Smøger, champagne og astrologi - sådan startede TV2 ØST

Nyheder fyldte ikke meget, da TV2 ØST begyndte i 1991. Til gengæld var der plads til både astrologi og masser af cigaretrøg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Godaften, og velkommen til TV2 ØST

Ved første øjekast kunne man godt tro, at det var en ganske almindelig nyhedsudsendelse, som seerne blev budt velkommen til den 2. januar 1991.

Her sendte TV2 ØST for allerførste gang fra et sparsomt indrettet studie. Det var dog langt fra nyheder, der var omdrejningspunktet, selvom værten John Kreiner klædt i lyserød skjorte og bordeauxrød jakke kunne byde velkommen til den nye kanal med et hurtigt overblik over de vigtigste hændelser i regionen.

TV2 ØST 30 år

Den 2. januar 2021 kan TV2 ØST fejre 30 års jubilæum.


Siden starten den 2. januar 1991 har TV2 ØST fortalt utallige historier - og på temasiden her har vi samlet en række af de afgørende øjeblikke, de rørende historier og de forandringer, der er sket i vores landsdel.


I denne artikel kigger vi på det turbulente første år for den nye regionalstation.

Et ildevarslende horoskop

Den første nyhedsudsendelse var ovre på fire minutter. Derefter gik man til det, der var tænkt som det egentlige trækplaster: Et program om astrologi.

- Det skal jo være festligt, lød det fra værten Martin Ammentorp, som med skovsnegleoverskæg og hestehale bød astrologen Steen Budding velkommen med et lille glas.

Første udsendelse.4
Foto: TV2 ØST

Efter at have tømt glassene blev disse resolut kastet over skulderen, og programmet kunne komme til sagen: Den kendte astrolog havde nemlig lagt et horoskop for den nye station, og selvom det med nutidens øjne mildt sagt var et lidt specielt valg at starte med astrologi, viste astrologen sig at ramme ganske præcist.

quote Spørgsmålet er, om der overhovedet er behov for en station, eller om det måske er lidt spild af penge at lave den

Steen Budding, astrolog

For mens værten pulsede løs på sin pibe og direktør Ole Dalgaard røg en smøg, kunne astrologen komme med sit bud på fremtiden. En fremtid, der rummede stærke arbejdsmæssige energier, mente astrologen, men som også bød på en betragtelig udfordring:

- Når jeg kigger på, at den skal varetage et bestemt område i landet, så er stationen lidt handicappet. Der en del modstand i baglandet og i lokalområdet. Spørgsmålet er, om der overhovedet er behov for en station, eller om det måske er lidt spild af penge at lave den, lød det.

Landsbyen og de sure seere

Hvorfor forudsigelsen om lokale modstand var så præcis vender vil tilbage til. Først tager vi nemlig et kig på noget af det, TV2 ØST sendte i starten. Hvor fokus i dag udelukkende er på nyheder og fortællinger om det virkelige liv i regionen, startede man i 1991 ud med fiktion.

Derfor handlede det stort set ikke om de regionale nyheder i de første mange måneder. I stedet satsede stationen under direktør Ole Dalgaards ledelse blandet andet på fiktion og på indkøbte, udenlandske serier. Der blev dog også plads til serien serien Landsbyen, som blev optaget i Grumløse på Sydsjælland.

Da TV2 ØST startede i 1991 sendte man flere serier - blandt andet den egenproducerede "Landsbyen", som blev optaget i Grumløse på Sydsjælland. Landsbyen var en bred familiefortælling med centrum på den store gård, Brydegård, og den bød på både gamle regnskaber, der skulle gøres op, ny kærlighed og familieforviklinger. På rollelisten var kendte navne som Chili Turell, Søren Østergaard, Kirsten Lehfeldt Niels Skousen, men trods de store ambitioner var serien dog ikke nogen succes for TV2 ØST. Seerne var langt fra begejstrede for den, men senere fik den succes på DR, hvor du stadig kan se den i dag.

Landsbyen var en bred familiefortælling med centrum på den store gård Brydegård, og den bød på både gamle regnskaber, der skulle gøres op, ny kærlighed og familieforviklinger.

På rollelisten var kendte navne som Chili Turell, Søren Østergaard, Kirsten Lehfeldt og Niels Skousen. Men trods de store ambitioner var serien dog ikke nogen succes for TV2 ØST. Seerne var langt fra begejstrede for den - og heller ikke for de amerikanske serier eller noget som helst andet, der rullede over skærmen.

quote Hvis der er nogen, der har ondt i røven af det, må de have det

Ole Dalgaard, direktør, 2. januar 1991

 - Jeg ser det aldrig mere. Jeg har kun set det én gang, og det brød jeg mig ikke om, lød det fra en vred kvinde i et indkøbscenter, da TV2 ØST selv spurgte regionens borgere om deres syn på stationen.

Serien Landsbyen endte dog alligevel med at blive en stor succes - bare ikke på TV2 ØST, men på DR, hvor den kørte længe, og hvor du i øvrigt kan se alle afsnittene i dag.

Untitled Sequence.011.6

I de lokale dagbladet haglede kritikken ned over stationen. Dels fordi indholdet forundrede og skuffede, og dels fordi mange undrede sig over de økonomiske prioriteringer på stationen, der blandt andet indkøbte hundedyre Chevrolet-vogne til stationen. En kritik, der dog ikke bed på direktøren.

- Hvis der er nogen, der har ondt i røven af det, må de have det, lød det med et skævt smil fra direktør Ole Dalgaard i stationens første udsendelse.

TV2 ØST's første direktør Ole Dalgaard mente ikke, at nyheder fra lokalområdet skulle være omdrejningspunktet for stationen.
TV2 ØST's første direktør Ole Dalgaard mente ikke, at nyheder fra lokalområdet skulle være omdrejningspunktet for stationen. Foto: TV2 ØST

Stationen gjorde ellers meget for at tiltrække et publikum. Blandt andet forsøgte man sig med et rejseprogram, hvor der blev udloddet dyre rejser til seerne, men lige lidt hjalp det.

Populært var det heller ikke, da man meldte ud, at man fra april 1991 helt ville droppe den daglige nyhedsopdatering på TV2 ØST. I stedet skulle journalisterne fungere som skuespillere, der i studiet dramatiserede aktuelle historier. 

I klippet herunder ses journalisten Søren Langhorn - som i øvrigt først for nylig havde sin sidste dag på TV2 ØST - giv den som skuespiller i stationens første måneder:

Den noget anderledes ledelsesstil, de mange kritiske historier i lokalpressen og det næsten totale fravær af nyheder og journalistik fik dog en ende, da Ole Dalgaard måtte forlade posten efter mindre end et år.

Den nye frontmand blev Peter Harms Larsen, som rettede stationens fokus mod det, der også i dag er hjertet i mediehuset: Nyheder og reportager fra regionen.

Hvad der kom ud af det gennem årene, kan du få et indblik i på den særlige tema-side om vores jubilæum, som du finder her. Her har vi samlet tre programmer, hvor vi dykker ned i historier fra tre årtier - og så har vi et væld af klip fra de mange fascinerende, historiske, sjove og trist historier, vi har fortalt gennem årene. Du kan også følge med på vores Facebook-side, hvor vi i starten af januar deler gavmildt ud af både sjove og historiske klip fra de 30 år.


Nyhedsoverblik