10.000 kunder i lokal bank slipper nu for negative renter

Møns Bank vil fra midten af august fjerne negative renter for bankens såkaldte pluskunder. Det er kunder, der er aktionærer i banken.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Dagen igennem har flere store banker meddelt, at netop deres kunder slipper for at betale negativ rente af indestående i banken.

Og nu følger en lokal bank herfra regionen trop – i hvert fald for en større gruppe af bankens kunder.

quote Vi vil også gerne være en af de første, der tilbyder pluskunder en nulrente

Per Sjørup Christiansen, direktør, Møns Bank

Det er Møns Bank, som fredag eftermiddag har besluttet at hæve renten for bankens pluskunder fra minus 0,7 til 0,0 for indeståender over 100.000 kroner.

Det fortæller direktør i Møns Bank, Per Sjørup Christiansen, til TV2 ØST.

- Vi var jo de sidste, der indførte negative renter tilbage i december 2020, siger han og tilføjer:

- Vi vil også gerne være en af de første, der tilbyder pluskunder en nulrente.

Rentestigningen sker efter, at Nationalbanken torsdag eftermiddag hævede sin ledende rente med 0,5 procentpoint til minus 0,1 procent.

Kommer 10.000 kunder til gode

Man er pluskunde i Møns Bank, hvis man har 50 aktier i banken. En aktie koster i skrivende stund 216 kroner.

- For kunder, der ikke er pluskunder, sættes renten op fra minus 0,7 til minus 0,2 i rente for indestående over 100.000 kroner.

Der har blandt banker været en generel konsensus om at frede kunders indeståender op til 100.000 kroner for negative renter, da disse blev indført fra år 2019 og frem.

Nyheden fra Møns Bank har således primært betydning for kunder med mere end 100.000 kroner på bankbogen.

Møns Bank har omkring 10.000 aktionærer, der er pluskunder i banken.

Læs også
Frivillige foreninger betaler for at have penge i banken
Læs også
Frivillige foreninger betaler for at have penge i banken

Ifølge bankdirektøren taber Møns Bank penge på at sætte renten op – men han mener, det sker i en god sags tjeneste.

- Det koster os jo penge, for Nationalbanken har stadig negativ rente. Men vi gør det som et led i, at vi gerne vil støtte en fortsat udvikling i vores lokalområde. Vi kan ikke gøre ved, at priserne stiger – men den vej rundt vil vi gerne bidrage til at støtte vores kunder, der er ramt af prisstigninger. Det er vores bidrag.

Møns Bank leverede i årets første tre måneder, januar, februar, marts, et overskud på 11,4 millioner kroner før skat.

Nul procent i rente gælder alene for privatkunder. Erhvervskunder i Møns Bank skal – som i andre banker – fortsat betale negativ rente.

I Møns Bank hæves renten for erhvervskunder fra minus 0,95 til 0,45 procent i negativ rente.

Lover nyt i kommende uge

Blandt de store banker er det Nykredit og Arbejdernes Landsbank, som dropper den negative rente for private kunder, hvor banker som Nordea, Danske Bank og Sydbank hæver renten til minus 0,2 for privatkunders indestående over 100.000 kroner.

Flere banker hæver renterne på indlån

En stribe af banker har hævet deres renter på indlån. Se her, hvem det foreløbig drejer sig om.

  • Jyske Bank hæver renten til minus 0,2 procent for privatkunder for indskud over 100.000 kroner per 22. juli. Renten for erhvervskunder er minus 1,1 procent, og her er der ikke taget stilling til en forhøjelse endnu.
  • Danske Bank hæver renten til minus 0,2 procent for privatkunder for indskud over 100.000 kroner fra 1. august. For erhvervskunder hæves renten til minus 0,60 procent fra minus 1,10 procent om året.
  • Nordea hæver renten til minus 0,2 procent for privatkunder for indskud over 100.000 kroner fra 1. september. For erhvervskunder bliver renten hævet fra spændet minus 0,75-1,25 til minus 0,25-0,75.
  • Sydbank hæver renten til minus 0,2 procent for privatkunder for indskud over 100.000 kroner fra 3. august. For erhvervskunder bliver renten hævet fra minus 0,95 procent til minus 0,55 procent.
  • Sparekassen Danmark hæver renten for privatkunders indlån fra minus 0,70 procent til minus 0,20 procent. Præcist tidspunkt bliver snart meldt ud.
  • Nykredit hæver 22. juli renten for privatkunder til 0,0 procent, mens den for erhvervskunder hæves til minus 0,5 procent fra minus 1,0 procent.
  • Arbejdernes Landsbank hæver "snarest" indlånsrenten for privatkunder til 0,0 procent.
  • Vestjysk Bank hæver 1. august renten for privatkunders indlån til 0,0 procent.
  • Saxo Bank har siden 1. juli haft en indlånsrente på 0,0 procent.
  • Lægernes Bank vil fra 1. august hæve renten til 0,0 procent for privatkunders indlån.
  • Lunar har siden 1. juli haft en rente på 1,0 procent på indskud op til 25.000 kroner, mens renten for beløb derover er på 0,0 procent.


Kilder: FinansWatch, Børsen og Ritzau.

Hvor Nykredit allerede i dag og Arbejdernes Landsbank "snarest" sender indlånsrenten for privatkunder i nul, er det først til den 15. august, kunderne i Møns Bank slipper for at betale penge for at have penge i banken.

Det er endnu et fåtal af banker, der sender renten på indlån i nul. Også blandt bankerne, der har lokale rødder her i regionen.

Læs også
Birte er vred på banken: Det er helt ude i hampen!
Læs også
Birte er vred på banken: Det er helt ude i hampen!

Kunderne i Lollands Bank vil således fortsat skulle betale negativ rente.

Lollands Bank oplyser i en meddelelse den 22. juli 2022, at banken per. 1. september 2022 hæver renten.

Det betyder, at indlånsrenten hæves fra minus 0,7 procent til 0,2 procent.

Bankens pluskunder har i forvejen haft nul procent i rente på indestående op til 100.000 kroner, hvor renten for indestående derudover nu ændres fra minus 0,7 til minus 0,2.

Sparekassen Sjælland-Fyn oplyser til TV2 ØST, at "der kommer til at ske noget, men beslutningen træffes først i næste uge".


Nyhedsoverblik