på Nyord mandag eftermiddag og aften skal nu undersøges nærmere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En voldsom brand i en firlænget gård i den lille, tætte landsby på Nyord nord for Møn skal nu undersøges nærmere af politiets brandteknikere.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.

Branden blev opdaget omkring klokken 17.47 mandag – og selvom borgere i byen straks indledte slukningsarbejdet indtil brandvæsenet og senere Beredskabsstyrelsen nåede frem, så stod det hurtigt klart, at gården ikke stod til at redde. Den fik i stedet lov til at brænde ud ved en kontrolleret nedbrænding.

Selvom branden blev slukket mandag aften, så er der dog fortsat brandfolk på stedet.

- Der arbejdes fortsat med efterslukning, og derfor har brandfolkene endnu ikke kunnet forlade stedet, siger politiets vagtchef Anders Dahl Nielsen.

Læs også
Lokale og brandfolk i kamp mod flammerne på Nyord
Læs også
Lokale og brandfolk i kamp mod flammerne på Nyord

Gammel landsby gjorde slukningsarbejdet vanskeligt

Nyord regnes i dag som et meget særligt bysamfund. Den lille ø var frem til åbningen af en dæmning- og broforbindelse i 1968 et ret isoleret samfund i havet nord for Møn. Den lille landsby har undgået modernisering og de store landbrugsreformer med udskiftning og udflytning, og den lille landsby fremstår i dag meget tæt bygget med smalle gader og stråtækte tage– som landsbyerne gjorde i middelalderen.

Den smukke, gamle landsby er et trækplaster blandt turisterne, men den meget samlede og tætte landsby gjorde dog slukningsarbejdet vanskeligt for brandfolkene, da det var svært at få de store brandbiler frem – de måtte finde alternative veje gennem blandt andet naboernes haver.

Samtidig betød bygningernes tæthed, at det var stor risiko for, at branden ville brede sig til naboejendommene. Det blev dog heldigvis forhindret.

- Vi kan endnu ikke komme med bud på, hvorfor branden er opstået – det er noget, som vores teknikere er nødt til at se nærmere på. Jeg regner med, at de allerede tirsdag kan indlede deres undersøgelser på stedet, siger vagtchef Anders Dahl Nielsen.

Tidligere ramt af brand

Der har været bosættelse på Nyord i mange år - og det er da heller ikke første gang, at den lille landsby rammes af brand. Således gik 15 af øens omkring 20 gårde til i en brand i 1763.

Trods branden blev landsbyen dog genopført i samme tætte stil, som i gamle dage.

Øen fik i 1846 sin egen kirke - og den kom også i brug under branden mandag. Som i gammel tid blev byens indbyggere nemlig varskoet om branden via ringen med klokkerne, som traditionen var i gamle dage.


Nyhedsoverblik