Frivillige foreninger betaler for at have penge i banken

Det er helt ude i hampen, at foreninger baseret på frivillighed nu skal betale for at have penge stående i banken. Sådan lyder kritikken fra Lolland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det kniber tilsyneladende med at tjene penge for de danske banker. Derfor frygter mange danskere i fremtiden at skulle betale for at have penge stående i banken.

Men den såkaldte negative indlånsrente er faktisk allerede en realitet for flere erhvervskunder -  og det går også ud over foreninger. Blandt andet tre af slagsen fra Sakskøbing. 

- Det er grænseoverskridende for mig, at de kan være bekendt at tage penge fra folk, der skaber noget for andre med frivillig arbejdskraft, lyder kritikken fra Birte Aagaard, der er økonomiansvarlig i de tre foreninger.

De tre foreninger står bag gårdbutikken Sakskøbing Madhus, byens turistkontor og den populære frugtfestival, der hvert år afholdes omkring torvet.

Alle tre har modtaget et brev fra Jyske Bank, hvor det fremgår, at der fra den 14. december indføres en rente på -0,4 procent på indlån. Foreningerne skal altså betale for at have penge stående på en konto i banken.

Princippet er forkert

Det bliver ikke store beløb, foreningerne kommer til at betale, da ingen af dem har meget på kistebunden. Men det er heller ikke det afgørende for Birte Aagaard.

- Det er princippet i det. At man tillader sig at tage penge fra den frivillige verden. Hvad er det for et samfund, de er ved at lave?, spørger Birte Aagaard retorisk.

Det er den økonomiske afmatning over hele Europa, der også sætter de danske bankers forretning under pres.

Nationalbanken har gennem de seneste fire år opereret med negativ rente, og dermed koster det altså også penge for bankerne at sætte penge i Nationalbanken.


Nyhedsoverblik