Nyhedsoverblik

Borgere i Præstø ønsker genhusning efter stormflod

Stormfloden har efterladt olieforurening i Præstø. Det har betydet gener for borgere, som nu ønsker genhusning.

Efter et miljøtilsyn har Vordingborg Kommune konstateret forurening med olieprodukter i jordoverfladen i områderne omkring Svend Gønges Torv, Strandvejens Tværvej, Strandvejen og Jernbanevej. 

Miljøtilsynet blev gennemført efter meldinger fra enkelte beboere i området, som har oplevet kvalme og utilpashed ved at opholde sig i deres ejendomme. Mandag er center for Borger og Arbejdsmarked blevet kontaktet af tre borgere, som ønsker hjælp til genhusning på baggrund af forureningen. Det oplyser kommunen til TV2 ØST.

Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler, at personer, som oplever fysiske gener, som kan skyldes forureningen, ikke opholder sig i sin bolig.

Kommunen har været på det første tilsyn, og nu afventer de analyseresultater på henholdsvis luftforurening, som, de forventer, kommer fredag, og jordforurening, som, de forventer, kommer mandag.

Derudover har kommunen taget kontakt til Region Sjælland for at få afklaret, hvordan regionen forholder sig til overfladeforureningen.